Vestfronten | Fortunfortet

Vestvolden (Vestfronten)

Vestvolden blev opført i årene fra 1888 til 1892 og starter ved Avedøre Holme ved Køge bugt og slutter ved den nordlige ende af Husumafsnittet ved Utterslev Mose.

Volden er opbygget af to volddele; Vestenceinten, som strækker sig fra Avedøre Holme til Harrestrup å, og Husumenceinten, som strækker sig fra Haarrestrup å til Utterslev Mose.

Volden er 14,3 kilometer lang og består af 23 ca. 600 meter lange voldlinjer der over 22 punkter (I-XXII) startende ved Avedøre Holme. Volden knækker svagt ved hvert punkt, så volden ender med at danne en blød bue. I voldens nordligste ende ved Utterslev mose er der en skarp kort østlig bøjning for at hindre flankerende beskydning.

Formålet med opførelsen af Vestvolden var, at opretholde en spærrelinje mod fjendtlig fremtrængen fra vest og syd mod hovedstaden samt, at holde fjendtligt artilleri på så stor afstand, så København ikke kunne bombarderes. Samtidig skulle Vestvolden flankere de sydligste dele af Nordfronten.

De samlede udgifter til opførelse af Vestvolden udgjorde 5.514.561,80 kr.

Vestvolden blev nedlagt som fæstningsanlæg i 1920.

Vestvoldens konstruktion

Vestvolden er cirka 100 meter bred og traditionelt konstrueret med en forvold "glaciset" yderst mod fjenden (B), derefter en våd grav med en fordybning på midten og inderst selve hoved-volden, voldgaden og voldbanen (A).

Voldens længdeprofil var en speciel dansk konstruktion, "Det modificerede bastionære grundrids" også kaldet "Den danske Front" og var udtænkt af Oberstløjtnant E.J. Sommerfeldt, inspireret af den Belgiske general Henri Alexis Brialmont.

Volden var mellem 10-20 meter tyk og en 4-8 meter høj, afhængig af de lokale terrænforhold. På voldens inderside var der forskellige afsatser forbundet med ramper, så kanoner og tungt materiel let kunne flyttes op og ned ad volden.

Inderst startede anlægget med voldbanen, der strakte sig fra Avedøre via stationen i Brøndby til remisen i Rødovre og var forbundet til hovedsporet København/Roskilde.

Derefter lå voldgaden i hele voldens længde, bl.a. til brug for flytning af mandskab og materiel langs volden.

På indersiden af hovedvolden var kanonerne opstillet på kanonbænke af beton eller tømmer. Foran kanonbænkene var der et ca. 10 meter tykt brystværn af jord eller beton, der skulle beskytte kanonerne samt artillerister og øvrige soldater mod fjendens ild.

Mellem voldgaden og kanonbænkene, 3 meter under ildlinjen lå en ca. fire meter bred voldgang Fra voldgaden førte ramper op til voldgangen og herfra til kanonbænkene.

På fjendesiden af volden lå først en 8 meter bred dækket vej i hele voldens længde, der kunne anvendes til uset for fjenden at flytte materiel og soldater og derefter fodfolksbanketten, hvorfra infanteriet kunne beskyde fjenden med håndvåben.

Nærmest fjenden lå et glacis, der var et skrånende yderterræn, som var med til at sløre voldens synlige profil for fjenden og som også gjorde det vanskelig for fjenden at se hvordan hans artilleritræffere ramte volden.

Opførelsen af vestvolden

Bygningen af Vestvolden var et kæmpe stort byggeprojekt.

Der skulle flyttes 225 kubikmeter jord for hver af de godt 14.300 meter som volden var lang, svarende til i alt 2,15 millioner kubikmeter jord. Al denne jord blev flyttet med håndkraft, skovle, trillebøre og hånddrevne tipvogne.

Til transport af større mængder byggematerialer langs volden blev der anlagt et midlertidigt jernbanespor, der senere blev til en permanent voldbane.

