Skydeforsøg på Fortunfortet den 17. november 1893
Efter beslutning fra 2. Ingeniørdirektion, blev der d. 17. november 1893 med Skydeskolens bistand, foretaget en prøveskydning af vinduesskodderne på Fortunfortets strubekaserne.
Prøveskydningen blev foretaget for at afprøve om det særligt præparerede stål, som var anvendt til vinduesskodderne, kunne modstå beskydning med gevær M1889 med reglementerede patroner.
Der var blevet stillet samme krav til leverandøren af det særligt præparerede stål til vinduesskodder på Fortunfortet, som for skodderne til Gladsaxefortet og Bagsværdfortet, d.v.s. 10 mm tykt særlig præpareret stål, af samme beskaffenhed som det der benyttes i de såkaldte ”Holsteinske” panserskjolde.
Ved prøveskydningen, som blev overværet af Direktionens chef, blev der opnået følgende resultater på 25 meters afstand.
Kasematnr.: Træffer: Indtrængen:
4 Ved skydehul: 5,4 mm
7 Midt på nederste felt: 5,8 mm
11 Tæt under nittehoved ved beslag: 4,0 mm
13 Cirka 3” over øverste rigel: 6,6 mm
15 Lidt over midten af nederste felt: 5,7 mm
Middel indtrængen: 5,5 mm
Der blev tillige rettet et skud mod indgangskasemattens port, der er fremstillet af to ¼” tykke plader af kedelstål med ½” mellemrum. Skuddet trængte gennem den yderste plade og fremkaldte en mindre udbuning af den inderste plade.
Til måling af indtrængsdybden blev, såvel af officererne fra Skydeskolen som Distriktet, benyttet et lille instrument med mikrometerskrue og 4 cm. grundlinje. Begge målingerne gav samme resultater.
Beliggenheden heden af de anvendte kasematter til skydeforsøgene kan ses på den rentegnede oversigtstegning fra Rigsarkivet.
Kasemat nr. 11. Tæt under nittehoved ved beslag.
Foto: Ole Bruun Nielsen
Kasemat nr. 15. Lidt over midten af nederste felt.
Foto: Ole Bruun Nielsen.
Fortunfortet. Uddrag af rentegnet oversigtstegning med angivelse af numrene for de enkelte kasematter. Det fremgår af dokumentet i Rigsarkivet, at det er kasemat nr. 4, hvor der blev foretaget prøveskydning af vinduesskodden. På oversigtstegningen svarer dette til rum nr. 3.
Kilde: Rigsarkivet