Landbefæstningen

Landbefæstningen

Landbefæstningen skulle oprindelig bestå af en sammenhængende voldlinje med en række foranliggende forter, som skulle holde fjendens belejringsskyts på afstand. For at spare blev det imidlertid foreslået at erstatte fortlinjen og voldlinjen mellem Køge Bugt og Utterslev Mose (Vestfronten) med en forstærket voldlinje, der skulle udfylde begge de to tidligere foreslåede linjers opgaver. Denne model kunne anvendes på Vestfronten på grund af det flade overskuelige terræn. Det bakkede terræn mod nord (Nordfronten) krævede derimod en anden løsning. Her byggede man en fortrække og en bagved liggende batterirække mod nordvest og et oversvømmelsesområde på strækningen mellem Ermelunden (Lyngby Enge) og Klampenborg. Til beskyttelse af oversvømmelsesområdet blev der opført nogle mindre batterier, bl.a i Ordrup Krat.


Landbefæstningen er opdelt i Nordfronten fra Øresund til Utterslev Mose, Vestfronten (Vestvolden) fra Utterslev Mose til Avedøre og endelig Sydfronten på Amager. Nord- og Vestfronten blev opført i 1886-1894, mens Sydfronten først blev tilføjet under 1. Verdenskrig.

Nordfronten

Nordfronten bestod af en fremskudt kæde af forter; Gladsaxefort, Bagsværdfort, Lyngbyfort, Garderhøjfort og Fortunfort. Forternes opgave var at skabe en sammenhængende ildbarriere fra Vestvolden til Øresund. Dog blev det østligste fort, der skulle have ligget på Eremitagesletten, aldrig bygget, hvorved det sidste stræk af Nordfronten var ubefæstet, det såkaldte ”Hul i Nordfronten”. Hullet blev først lukket da man i begyndelsen af 1. Verdenskrig opførte søfortet Taarbækfort samt anlagde en kraftig feltbefæstet linie tværs gennem Dyrehaven fra Fortunfort til Øresund.


Bag forterne lå en batterikæde bestående af Tinghøj Batteri, Buddinge Batteri, Vangede Batteri, Gentofte Batteri og Bernstorff Batteri. Batteriernes opgave var at beskyde fjenden foran fortkæden, mellem forterne samt at give forterne rygdækning.

Fort- og batterikæderne skulle i krigstid suppleres med en meget omfattende passiv hindring; en oversvømmelse. Til anlæg af oversvømmelsesanlægget udnyttede man, at der mellem Utterslev mose og Klampenborg er en række naturlige lavninger som forholdsvis let kunne ombygges til oversvømmelsesbassiner. Vand fra Furesøen kunne via ”Fæstningskanalen” udledes i disse forberedte bassiner, hvorved der kunne skabes en bred ”voldgrav” langs Dyrehavens sydside mellem Ermelunden og Øresund (Nordre Oversvømmelse) samt mellem Ermelunden og Utterslev mose (Søndre Oversvøm-melse). Til beskyttelse af oversvømmensesanlæggene anlagdes Ordrupkratstillingen, Hovmarksstillingen samt Christiansholmslinjen.

Vestfronten

Vestfronten også kaldet Vestvolden strækker sig i en cirkelbue fra Utterslev Mose til Køge Bugt ved Avedøre.  Vestvolden var opdelt i Husumenceinten (fra Utterslev Mose til Harrestrup Å) og Vestenceinten (fra Harrestrup Å til Køge Bugt). Vestvolden med en tværprofil på ca. 100 m var traditionelt konstrueret med forvold, våd grav og hovedvold, mens dens længdeprofil var en speciel dansk konstruktion ”Den danske Front”, karakteriseret ved at skytskasematter (kaponierer) blev anlagt forskudt fra hinanden med ca. 600 m mellemrum. Vestvolden var i alt 14 km lang og var sammenhængende med det nordlige oversvømmelsesområde, således at der kunne dannes en vandfyldt voldgrav rundt om hele København.

Sydfronten

Sydfronten på Amager blev bygget under 1. Verdenskrig. Man anlagde i første omgang en stilling tværs hen over øen syd om Maglebylille og Tømmerup, den såkaldte Tømmerupstilling. Tømmerupstilligen blev nedlagt efter færdiggørelsen af  Dragørfortet og Kongelunds Batteriet i henholdsvis 1915 og 1916, idet der blev anlagt en skyttegravsskanselinje langs kysten mellem de to anlæg; Sydamager-stillingen. Sydfronten styrkedes yderligere ved at der opførtes to batterier Nordre og Søndre Skovbatteri i nærheden af Kongelunds Batteriet.

Yderligere feltbefæstningsanlæg

Under 1. Verdenskrig blev landbefæstningen desuden udbygget med flere befæstningsanlæg, bestående af skyttegrave og pigtrådshegn med lette og mellemsvære betonanlæg (Tune-, Vintappergaard-, Baunehøj- og Dyrehavestillingen) så der opstod en sammenhængende fæstningskæde fra Køge Bugt til Øresund. For yderligere at styrke Nordøstsjællands forsvar, blev der desuden udlagt materieldepoter langs østsiden af Roskilde fjord, således at der hurtigt kunne etableres  en forsvarsstilling langs fjorden; Roskildefjordstillingen.