Der var i alt beskæftiget op mod 2.000 arbejdere med opførelsen af Vestvolden.

Jorden til opbygning af volden kom fra opgravningen til voldvoldgraven, der blev 17 meter bred ved vandoverfladen, 6 meter bred ved bunden af voldgraven og var 2,5 meter dyb. På midten af voldvoldgraven var der en yderligere uddybning på 1 meter således, at voldvoldgraven på midten var 3,5 meter dyb.

De anvendte fortifikatoriske principper

Til forsvaret af Vestvolden blev der anvendt fire forskellige fortifikatoriske principper, alt efter terrænets beskaffenhed, der blev suppleret med kanonbatterier placeret på volden i hele dens længde:

Det modificerede bastionære grundrids anvendtes på gravafsnittene med 11 enkeltkaponierer på punkterne II, III, IV, V, VI, VII, VIII og XIII samt XIV, XV, XVI. Det revolutionerende ved ”den danske front” var, at den alvorlige beskydning af fjenden først ville begynde, når fjenden forsøgte at forcere kanalen og dermed var svagest og mest sårbar.
Det polygonale grundrids blev anvendt ved voldens punkt IX, på voldlinje X-XI samt ved punkt XII og XXI, der er gravafsnit med dobbeltkaponierer til flankerende skydning til begge sider på egen voldlinje. Gravafsnit og sider af kaponieren, der ikke kunne beskydes fra nabokaponieren, kunne beskydes fra indbyggede skyttehuller i volden.
Det polygonale grundrids i forbindelse med et savtakket grundrids blev anvendt på voldlinje XVII-XVIII, på en del af voldlinje XIX-XX og på voldlinje XXII-XIII, dvs. på voldlinjer, hvor der ikke er anlagt kaponierer i voldgraven. Flankeringen af voldgraven på disse voldlinjer skulle foretages fra volden, der er indrettet med korte flanker/knæk.
Det bastionære grundrids blev alene anvendt på voldlinje XVII-XIX, hvor voldgraven kun kan beskydes flankerende fra nogle korte flanker, der er indbygget i volden syd og nordøst for ”bastionens” toppunkt.

Overordnet beskrivelse af Vestvolden

Vestvolden var inddelt i 23 gravafsnit med 11 enkeltkaponierer og 4 dobbeltkaponierer, der lå forskudt for hinanden med ca. 600 meters mellemrum; som takkerne på en rundsav.

Fra kaponiererne kunne man skyde med kanoner og maskingeværer langs voldgraven med flankerende skydning på tværs af fjendens angrebsretning og derved hindre fjenden i at krydse den våde grav.

Kaponiererne var selvstændige forsvarsanlæg der var forsynet med kanoner og maskingeværer samt en projektør til belysning af voldgraven, og i krigstid var de konstant bemandet.

Flankeringsskytset i kaponiererne skulle i en krigssituation suppleres med 90 mm flankeringskanoner, der blev opstillet på et lille plateau ved ramperne, der førte ned til kaponiererne.

På de steder, hvor der var en særlig fare for et fjendtligt angreb, byggede man dobbeltkaponierer på øer i voldvoldgraven.

Det var hvor blandt andet hvor Roskildevej og Vestbanen krydser volden. Her var afstanden fra dobbeltkaponieren til de to trafikårer gjort kortere end de ca. 600 m, og de kunne begge tages under dobbelt ild, det vil sige beskydes samtidigt fra to kaponierer.

Desuden blev der bygget en dobbeltkaponiere, hvor volden slår et knæk på strækningen mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej.

På hovedvolden var der på hvert gravafsnit opstillet batterier med 4-12 kanoner til frontal beskydning af fjenden. Batterierne var ikke permanent armeret med kanoner, men skulle i tilfælde af krig bestykkes med 9, 12 og 15 cm kanoner, der i fredstid var opmagasineret i artillerimagasiner langs volden.

