Landbefæstningen



Landbefæstningen


Landbefæstningen skulle oprindelig bestå af en sammenhængende voldlinje med en række foranliggende forter, som skulle holde fjendens belejringsskyts på afstand. For at spare blev det imidlertid foreslået at erstatte fortlinjen og voldlinjen mellem Køge Bugt og Utterslev Mose (Vestfronten) med en forstærket voldlinje, der skulle udfylde begge de to tidligere foreslåede linjers opgaver. Denne model kunne anvendes på Vestfronten på grund af det flade overskuelige terræn. Det bakkede terræn mod nord (Nordfronten) krævede derimod en anden løsning. Her byggede man en fortrække og en bagved liggende batterirække mod nordvest og et oversvømmelsesområde på strækningen mellem Ermelunden (Lyngby Enge) og Klampenborg. Til beskyttelse af oversvømmelsesområdet blev der opført nogle mindre batterier, bl.a i Ordrup Krat.


Landbefæstningen er opdelt i Nordfronten fra Øresund til Utterslev Mose, Vestfronten (Vestvolden) fra Utterslev Mose til Avedøre og endelig Sydfronten på Amager. Nord- og Vestfronten blev opført i 1886-1894, mens Sydfronten først blev anlagt under 1. Verdenskrig.


Klik på de understregede røde tekster for at læse yderligere om de enkelte anlæg.


Nordfronten

Nordfronten bestod af en fremskudt kæde af forter:

Gladsaxefort,

Bagsværdfort,

Lyngbyfort,

Garderhøjfort og

Fortunfort.


Forternes opgave var at skabe en sammenhængende ildbarriere fra Vestvolden til Øresund. Dog blev det østligste fort, der skulle have ligget på Eremitagesletten, aldrig bygget, hvorved det sidste stræk af Nordfronten var ubefæstet, det såkaldte ”Hul i Nordfronten”. Hullet blev først lukket da man i begyndelsen af 1. Verdenskrig opførte kystfortet Taarbækfort samt anlagde en kraftig feltbefæstet linie tværs gennem Dyrehaven fra Fortunfort til Øresund.


Bag forterne lå en batterikæde bestående af:

Tinghøj Batteri,

Buddinge Batteri,

Vangede Batteri,

Gentofte Batteri og

Bernstorff Batteri.


Batteriernes opgave var at beskyde fjenden foran fortkæden, mellem forterne samt at give forterne rygdækning.


Fort- og batterikæderne skulle i krigstid suppleres med en meget omfattende passiv hindring i form af et oversvømmelsesanlæg, der bestod af et tilledningsanlæg, kaldet Fæstningskanalen, samt et oversvømmelsesanlæg, der bestod af Nordre Oversvømmelse og Søndre Oversvømmelse.


Ved anlæg af oversvømmelsesanlægget udnyttede man, at der mellem Utterslev mose og Klampenborg er en række naturlige lavninger som forholdsvis let kunne ombygges til oversvømmelsesbassiner. Vand fra Furesøen kunne via Fæstningskanalen udledes i disse forberedte bassiner, hvorved der kunne skabes en bred ”voldgrav” langs Dyrehavens sydside mellem Ermelunden og Øresund (Nordre Oversvømmelse) samt mellem Ermelunden og Utterslev mose (Søndre Oversvømmelse).


Til beskyttelse af Nordre Oversvømmelse blev anlagt Dæmningsbatterierne, bestående af Ordrupkrat Batterierne, Hovmarksstillingen og Dæmningsbatteri I, Dæmningsbatteri II, Dæmningsbatteri III, Dæmningsbatteri IV samt Christianholms Batteri.


Til beskyttelse af Søndre Oversvømmelse blev anlagt Jægersborg Batteri og Søborghus Batteri.


Udviklingen i kanonernes skudvidde samt byudviklingen siden opførelsen af forter og batterier, der havde indskrænket det frie skudfelt fra forter og batterier. Derfor blev landbefæstningen  forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig udbygget med række fremskudte feltbefæstede stillinger bestående af skyttegrave og pigtrådshegn med lette og mellemsvære betonanlæg:


Vintappergårdstillingen,

Baunehøjstillingen,

Dyrehavestillingen og

Tunestillingen.


Fra Baunehøjstillingenj gik der en feltbefæstet stilling mod vest til Furesøen og en feltbefæstet stilling mod syd til Fæstningskanalen og Garderhøjfort. Ligeledes blev der anlagt skyttegravsstillinger med forstærkning af pigtråd mellem forterne på Nordfronten.


