Kystfortet Taarbæk fort

Hæren ville oprindeligt have et fort liggende ved ”Den Slesvigske Sten” umiddelbart syd for Eremitageslottet, men i henhold til forsvarsforliget i 1894 måtte landbefæstningen ikke udbygges yderligere, hvorimod udbygningen af søbefæstningen kunne fortsætte. Da et fort placeret midt i Dyrehaven indirekte ville forstærke landbefæstningen, blev fortet ikke opført. Dette var en af årsagerne til at ”Hullet i Nordfronten” opstod.

Kystfortet Taarbæk fort blev opført i perioden 1913-1916. Af ovennævnte politiske hensyn måtte fortet placeres i Dyrehavens østkant, selvom dette betød at fortets forsvarsmæssige effektivitet og muligheder blev forringet væsentligt. Selvom det var et søfort, skulle det også medvirke til at lukke ”Hullet i Nordfronten”.

Fortets konstruktion

Fortet blev opført som et stort trekantsfort med en tør grav og en såkaldt saillantkaponiere i fortets spids. De to facegrave kunne beskydes fra salliantkaponieren, der lå over for fort trekantens toppunkt mod nord.

Særegent for dette fort var, at saillantkaponieren var direkte forbundet med fortkernen ved en delvist nedgravet poterne (overdækket forbindelsesvej) så artilleristerne kunne bevæge sig sikkert mellem kasematbygningen og saillantkaponieren. Poeternen var forsynet med skydeskår, så det var muligt at skyde langs facegravene.

Fortets glacis blev kun afbrudt af adgangsvejen i det vestre hjørne. Strubegraven og adgangsvejen kunne beskydes fra en kaponiere indbygget i venstre del af fortets strubefacade.

Desuden havde fortet et trapezformet betonstøbt skyttegravsanlæg på fortdækket, der stod i forbindelse med fortets indre.

Området mellem fortet og kysten var under 1. verdenskrig lukket med en skyttegravslinje, der delvist var flankeret af fortets saillantkaponiere.

Skyttegravslinjen ville ved mobilisering have frit skudfelt gennem rydninger, der skulle sikre fortet frit udsyn over Øresund.

Fortets armering og bemanding

Armeringen af Taarbækfortet var for svag til rollen som søfort med kun fire 29 cm haubitzer med en skudvidde på 10,3 km, der som følge af indstøbte stopklodser kun kunne skyde mod mål i Øresund. Haubitzerne var ombyggede 29 cm kanoner og var placeret i et åbent batteri der var bygget ned i fortdækket på dets nordøstre face. 

Derudover var der to 120 mm hurtigskydende stålhaubitzer, med en skudvidde på 8,4 km, der var anbragt i pansertårne på den nordligste del af fortdækket samt tre 37 mm revolverkanoner, som var opstillet i kaponiererne, heraf to i saillantkaponieren og en i strubekaponieren.

Endelig var der 34 otte mm. rekylgeværer, 15 anbragt i små stålskjolde i skyttegravsanlægget på fortdækket, 9 i kaponiererne, 6 var monteret parvis i 3 pansrede maskingeværsforsvindingstårne, 2 var anbragt i en særlig luftmålsaffutage og 2 var i reserve. 

Taarbækfortet havde også to pansrede projektører til oplysning af terrænet omkring fortet.

Besætningen var indkvarteret i strubekasernen der også rummede ammunitionsmagasiner, depoter og lysmaskiner. Krigsbesætningen bestod af 248 soldater fra kystartilleriregimentet, hvortil kom et infanterikompagni ved mobilisering.

Selvom fortet endnu ikke var helt færdigbygget, var der kommandohejsning den 28. april 1915. Taarbækfortet var herefter bemandet med kystartillerister indtil 1922.

I tilfælde af krig skulle der ske en rydning af træer og bevoksning for at give fortet et bedre indblik mod Øresund og den østlige del af Eremitagesletten.

Fortets opgaver

Som kystfort skulle Taarbækfortet dække kysten nord for Taarbæk mod landgangsforsøg, men på grund af klinten og den mellemliggende villabebyggelse kunne kysten ikke observeres. For at råde bod på det manglende udsyn byggedes et 33 m højt observations- og afstandsmålertårn på fortdækket. Tårnets tilstedeværelse betød dog, at fortets beliggenhed nemt kunne fastslås af en eventuel fjende.

Fortet skulle tillige medvirke til at hindre et bombardement af København og medvirke til at hindre fjendtlige enheder i at trænge ned i Renden eller Hollænderdyb.

Selvom Taarbækfortet ikke måtte opfattes som et landfort, fik fortet alligevel denne funktion, idet fortet som højre fløjfort på Nordfronten også skulle dække Eremitagesletten og området nord herfor. Placeringen af Taarbækfortet bag Eremitageslottet vanskeliggjorde imidlertid udsynet over størstedelen af fortets kampområde.

Efter 1. verdenskrig
 I 1932 blev fortet overtaget af Søværnet og var i brug indtil 1937, hvor skytset blev fjernet og solgt. Året efter blev observationstårnet nedrevet. Fortet blev herefter ombygget og blev taget i brug som minedepot i 1940 og var i anvendelse indtil 1968, kun afbrudt af 2. verdenskrig, hvor fortet blev benyttet af den tyske værnemagt.

I 1969 blev anlægget overdraget til Jægersborg Skovdistrikt, der lod det overdække med ca. 300.000 tons jord. Fortet er beskyttet som et jorddækket fortidsminde.

Danmarks Radio fik i 2012 tilladelse til grave ned til fortet og gå ind i det jordtildækkede fort. TV-reportagen fra januar 2013 kan ses her.

Kystfortet Taarbækfort, Dæksplan, situationsplan, del af facadeopstalt og observationsplan 1916.

Kilde: Rigsarkivet

Kystfortet Taarbækfort, Kommandohejsning 28. april 1915.

Foto: Tøjhusmuseet.

Kystfortet Taarbækfort luftforto 1916. Øst for Taarbækfortet ses den østligste dobbeltkaponiere i Dyrehavestillingen. Kaponieren skulle flankere pigtrådshegnet mod Øresund og ind mod Eremitagesletten.

Foto: Peter Thorning Christensens Arkiv.

Kystfortet Taarbækfort. Fortdæk med 33 meter højt observationstårn set fra bagglaciset 1932.

Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Kystfortet Taarbækfort, Haubitzbatteriet med fire 29 cm haubitzer.

Foto: Peter Thorning Christensens arkiv.

Kystfortet Taarbækfort. Luftfoto af fortet og observationstårnet set fra Øresund i 1935.

Foto: A. N. Hvidt.