Til forstærkning af de faste batterier i volden var der langs dens inderside anlagt en jernbane, hvor et tog med seks 15 cm kanoner monteret på togvogne, hurtigt kunne køres frem til forstærkning af et afsnit af volden, som var under angreb.

Voldbanen gik fra Gammel Køge Landevej til ca. 300 m nord for Jyllingevej og havde forbindelse til Roskildebanen. Under 1. verdenskrig blev voldbanen forlænget til Husum station.

Enkeltkaponiererne

Enkeltkaponiererne blev indbygget i et fremspring i volden og dækket af en jordkappe, så de var skjult for en angribende fjende. Kaponiererne lå tæt på voldgravens vandoverflade og havde skudfelt til en side.

De 7 af kaponiererne havde skudfelt mod syd og de fire af kaponiererne havde skudfelt mod nord. Voldlinjerne var trukket et stykke tilbage, så der var frit skudfelt langs voldgraven til den næste voldlinje.

Kaponiererne blev bygget af beton og var ekstra beskyttet af et tykt stenlag. Skydeskårene kunne lukkes med jernskodder og var placeret ca. 1 meter over vandoverfladen.

De bestod af 5 rum med et samlet gulvareal på 67 m2 og var indrettet med skytsrum, retirade, projektørrum, soverum, ammunitionsrum og et rum til kaponierens kommandør. Adgangen foregik via en ståldør, der vendte væk fra fjenden.

Bestykningen udgjordes af en 75 mm. hurtigskydende kanon, to 2-løbede mitrailleuser og to 8 mm rekylgeværer samt en projektør til belysning af voldvoldgraven.

Besætningen bestod af 17 mand og en officer eller en underofficer, der normalt blev udskiftet en gang i døgnet.

Dobbeltkaponiererne

Dobbeltkaponiererne blev opført som en lille trekantet halvø i voldgraven.

Kaponiererne havde skudfelt i to retninger og var placeret på de steder, hvor der typisk var brug for ekstra ildkraft, f.eks. hvor store veje og jernbanedæmninger krydsede volden, som så kunne beskydes fra to sider, da der lå kaponierer på begge sider.

Kaponiererne var i princippet bygget som to enkeltkaponierer, bestod af 6 rum med et samlet gulvareal på 116 m2, og var indrettet med skytsrum, retirade, maskinrum, projektørrum, soverum, ammunitionsrum og et rum til kaponierens kommandør.

Fra voldgaden kunne man gå gennem volden til kaponieren via en poterne, hvorfra var der et åbent stykke på 20 meter til kaponierens indgangsdør. Adgangen ind i kaponieren foregik via en tofløjet ståldør, der vendte væk fra fjenden.

Kaponiererne blev bygget af beton og var ekstra beskyttet af et tykt stenlag. Skydeskårene kunne lukkes med jernskodder og var placeret ca. 1 meter over vandoverfladen.

Bestykningen udgjordes af to 75 mm. hurtigskydende kanoner, fire 2-løbede mitrailleuser og to 8mm rekylgeværer samt en projektør til belysning af voldgraven.

Besætningen bestod af 33 mand og en officer eller en underofficer, der normalt blev udskiftet en gang i døgnet.

Flankeringsbatterier ved gravkaponiererne

Ved hver enkeltkaponiere blev der anlagt standpladser til to flankerings-batterier og der blev anlagt standpladser til to flankeringsbatterier på hver side af dobbeltkaponiererne til beskydning af voldgraven mellem to voldlinjer og den del af voldgraven, som ikke kunne beskydes fra kaponiererne. Flankeringsbatterierne blev armeret med 90 mm kanoner, der under 1. verdenskrig blev udrustet med stålskjolde.

Kanonbatterierne

Ved opførelsen af volden blev der anlagt 10 permanente kanonbatterier på kanonbænke af beton. Kanonerne i batterierne var adskilt af en jordtravers og til hvert batteri var der et eller to underjordiske ammunitionsrum af beton.

Batterierne var armeret med fire eller otte kanoner, enten 12 cm jenkanoner eller 15 cm lange jernkanoner, der begge havde en skudvidde på 7.500 meter. Kanonerne kunne skyde med granater, granatkardæsker eller kardæsker.

