De politiske forhold i perioden for opførelsen af Københavns nyere Befæstning

De politiske forhold i Danmark i tiden før og under opførelsen af Københavns nyere Befæstning var yderst spændte.

Rigsdagen, som var Danmarks første demokratiske parlament, bestod af to kamre; Landstinget og Folketinget.  Folketingsmedlemmer blev direkte valgt i enkelt-mandskredse, hvorimod landstingsmedlemmer blev indirekte valgt med privilegeret valgret for landets rigeste vælgere. Derudover var nogle af landstingsmedlemmerne valgt af kongen, som ligeledes kunne udpege ministre.

Højre sad på flertallet i Landstinget og havde regeringsmagten frem til 1901. I perioden 1875 til 1894 sad højremanden J.B.S. Estrup som konseilspræsident (statsminister). For at et lovforslag kunne godkendes, skulle forslaget vedtages i begge ting.

Venstre havde et klart flertal i Folketinget, og i sin kamp for at få gennemført folke-tingsparlamentarismen greb Venstre nu til den såkaldte ”Visnepolitik”, d.v.s. Venstre nægtede at godkende enhver statsudgift der ikke var strengt nødvendig.

I 1885 kulminerede striden mellem Højre og Venstre, da konseilspræsident Estrup ikke kunne få vedtaget årets finanslov i Folketinget. Striden skyldtes bl.a. at Højre ønskede et stærkt befæstningsanlæg om hovedstaden, hvorimod Venstre ønskede et forsvar af hele landet. Estrup sendte Rigsdagen hjem og regerede videre med en såkaldt provisorisk (midlertidig) finanslov i henhold til Grundloven af 1866, § 25.   

Takket være kongens støtte og et meget konservativt Landsting behøvede regeringen ikke Venstres opbakning, og i den efterfølgende periode 1885-94 kom Estrup udenom Folketingets flertal og kunne ved hjælp af de provisoriske finanslove opføre store dele af Københavns nyere Befæstning.

Kampen om parlamentarismen sled dog på begge parter, og i 1894 ønskede Estrup at trække sig tilbage. Højre og Venstre indgik forlig om befæstningens færdiggørelse og ophævede de udemokratiske provisorier. Det var nu Venstres forventning, at kongen udnævnte en Venstreregering. Kongen var imidlertid godt tilfreds med Højre og partiet fik derfor lov til at regere videre. Først i 1901, efter yderligere tre Højreregeringer, udnævnte kongen den længe ventede Venstreregering.

Baggrunden for opførelsen af en ny befæstning omkring København

Så sent som i 1850’erne bestod Københavns forsvarsværker alene af den gamle vold med bastioner fra 1600-tallet.  Den gamle bastionære fæstning havde imidlertid vist sig at være helt utilstrækkelig under englændernes terrorbombardement af København i 1807.

I 1864 led Danmark som bekendt et trist nederlag til Tyskland og vi mistede vores selvværd og en fjerdedel af riget.

På baggrund af nederlaget og med udgangspunkt i erfaringerne fra nederlagene både 1801 og 1807 blev det besluttet at rekonstruere Københavns befæstning således, at hovedstaden kunne forsvares under moderne krig.

Igennem mange blev der derfor nedsat en række kommisioner, der hver især udarbejdede forslag til hvordan København kunne forsvares.  

Kommissionen af 1851

I 1851 fastslog en kommission, som skulle udtale sig om forsvaret af Jylland, at dette ikke nyttede meget, hvis hovedstaden igen kunne bombarderes til overgivelse.

Foranlediget heraf forelagde Ingeniørkorpset i 1853 en befæstningsplan for København. Den omfattede en komplet befæstning, der skulle dække byen mod angreb fra såvel søsiden som landsiden. Efter 5 års politiske forhandlinger blev en reduceret udgave vedtaget ved ”Lov om Københavns Befæstning mod Søsiden i 1858”. Denne lov betød, at man i perioden 1858-1868 byggede en række nye søanlæg og renoverede nogle ældre søanlæg. (”Den indre linie af Søbefæstningen”). Derimod blev der ingen ny Københavnsk Landbefæstning.

Kommissionen af 1872

Nederlaget til Tyskland i 1864 samt Tysklands sejr over Frankrig i 1870/71 betød, at Danmarks udenrigs- og militærpolitiske situation blev totalt forandret. De små staters eksistens, heriblandt Danmarks, synes nu særlig truet. Indenrigspolitisk og folkeligt var der stor opbakning til en aktiv forsvarspolitik, hvor landet med militære midler skulle markere en væbnet neutralitet i forhold til stormagterne Tyskland, England, Frankrig og Rusland.

I 1872 blev der nedsat en kommission, som skulle udarbejde en egentlig forsvarsplan. Kommissionen slog fast, at forsvaret skulle koncentreres om Sjælland og hovedstaden, da nederlaget i 1864 havde vist, at Jylland næppe kunne forsvares. Kommissionen lagde således ikke skjul på, at Tyskland var den mest sandsynlige fjende. Forsvaret af København skulle styrkes på såvel sø- som landsiden, men vigtigst var dog, at København blev sikret mod landsiden. Landbefæstningen skulle bestå af en sammenhængende voldlinie med en række foranliggende forter, som skulle holde fjendens belejringsskyts på afstand.

