Bagsværdfortet

Bagsværdfortet blev opført i årene 1892-1893 og blev fortidsmindefredet i 1993.

Bagsværdfortets konstruktion

Fortet er delvist gravet ind i en bakke syd for Bagsværd by, 11,5 km. Nordøst for Gladsaxe fort og 1,5 km. Sydvest for Lyngby Fort og er gravet på langt ind i bakkedraget, at de kun hævede pansertårne og panserkupler rager op over glacisets overkant. Fortet er trekantet og omkranses af tørgrave og et glacis. Tørgravene kaldes strubegraven og facegraven. I trekantsfortets spids ligger den såkaldte saillantkaponiere. De to facegrave kunne beskydes fra saillant-kaponieren, der var anbragt i trekantsfortets spids mod nordvest. Strubegraven kunne beskydes fra to strubekaponierer, der var indbygget i fortets indhak i strubefacaden. Fortets glacis var på strubesiden var meget lavt, så man kunne skyde ud over strubegraven.

Selve fortkasematten er en betonbygning i to etager og indeholdt i nederste etage kaserne for fortets artillerister, ammunitionsmagasiner, kabys og maskinrum. Den øverste etage, skytsetagen, indeholdt tårnbrøndene til fortets fire kanontårne og to observationstårne. Ved opførelsen af fortet anvendte man som noget helt nyt ”Monier-konstruktioner” i begge etagedækkene. Med anvendelsen af Monier-konstruktion opnåede man, at buehøjden i kasematternes hvælvinger kunne reduceres, hvorved man skaffede sig mere rummelighed i gange og rum. Sprængningsforsøg havde tillige vist, at ”Monier-konstruktioner” med fordel kunne anvendes i forter som et beskyttende lag mod nedstyrtende betondele fra de metertykke betonlag i dækkene.

Foran fortkasematten var der en kampestenssprængkappe, der skulle opfange fjendtlige granater og bringe dem til at eksplodere, hvorved fortkasemattens betonvægge ikke blev beskadiget. Foran spræng-kappen var der et trekantet jordlegeme, der skulle bremse granaterne inden de ramte sprængkappen. Det trekantede jordlegeme er langs facegravene afgrænset af en 1½ meter høj betonstøttemur, hvor der på toppen er monteret et stormgitter, som skulle hindre en angribende fjende i at komme op på fortdækket og ødelægge kanontårnene. På Bagsværdfortet er det ene observationstårn og stormgitteret intakt.

Jernbanen

Et særligt problem i forbindelse med konstruktionen af Nordfrontens forter var transporten over land af de store og tunge jerndele til forternes panserkonstruktioner. Til transport af tårnene til Lyngbyfortet var der etableret et midlertidigt jernbanespor fra Lyngby Station til fortet. Ved opførelsen af Gladsaxefortet og Bagsværdfortet valgte man at forlænge dette spor til Bagsværdfortet og videre til Gladsaxefortet. Næsten alle materialer, som kom fra grusgrave og stenbrud i Nordsjælland og fra godset Avnsøgårds grusgrave mellem Jyderup og Svebølle, hvor der i 1889 i forbindelse med Garderhøjfortets opførelse blev etableret et sidespor, blev leveret med denne jernbane. Herved undgik man den ekstra slitage på vejnettet i kommunerne som kunne opstå ved transporten af materialer til opførelse af forterne. Der blev derfor ved hvert fort bygget en større brokonstruktion, så godsvogne kunne komme over graven og helt op på fortdækket og her blive kørt ind under den portalkran, der skulle løfte jerndelene af vognen og derefter anbringe dem på deres plads i en af fortets tårnbrønde eller affutager.

Bagsværdfortets opgaver, bestykning og bemanding

Fortet indgik i fortkæden på Landbefæstningens Nordfront og skulle i samarbejde med Gladsaxe Fort og Tinghøj Batteri beherske terrænet mellem Herlev og Bagsværd samt i samarbejde med Lyngby Fort og Tinghøj Batteri, Buddinge Batteri og Vangede Batteri, beherske terrænet mellem Bagsværd og Vintappersøen. Batterierne skulle dels beskyde en eventuel fjende foran og mellem forterne, dels skulle yde forterne rygdækning. 