Der blev tillige ved opførelsen af volden bygget 15 armeringsbatterier, der hver bestod af 5 mindre jordtraverser, så der kunne opstilles 4 kanoner i hvert batteri. I forbindelse med 1. verdenskrig blev armeringsbatterierne udbygget med kanonbænke af beton og ammunitionsrum af tømmer.

Geværkaponiererne

I 1912-1913 blev der på fjendesiden af hovedvolden indbygget 27 små geværkaponierer af tyndvægget beton, der hver var udrustet med to rekylgeværer og en 40 cm projektør.

Geværkaponiererne skulle forstærke flankeringen af voldgraven og hovedparten blev placeret i forbindelse med enkelt- og dobbelt-kaponiererne i voldgraven. Geværkaponiererne havde telefonforbindelse og projektøren blev forsynet med strøm fra gravkaponiererne eller et nærtliggende maskinrum.

Kikkertstationerne

I 1893 blev der anlagt 14 kikkertstationer, der var indbygget i voldkronen og opført af beton.

Kikkerten var 1,2 meter lang og fremstillet af af messing. Til hver kikkertstation blev der fremstillet håndmalede terrænkort med angivelse af topografiske genstande i terrænet foran volden.

Artillerimagasinerne

Batterierne på Vestvolden var ikke permanent armeret med kanoner, men skulle i tilfælde af krig bestykkes med 9, 12 og 15 cm kanoner, der i fredstid blev opbevaret på tøjhuset i København.

For at en del af kanonerne i fredstid kunne opbevares tæt på de forberedte armeringsbatterier, blev der i årene 1889-.1890 opført 9 artillerimagasiner til henholdsvis fire kanoner og 1.600 granater eller otte kanoner og 3.200 granater.

Artillerimagasinerne blev opført på et betonfundament og bygget af et skelet af tømmer beklædt med bølgeblikplader.

Magasinerne var placeret ved ramperne til kanonbænkene oppe på volden.

Fredskrudtmagasinerne

For at granaterne kunne opbevares tæt på armeringsbatterierne, blev i årene 1889-1890 bygget 11 fredskrudtmagasiner.

Der blev i første omgang bygget 5 magasiner i perioden 1892-1898 og efterfølgende blev der bygget yderlige 6 magasiner i perioden 1902-1905.

Magasinerne blev bygget af beton og sikret med en sprængkappe af store sten.

Når granaterne i magasinerne i en krigssituation var flyttet til armeringsbatterierne og dermed tømt for granater, ville magasinerne kunne anvendes til sikre opholdsrum for mandskabet.

Derudover blev der under 1. verdenskrig langs volden opført et antal ammunitionsrum til opbevaring af granaterne til de armerings-batterier, der blev etableret i forbindelse med krigen.

Maskinrum

I 1913-1914 blev der langs volden opført 3 maskinrum af beton til fremstilling af strøm til projektørerne.

I hvert maskinrum var opstillet en dieselmotor og en generator.

Vandet i voldvoldgraven

Voldvoldgraven fik sit vand dels fra kilder i området og dels fra Harrestrup Å og Utterslev Mose.

Til kontrol af vandstanden i voldvoldgraven og til underlag for veje og jernbaner, blev der opført seks dæmninger på tværs af voldvoldgraven.

De tre dæmninger var massive med underløb og udgjorde underlaget for Vestbanen, Roskildevej og vejen ved Islevhus.

De tre resterende dæmninger var ikke massive, idet de på midten havde et to meter bredt underløb. De tre dæmninger var underlaget for Nordvestbanen, sikkerhedsdæmningen ved Kagsmosen og afslutnings-dæmningen mod Utterlevs Mose. Sikkerhedsdæmningen var solidt bygget af beton og yderligere sikret af et tykt stenlag.

