Hvidøre Batteri

Hvidøre Batteri


Hvidøre batteri blev opført i 1892 syd for Klampenborg station som Landbefæstningens højre fløjbatteri og blev bygget på den østlige ende af Christiansholm Batteriets øste batterilinje, ca. 100 meter fra kysten og var et åbent jordværk med et 16 meter tykt jordbrystværn. Bag brystværnet var anlagt to dobbelte betonbriske, en på hver side af en centertravers, der indeholdt batteriets ammunitionsmagasin. På toppen af centertraversen lå batteriets kikkertstation.


Batteriet havde en række opgaver; at medvirke til at hindre en fjendtlig landgang i området omkring Klampenborg, at medvirke til at hindre et fjendtligt bombardement af København fra fjendtlige enheder i området omkring Middelgrunden, at medvirke til at hindre fjendtlige enheder i at trænge ned i renden mellem Middelgrunden og Sjællands kyst, og at hindre mindre fjendtlige enheder i at trænge så langt frem langs kysten, at de kunne skyde ind i ryggen på Nordfronten.


Bestykningen bestod i 1918 af fire 17 cm stålkanoner M1887, der tidligere havde stået i Prøvestensfortets kasematter.


Batteriet var kun bemandet under øvelser, hvor mandskabet var indkvarteret i telte. Under hele 1. verdenskrig var batteriet fuldt bemandet med 77 artillerister, der var indkvarteret i en barakby indeholdende belægningsstuer, køkken, kontorer mv.


I 1922 blev batteriet nedlagt og efterfølgende solgt.


Hvidøre Batteri . Under anlæg 10. marts 1892. Tøjhusmuseet.

Hvidøre Batteri. Under anlæg 10. marts 1892.

Foto: Tøjhusmuseet.


Hvidøre Batteri. Indkvarteringsbarakker 1915. Tøjhusmuseet.

Hvidøre Batteri. Indkvarteringsbarakker 1915.

Foto: Tøjhusmuseet.