Ud fra observationer fra artilleriobservatører på Vestvolden og på Tinghøj Batteri samt andre steder i området kunne man foretage intervalskydninger, d.v.s. lægge en flankerende ild mellem Fortet og Vestvolden og mellem Fortet og Bagsværdfortet. Man kunne derved lægge større tyngde i beskydningen af et mål i disse områder, fordi man også kunne benytte gravskytset i beskydningen.

Fortet var i 1911 bestykket med 4 stk. 120 mm hurtigskydende haubitser M1893 anbragt i panserforsvindingstårne og fire 120 mm hurtigskydende stålhaubitser M1893 i kaponiereaffutage samt 12 stk. 8 mm rekylgeværer M1893. Haubitz er betegnelsen for en artilleripiece, der skyder sit projektil ud i en meget krum bane, hvorved projektilets gennemslagskraft øges betydeligt. 120 mm haubitzerne kunne også anvendes til fladbaneskydning. Derudover var fortet forsynet med  to projektører.

I forsvindingstårnene var kanonerne anbragt inde under en panser-kuppel, der kunne bevæges op og ned i en støbt betonbrønd. Tårnet førtes op, når der skulle afgives skud og sænkedes derpå ned under ladningen eller når der ingen skudopgaver var – d.v.s. at de kun kunne ses fra forterrænet under ildafgivelse.

De 2 andre haubitzer i fortkernen var anbragt bag pansrede skydeskår i den såkaldte ”strubekaserne” – den side af fortlegemet, der vender bort fra fjenden og hvor der var direkte adgang til den kasematbygning, der er omtalt ovenfor, og hvor denne havde sine vinduer, der kunne lukkes med panserskodder.

I Saillankaponieren - som er den flankeringskonstruktion, der ligger på ydersiden af graven i fortets topvinklen mod fjenden – stod der 2 stk. 120 mm haubitzer, hvorved Fortets samlede bestykning blev 8 stk. 120 mm haubitzer og tolv 8 mm rekylgeværer M. 1883 til nærforsvaret.

Fortets to kikkertstationer var placeret på det vestre glacis og på en Gravhøj; Hyrdehøj, nordøst for fortet. Ved siden af kikkertstationen på det venstre glacis, blev der bygget en remise til en projektørvogn, der på et skinnelegme kunne køres frem og herfra belyse det meste af fortets forterræn.

Fortets indkørselsvej gik ind til hjørnet mellem strubegraven og østre facegrav fra øst, og kunne beskydes fra den vestre strubekaponiere, den vestlige den af saillantkaponieren og fra tårnskytset. Vest for indkørselsvejen lå boligen for den tilsynsførende fortmester.

Fortet var under 1. verdenskrig yderligere beskyttet af skyttegrave og pigtråd, der strakte sig mellem fortet og de tre batterier, Tinghøj, Budding og Vangede batteri.

I henhold til bemandingsplanen af år 1900, bestod bemandingen i fredstid af fire officerer, 13 underofficerer og 57 menige. Mobiliseringsstyrken udgjordes af 98 mand, bestående af to officerer, 16 underofficerer og 80 menige.

Bagsværdfortets nedlæggelse

Fortet blev sammen med hovedparten af anlæggene i land-befæstningen nedlagt i 1920. Ved nedlæggelsen overtog Hærens Ammunitionsarsenal fortet til oplagring af ammunition.

Bagsværdfortet.Kortudsnittet viser fortkæden Gladsaxefortet (nederst til venstre), Bagsværdfortet (i midten) og Lyngbyfortet (øverst til højre).

Kilde:Udsnit af Generalstabens fortrolige kort, 1900, Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.

Bagsværdfortet. Tegning med fortets plan og snit.

Kilde: Rigsarkivet.

Bagsværdfortet. Detaljeret tegning.

Kilde: Rigsarkivet.

Bagsværdfortet. Opførelsen af fortet er i fuld gang.

Foto: Tøjhusmuseet.

Bagsværdfortet. Fortets strubekaserne i 1920.

Foto: Hærens arkiv.

Bagsværdfortet, Soldater opstillet til fotografering foran hovedporten i fortets strubefacade.

Foto: Gladsaxe Lokalhistoriske Arkiv.

Bagsværdfortet. Kikkertstationen til fortet i 1920. Kikkerstationen var placeret på gravhøjen; Hyrdehøj, nordøst for fortet.

Foto: Peter Thorning Christensens Arkiv.