Da der var et fald på 17 meter fra Utterslev Mose til Køge Bugt, blev der opført ni batardeauer (dæmninger med overløb) på tværs af voldgraven, der skulle regulere og sikre en stabil vandstand i voldgraven. De 6 batardeauer havde et fald på to meter og de 3 batardeauer havde et fald på tre meter.

Batardeauerne var solidt bygget af beton og yderligere sikret af et stenlag.

Voldgravens overskydende vand førtes via et underløb ud i Køge Bugt.

Når befæstningens oversvømmelsesanlæg i krigstid skulle fyldes med vand, kunne vand fra Furesøen via Utterslev Mose og voldvoldgraven ledes videre til Kagsmosen, så der blev dannet en sø på ydersiden af volden.

Batteritoget

På voldens inderside lå voldbanen, der var et jernbanespor, som oprindeligt var anlagt som entreprenørjernbanespor i forbindelse med opførelse af volden, men som senere blev anvendt til et tog med jernbaneskyts.

Batteritoget var bestykket med seks 15 cm. franske Canet M/91 stål haubits med en skudvidde på 6.500 meter og monteret på hver sin togvogn.

Ammunitionen var den danske standard 15 cm. og bestod af granattyperne granat, granatkardæsk og kardæsk. På hver togvogn kunne der medbringes 16 granater, 14 granatkardæsker, 4 kardæsker samt 32 ladninger.

Batteritoget kunne hurtigt køres frem til forstærkning af et afsnit af volden, som blev angrebet, men kunne i princippet indsættes overalt på det almindelige skinnenet, da voldbanen var af normal sporvidde.

Lejrene

Da Vestvolden blev opført, blev der ikke samtidig etableret skudsikre indkvarteringsfaciliteter, kaserner eller lejre til mandskabet. Derfor blev mandskabet i starten indkvarteret hos private i området omkring volden, men dette var ikke en holdbar løsning.

Til indkvartering af mandskabet blev der derfor i perioden 1886-1918 opført en del lejre af meget forskellig kvalitet og lejet en bygning til anvendelse som kaserne.

Ejbylejren

Ejbylejren blev opført i 1891 og var placeret øst for voldgaden ved punkt XIV. Lejren bestod i starten af 6 simple træbarakker. Allerede året efter måtte lejren udvides for at imødekomme indkvarteringsbehovet og under 1. verdenskrig blev lejren udvidet med teltlejr, der senere blev til en baraklejr.

I begyndelsen var alt udkommanderet mandskab til Vestvolden indkvarteret her, men efterhånden som flere og flere soldater blev udkommanderet, kunne lejren ikke opfylde indkvarteringsbehovet.

Ejbylejren var dog i hele Vestvoldens levetid den største lejr.

Paradislejren

Den første Avedørelejr, kaldet Paradislejren, blev bygget i august 1896 på en mark ved Paradisgården.

Det var en teltlejr, som husede de 120 mand, der var udstationeret til Avedøreafsnittet. Under 1. verdenskrig blev lejren udbygget med flere teltgader og træbarakker med en belægning på flere hundrede soldater.

Paradislejren var i første omgang kun tænkt som midlertidig, og lejren var i begyndelsen kun en teltlejr. Teltene blev rejst på den bare mark, og der var ikke mange midler til anlæg.

Når det regnede, forvandledes lejren derfor til en gigantisk mudderpøl. Belysningen bestod af gamle petroleumslamper, som gik ud i blæsevejr, og derved henlagde Paradis i mudder og mørke.

Det lykkedes dog med små midler og stor indsats, ikke mindst fra lejrens første chef, kaptajn Cranil, at etablere først køkken- og siden samlingsbarak, samt grusveje og beplantning. Lejren havde et meget fint haveanlæg, som var anlagt af soldaterne.

Lejren blev nedlagt i 1920.

Husum Kaserne

Bygningen, som blev anvendt til kaserne, er bygget som fattiggård 1884/85 og blev overtaget af Rødovre Kommune fra Brønshøj sogn i 1901, hvorefter krigsministeriet lejede bygningen for 5 år ad gangen.