Tunestillingen blev anlagt som en fremskudt stilling foran Landbefæstningen, idet den tyske hær rådede over langtrækkende belejringsartilleri, der kunne bombardere Københavns centrum. Stillingen blev placeret på Sjællands smalleste område, mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord.


For yderligere at styrke Nordøstsjællands forsvar, blev der i forlængelse af Tunestillingen udlagt materieldepoter langs østsiden af Roskilde fjord, således at der hurtigt kunne etableres  en forsvarsstilling langs fjorden, kaldet Roskildefjordstillingen.


Vestfronten

Vestfronten også kaldet Vestvolden strækker sig i en cirkelbue fra Utterslev Mose til Køge Bugt ved Avedøre.  Vestvolden var opdelt i Husumenceinten (fra Utterslev Mose til Harrestrup Å) og Vestenceinten (fra Harrestrup Å til Køge Bugt). Vestvolden med en tværprofil på ca. 100 m var traditionelt konstrueret med forvold, våd grav og hovedvold, mens dens længdeprofil var en speciel dansk konstruktion ”Den danske Front”, karakteriseret ved at skytskasematter (kaponierer) blev anlagt forskudt fra hinanden med ca. 600 m mellemrum. Vestvolden var i alt 14 km lang og var sammenhængende med det nordlige oversvømmelsesområde, således at der kunne dannes en vandfyldt voldgrav rundt om hele København.


Sydfronten

Københavns Bastionære Befæstning blev anlagt fra 1600-tallet og blev løbende udbygget indtil 1870, men var på dette tidspunkt håbløst forældet. Mellem 1886 og 1894 blev der anlagt moderne befæstningsanlæg nord og vest for København, men der blev ikke gjort noget for at modernisere og forstærke befæstningen fra den helt utids-svarende Christianshavns Vold. København var derfor indtil udbruddet af 1. verdenskrig kun beskyttet af Christianshavns Vold mod angreb fra Amagersiden.


Christianhavns Vold blev ved Lov af 1909 nedlagt som befæstning med virkning fra tidspunktet, hvor der var etableret en befæstning af Amagers sydkyst. Trods alvorlige protester fra Københavns Kommandant blev Christianshavns voldanlæg herefter nedlagt.


Sydfronten på Amager blev bygget i to etaper under 1. Verdenskrig.


I starten af 1. verdenskrig blev Tømmerupstillingen anlagt af det indkaldte mandskab fra sikringsstyrken og stod færdig i slutningen af 1915. Det var en  feltbefæstet stilling tværs over Amager og forløb fra Amager Strandvej til Koklapperne på vestsiden af Amager.


Opførelsen af Sydamagerstillingen blev igangsat i 1915, idet det ikke skulle være muligt for en fjende at gå i land på Amagers sydkyst. Stillingen var et større forsvarsanlæg med en længde på ca. 10 kilometer langs kysten mellem Dragør Fort og Kongelunds Fort, og med forlængelse langs kysten forbi Kongelunden. Stillingen var færdigbygget i løbet af foråret 1916.



Landbefæstningen. Kortet giver et overblik over omfanget af Landbefæstningen i Københavns nyere Befæstning.

Kilde: "Københavns nyere Befæstning 1858-1920", Udgivet af Københavns Amt 2003.


Nordfronten i Københavns Landbefæstning. Kortudsnittet viser kæden af forter og batterier, oversvømmelses-anlægget, der bestod af nordre oversvømmelse mellem Ermelunden og Øresund samt søndre oversvømmelse mellem Ermelunden og Utterslev mose. Endelig viser kortet befæstningsanlæggene der blev opført under 1. verdenskrig og som bestod af skyttegrave, pigtrådshegn samt lette og mellemsvære betonanlæg.

Kilde/kort: Københavns Amt 2003.


Vestfronten (Vestvolden). Volden strækker sig i en cirkelbue fra Utterslev Mose til Køge Bugt ved Avedøre og var opdelt i Husumencienten og Vestencienten.

Kilde/kort: Københavns Amt 2003.


Tunestillingen og Roskildefjordstillingen. Kortudsnittet viser tunestillingen mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord, der blev anlagt under 1. verdenskrig samt den planlagte Roskildefjordstilling mellem Roskilde og Hundested.

Kilde: A.N. Hvidt.


Kort over Københavns Bastionære Befæstning 1807.

Kilde: Generalstaben 1851, rettet 1865, Kort- og Matrikelstyrelsen.


Sydfronten. I første omgang bestod Syd-fronten af Tømmerupstillingen, der lå på tværs af Amager. Under 1. verdenskrig blev  Sydfronten fremrykket til kystenlinjen på Sydamager. 

Kilde/kort: Københavns Amt 2003.