Søbefæstningen

Søbefæstningen

Som forsvar over for fjendtlige krigsskibe havde København før 1858 kun søfortet Trekroner, søbatteriet Lynetten og kystbatteriet Strickers Batteri. I perioden 1858 til 1918 blev der bygget en egentlig søbefæstning, der kom til at bestå af tre linjer.


Den inderste og første linje blev bygget for at undgå at fjenden kunne sejle helt ind til København. Senere byggedes den mellemste og den yderste linje efterhånden som udviklingen af langtrækkende artilleri gjorde det nødvendigt at holde fjenden på større afstand af København.

A: Den indre linje

Den indre linje blev opført i 1858-1868 og var et resultat af; ”Lov om Søbefæstningen 1858”, ifølge hvilken der skulle anlægges fire nye kasematerede forter, et fort på Stubben (lavvandet grund nordvest for trekroner), et nordligt og et sydligt mellemfort og et fort på Prøvestenen. Derudover skulle Trekroner og Lynetten forsynes med skytskasemater. Dette ville i alt koste 7,6 mio. kr. 

A: Søbefæstningen, Den indre linje

B: Søbefæstningen, Den mellemste linje

C: Søbefæstningen, Den ydre linje

D: Landbefæstningen

I 1860 foreslog Kommissionen af officerer for Hær og Flåde imidlertid at anlægge et fort på Middelgrunden og for at skaffe midler hertil bl.a. at udlade det nordlige Mellemfort og fortet på Stubben. Ministeriet accepterede straks indskrænkningerne, men ville af hensyn til den stærke udvikling af skyts og skibskonstruktioner ikke gå med til at anlægge fortet på Middelgrunden.

I 1868 var disse reducerede arbejder gennemført til en samlet pris af 3,5 mio kr. Middelgrundsfortet blev dog senere opført i 1890-1894 i henhold til de provisoriske finanslove.


Den indre linje opførtes langs landsiden af Kongedybet (sejlrende lige udenfor indsejlingen til Københavns Havn) og bestod som nævnt af de tre gamle ombyggede anlæg samt tre nyopførte anlæg; kystbatteriet Kalkbrænderi Batteri samt søforterne Mellemfort og Prøvestenen. Formålet med forsvarslinjen var at beskytte København og Flådens Leje (Holmen) mod bombardement fra søsiden samt at forhindre fjenden i at blokere sejlløbet ind til Havnen.

B: Den mellemste linje

Udviklingen af langtrækkende artilleri gjorde det nødvendigt at holde fjenden på større afstand af København, hvorfor regeringen i årene 1872-1874 fremsatte forslag til anlæggelse af nye søbefæstningsanlæg, der skulle sikre København mod bombardement og overrumpling fra søsiden. Ingen af disse forslag blev vedtaget. Brug af de provisoriske finanslove gjorde det dog muligt at opføre den mellemste linje i årene 1885-1894.


Den mellemste linje bestod af Charlottenlund Batteri, Middelgrundsfortet og Kastrup Batteri. Formålet med denne forsvarslinje var at dække sejlrenderne Hollænderdybet (sejlrende mellem Middelgrunden og Saltholm) og Renden (den nordlige indsejling til København) og at holde en fjendtlig flåde med moderne artilleri på tilstrækkelig afstand af København.

Desuden blev der ved landbefæstningens to fløje opført Hvidøre batteri og Avedøre Batteri, der skulle hindre beskydning fra fjendtlige fartøjer af landbefæstningens kystnære anlæg.


C: Den ydre linje 

Den ydre linje blev opført i 1910-1918 efter vedtagelse af Forsvarsloven i 1909, som bevilgede 11 mio. kr. til udvidelsen af søbefæstningen.


Omkring København blev der således etableret en tredje forsvarslinje, der gik fra Taarbæk over Saltholm til Dragør og videre til Kongelunden på den sydlige del af Amager. Linjen udgjordes af kystfortet Taarbækfort, søfortet Flakfort, kystbatterierne Barakke batteri og Saltholms batteri (begge på Saltholm), søfortet Dragørfort, kystbatteriet Kongelunds batteri samt kystbatteriet Mosede batteri, syd for Greve. Mosede batteri blev opført på det eneste sted nord for Køge, hvor fjendtlige skibe kunne komme tæt ind under land og iværksætte en landgangsoperation.


Formålet med den ydre linje var således at dække Sjællands kyst nordpå mod Vedbæk, at dække Amagers kyst til midt på vestsiden af øen samt at dække dele af Køge Bugts kyst. Etableringen af den ydre linje betød desuden, at hele den centrale del af Øresund blev spærret.


Kystbefæstningsanlæg på Sjælland

Forsvarsloven af 1909 bevilgede tillige 5 mio. kr. til opførelse af kystbefæstningsanlæg på det øvrige Sjælland. I perioden 1912-1917 blev der således bygget et antal forsvarsanlæg til beherskelse af Isefjorden, Roskildefjorden, Smålandsfarvandet og Grønsund.


Ved Hundested opførtes Lynæsfort og Spodsbjerg Batteri, som havde til formål at beskytte minefelterne i Isefjordens indløb, at hindre fjendtlige enheder i at sejle ind i Isefjorden og Roskildefjorden, samt at hindre landgangsforsøg på nordsiden af Halsnæs (Hundested halvøen).


Ved Smålandsfarvandet opførtes Masnedøfortet og ved Grønsund blev opført Grønsundstillingen, bestående af Borgsted Batteri og Hårbølle Batteri, begge placeret på den sydvestlige del af Møn.Den officielle betegnelse for de sydligste af disse stillinger var "Smaalandsfarvands- og Grønsundstillingen.

 

Den vestlige del af Smålandsfarvandsstillingen bestående af Vejrø Fort og Helholm Batteri blev aldrig opført, da forsinkelser og fordyrelser på de øvrige stillinger opbrugte de bevilgede midler. Et meget ønsket batteri på Knudshoved Odde nåede aldrig med i lovens tekst.

 

Masnedøfort blev opført på vestsiden af Masnedø i årene fra 1912. Selv om fortet blev taget i brug af Hærens Kystartilleri og hejste kommando i 1915, så var de sidste detaljer ikke på plads før i 1918.


Hårbølle Batteri blev bygget i årene 1914-1915 og havde til opgave at bestryge det minefelt, der skulle spærre Grønsund mod indtrængning sydfra.

 

Borgsted Batteri blev bygget i 1917 og havde til opgave at beskytte søvejen og forbindelsen mellem Sjælland og Falster.