Husumlejren havde mere karakter af Kaserne end lejr og lå bag voldlinie XVII og XVIII.

Kasernebygningen var en ældre etageejendom og på ingen måde prangende, men beliggenheden lige bag volden var perfekt.

Den erstattede en nærliggende teltlejr, Husumlejren, i umiddelbar nærhed. Som de øvrige lejre var den fuldt belagt under 1. verdenskrig.

Det vides ikke hvornår anvendelsen som kaserne ophørte.

Avedørelejren

Avedørelejren blev opført i 1911-1913 og ligger en kilometer nordøst for Paradislejren.

Der var her tale om en permanent moderne kaserne med murstens-bygninger og alle sanitære foranstaltninger.

Hver af de fire belægningsbygninger i lejren kunne rumme 112 menige og otte befalingsmænd, i alt 480 mand. Under 1. verdenskrig var lejren fuldt belagt.

Lejren blev anvendt som militærlejr indtil 1990.

Rødovrelejren

Rødovre lejren var en telt- og baraklejr som blev etableret i 1915 på et areal som blev lejet af Rødovre Sogneråd, idet sognerådet ønskede at den private indkvartering af soldaterne skulle ophøre.

Der var indkvarteret 144 mand i lejren og nedlagt i 1920.

Glostruplejren

Glostruplejren blev bygget i 1916 da sikringsstyrken stadig manglede plads.

Den blev anlagt umiddelbart bag Vibe Batteri på voldlinie IX-X umiddelbart syd for banen.

I begyndelsen bestod den kun af telte, men der blev efterfølgende bygget 7 træbarakker til kontor, spiselokale, forsamlingsrum samt køkken for officerer, underofficerer og mandskab.

Soldaterne var alle indkvarteret i telte.

Lejeren blev nedlagt i 1920.

Søtorplejren

Søtorplejren blev indrettet i et tidligere savværk på hjørnet af Roskildevej og Rødovrevej. Der var indkvarteret godt 40 mand i lejren.

Lejren er formentlig nedlagt senest i 1920.

Vanløselejren

Vanløselejren lå ved Vanløse skole og bestod af fire barakker og 10 telte. Der kunne i alt indkvarteres godt 400 mand i lejren.

Forplejningen til soldaterne blev tilberedt i skolekøkkenet på Vanløse skole.

Lejren er formentlig nedlagt i 1920.

Vestvolden. Nutidigt kort med angivelse af voldens beliggenhed.

Kilde: Københavns Amt.

Vestvolden. Tværsnit af volden, kort fortalt starter volden i venstre side med Voldbanen, Voldgaden, Hovedvolden, Voldgraven og Forvolden (Glaciset).

Kilde: Københavns nyere Befæstning 1858-1920, udgivet af Københavns Amt 2003.

Vestvolden. Luftfoto af volden i sin fulde udstrækning 1950.

Foto: Sylvest Jensen Luftfoto Det Kgl. Bibliotek.

Vestvolden. Luftfoto med udsnit af volden 1938. Sylvest Jensen Luftfoto,

Foto:Det Kgl. Bibliotek.

Vestvolden.Luftfoto, der viser et stykke af volden

nord for Avedøre Tværvej med tre kaponierer 1954.

Foto: Kort- og Matrikelstyrelsen.

Vestvolden. Kaponiere og poterne ved punkt XII under opførelse 1890.

Foto: Tøjhusmuseet.

Vestvolden, Kaponiere nord for Roskildevej 1918. Foto: Tøjhusmuseet.

Vestvolden. Opførelse af dobbeltkaponiere ved Roskildevej 1889.

Foto: Tøjhusmuseet.

Vestvolden. Dobbeltkaponiere ved punkt IX 1923. Foto: Københavns Bymuseum.

Vestvolden. Projektør og rekylgeværstandplads, der kunne belyse og bestryge de dele af graven og kaponieren, som ikke kunne dækkes fra nabokaponieren.

Tegning: Rigsarkivet.