Kystbatteriet Kongelunds Batteri

Kystbatteriet Kongelunds Batteri


Kongelunds Batteri som i 1939 blev omdøbt til Kongelundsfortet blev anlagt i perioden 1914-1916 på strandengene 500 m syd for Kongelunden på Amagers sydvestkyst og nedlagt i 1982.


Fortet var et delvist lukket rektangulært jordværk med betonbygninger indbygget i jordanlæggene på facen og på struben samt en fritstående kasernebygning i batterigården.


Batteriet var oprindeligt bevæbnet med fire 29 cm haubitzer, fire 75 mm og to 47 mm kanoner. I 1939 blev batteriet ombygget og omarmeret. Hovedarmeringen var derefter fire 15 cm kanoner.


Under den sidste del af 2. Verdenskrig blev fortet anvendt af den tyske værnemagt. I begyndelsen af 1950’erne blev det moderniseret og ombygget for at kunne indgå i Den Kolde Krigs luftforsvar af København. I 1957 blev det atter ombygget for at kunne være kontrolstation for en raketeskadrille for Nike-missiler, der blev opstillet i et omfattende afskydningsområde på den sydlige del af det inddæmmede Vestamager. Raketeskadrillerne blev nedlagt i 1977 og Kongelundsfortet i 1982.  I 1996 købte Dragør kommune fortet for 1 mio. kr. af Forsvarsministeriet.


Kystbatteriet Kongelunds Batteri. Set fra vest 1950. Flyvevåbenets Billedarkiv.

Kystbatteriet Kongelunds Batteri. Set fra vest 1950. Foto: Flyvevåbenets Billedarkiv.