På grundlag af kommissionens betænkning blev der i de følgende år fremsat adskellige lovforslag omfattende både land- og søbefæstningen, men da de skiftende Højreregeringer ikke kunne blive enige med Venstre, kom der intet ud af kommissionernes arbejde. Højre ønskede, som nævnt, et stærkt befæstningsanlæg omkring hovedstaden. Venstre, som repræsenterede landbefolkningen der jo ikke ville blive beskyttet af Københavns Befæstning, ønskede derimod et forsvar der byggede på en folkebevæbning frem for store befæstningsanlæg.

Forsvarsplanen af 1879

En ny og reduceret forsvarsplan blev fremsat i 1879. For at spare blev det foreslået at erstatte fortlinien og voldlinien mellem Køge Bugt og Utterslev Mose (Vestfronten) med en forstærket voldlinie, der skulle udfylde begge de to tidligere foreslåede liniers opgaver. Denne model kunne anvendes på Vestfronten på grund af det flade overskuelige terræn. Mod nord (Nordfronten) foresloges det at bygge en voldlinie hvortil der knyttedes en fortrække mod nordvest og et oversvømmelsesområde på strækningen mellem Ermelunden (Lyngby Enge) og Klampenborg. Til beskyttelse af oversvømmelsen skulle der opføres nogle mindre batterier bl.a i Ordrup Krat. På basis af disse tanker udarbejdedes i 1881 et fuldstændigt forslag, hvori tillige indgik opførelsen af forter på Amager (Sydfronten).

Grundlaget for opførelsen af befæstningen i årene 1886-1894

Forslaget af 1881 vedr. Københavns befæstning blev grundlaget for en række lovforslag, som årligt blev fremsat i Rigsdagen i årene 1881 til 1885. Ingen af forslagene blev dog vedtaget på grund af Venstres ”visnepolitik”.

Som følge af uenigheden i Rigsdagen vedrørende opførelsen af en ny Befæstning rundt om København blev foreningen ”Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme” stiftet i 1884, og foreningen indsamlede efterfølgende ca. 1.5 mio. kr. Dette beløb blev anvendt til opførelsen af Garderhøjfortet og dækkede ca. halvdelen af udgifterne til opførelse af Lyngbyfortet.

I Rigsdagssamlingen 1884/85 kunne der stadig ikke opnås enighed om selv en ”barberet” finanslov, og 1. april 1885 udstedtes derfor, som nævnt, en provisorisk (midlertidig) finanslov for året 1885/86. Efter anmodning fra Ingeniørkorpset god-kendte kongen, at der blev brugt 65.000 kr. på forventet tillægsbevilling til opmåling og detailprojektering af Sø- og Landbefæstningen. I oktober 1886 forelå det samlede befæstningsforslag, og anlæggene blev i de følgende år opført via nye årli-ge provisoriske finanslove.

Politiske forlig 1894 – 1922 vedr. Københavns nyere Befæstning

I 1894 blev der indgået et politisk forlig mellem Højre og Venstre, Estrup gik af, og byggeriet af Landbefæstningen stoppede. Forliget begrænsede derimod ikke den videre udbygning af Søbefæstningen.  Det såkaldte ”Hul i Nordfronten” opstod netop som et resultat af forsvarsforliget i 1894, idet et planlagt landfort på Eremitagesletten ikke blev bygget. Dette betød, at strækningen fra Fortunfortet til Øresund lå ubeskyttet hen uden forsvarsanlæg.

I 1902 blev der nedsat en forsvarskommission, som bl.a. skulle tage stilling til be-fæstningens fremtid. Betænkningen forelå i 1908. Højre ønskede Landbefæstningen udvidet, hvorimod Venstre, som havde flertal i kommissionen, ønskede Landbe-fæstningen nedlagt. Derimod var der enighed om at Søbefæstningen skulle udvides og ved ”Lov om befæstningsanlæg af 1909” blev der bevilget penge til udvidelse af Søbefæstningen samt til opførelse af kystbefæstningsanlæg andre steder på Sjælland. I 1909 blev det ved lov tillige bestemt at Landbefæstningen skulle nedlægges i 1922.

I 1919 blev der nedsat en kommission til ”Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og Flådens fremtidige Ordning”. Betænkningen forelå først i 1922, men under forhandlingerne blev det klart, at der under alle omstændigheder var flertal for at nedlægge Landbefæstningen. Folketinget vedtog herefter at Landbefæstningsanlæg-gene inden 1. april 1920 skulle nedlægges og overgives til Finansministeriet. 

I 1922 fulgte ”Lov om Nedlæggelse af ældre Kystbefæstningsanlæg samt Ordning af det faste Kystforsvar” hvorefter Søbefæstningen successivt blev nedlagt. Dragør fortet blev som sidste søfort nedlagt i 2001, efter fortet i en længere periode blev benyttet som marinestation af søværnet.

J.B.S. Estrup var Højre-politiker og i perioden 1875-94 konseilspræsident (regeringsleder). Han mente, at Lands-tinget og Folketinget var ligeberettigede og anerkendte derfor ikke Venstres krav om folketings-parlamentarisme og almindelig valgret. Denne forfatningskamp kulminerede i provisorieårene 1885-1894, hvor Estrup som svar på Venstres lovgivningsstrejke sendte Rigsdagen hjem og ledede landet ved provisoriske finanslove.

Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.