Københavns nyere Befæstning

Københavns nyere Befæstning

 

Københavns Nyere Befæstning blev opført i perioden 1858 – 1918 og bestod af en søbefæstning og en landbefæstning, der tilsammen dannede en ring af forsvarsværker rundt om København.

Søbefæstningen

 

Som forsvar over for fjendtlige krigsskibe havde København før 1858 kun søfortet Trekroner, søbatteriet Lynetten og kystbatteriet Strickers Batteri. I perioden 1858 til 1918 blev der bygget en egentlig søbefæstning, der kom til at bestå af tre linjer.

 

Den inderste og første linje blev bygget for at undgå at fjenden kunne sejle helt ind til København. Senere byggedes den mellemste og den yderste linje efterhånden som udviklingen af langtrækkende artilleri gjorde det nødvendigt at holde fjenden på større afstand af København.

 

 

A: Den indre linje

Den indre linje blev opført i 1858-1868 og var et resultat af; ”Lov om Søbefæstningen 1858”, ifølge hvilken der skulle anlægges fire nye kasematerede forter, et fort på Stubben (lavvandet grund nordvest for trekroner), et nordligt og et sydligt mellemfort og et fort på Prøvestenen. Derudover skulle Trekroner og Lynetten forsynes med skytskasemater. Dette ville i alt koste 7,6 mio. kr.

I 1860 foreslog Kommissionen af officerer for Hær og Flåde imidlertid at anlægge et fort på Middelgrunden og for at skaffe midler hertil bl.a. at udlade det nordlige Mellemfort og fortet på Stubben. Ministeriet accepterede straks indskrænkningerne, men ville af hensyn til den stærke udvikling af skyts og skibskonstruktioner ikke gå med til at anlægge fortet på Middelgrunden.

I 1868 var disse reducerede arbejder gennemført til en samlet pris af 3,5 mio kr. Middelgrundsfortet blev dog senere opført i 1890-1894 i henhold til de provisoriske finanslove.

 

Den indre linje opførtes langs landsiden af Kongedybet (sejlrende lige udenfor indsejlingen til Københavns Havn) og bestod som nævnt af de tre gamle ombyggede anlæg samt tre nyopførte anlæg; kystbatteriet Kalkbrænderi Batteri samt søforterne Mellemfort og Prøvestenen. Formålet med forsvarslinjen var at beskytte København og Flådens Leje (Holmen) mod bombardement fra søsiden samt at forhindre fjenden i at blokere sejlløbet ind til Havnen.

 

B: Den mellemste linje

Udviklingen af langtrækkende artilleri gjorde det nødvendigt at holde fjenden på større afstand af København, hvorfor regeringen i årene 1872-1874 fremsatte forslag til anlæggelse af nye søbefæstningsanlæg, der skulle sikre København mod bombardement og overrumpling fra søsiden. Ingen af disse forslag blev vedtaget. Brug af de provisoriske finanslove gjorde det dog muligt at opføre den mellemste linje i årene 1885-1894.

 

Den mellemste linje bestod af Charlottenlund Batteri, Middelgrundsfortet og Kastrup Batteri. Formålet med denne forsvarslinje var at dække sejlrenderne Hollænderdybet (sejlrende mellem Middelgrunden og Saltholm) og Renden (den nordlige indsejling til København) og at holde en fjendtlig flåde med moderne artilleri på tilstrækkelig afstand af København.

Desuden blev der ved landbefæstningens to fløje opført Hvidøre batteri og Avedøre Batteri, der skulle hindre beskydning fra fjendtlige fartøjer af landbefæstningens kystnære anlæg.

C: Den ydre linje

Den ydre linje blev opført i 1910-1918 efter vedtagelse af Forsvarsloven i 1909, som bevilgede 11 mio. kr. til udvidelsen af søbefæstningen.

 

Omkring København blev der således etableret en tredje forsvarslinje, der gik fra Taarbæk over Saltholm til Dragør og videre til Kongelunden på den sydlige del af Amager. Linjen udgjordes af kystfortet Taarbækfort, søfortet Flakfort, kystbatterierne Barakke batteri og Saltholms batteri (begge på Saltholm), søfortet Dragørfort, kystbatteriet Kongelunds batteri samt kystbatteriet Mosede batteri, syd for Greve. Mosede batteri blev opført på det eneste sted nord for Køge, hvor fjendtlige skibe kunne komme tæt ind under land og iværksætte en landgangsoperation.

 

Formålet med den ydre linje var således at dække Sjællands kyst nordpå mod Vedbæk, at dække Amagers kyst til midt på vestsiden af øen samt at dække dele af Køge Bugts kyst. Etableringen af den ydre linje betød desuden, at hele den centrale del af Øresund blev spærret.

Øvrige kystbefæstningsanlæg på Sjælland

 

Forsvarsloven af 1909 bevilgede tillige 5 mio. kr. til opførelse af kystbefæstningsanlæg på det øvrige Sjælland. I perioden 1912-1917 blev der således bygget et antal forsvarsanlæg til beherskelse af Isefjorden, Roskildefjorden, Smålandsfarvandet og Grønsund.

 

Ved Hundested opførtes Lynæsfort og Spodsbjerg Batteri, som havde til formål at beskytte minefelterne i Isefjordens indløb, at hindre fjendtlige enheder i at sejle ind i Isefjorden og Roskildefjorden, samt at hindre landgangsforsøg på nordsiden af Halsnæs (Hundested halvøen).

 

Ved Smålandsfarvandet opførtes Masnedøfortet og ved Grønsund blev opført Grønsundstillingen, bestående af Borgsted Batteri og Hårbølle Batteri, begge placeret på den sydvestlige del af Møn.Den officielle betegnelse for de sydligste af disse stillinger var "Smaalandsfarvands- og Grønsundstillingen.

Den vestlige del af Smålandsfarvandsstillingen bestående af Vejrø Fort og Helholm Batteri blev aldrig opført, da forsinkelser og fordyrelser på de øvrige stillinger opbrugte de bevilgede midler. Et meget ønsket batteri på Knudshoved Odde nåede aldrig med i lovens tekst.

Masnedøfort blev opført på vestsiden af Masnedø i årene fra 1912. Selv om fortet blev taget i brug af Hærens Kystartilleri og hejste kommando i 1915, så var de sidste detaljer ikke på plads før i 1918.

 

Hårbølle Batteri blev bygget i årene 1914-1915 og havde til opgave at bestryge det minefelt, der skulle spærre Grønsund mod indtrængning sydfra.

Borgsted Batteri blev bygget i 1917 og havde til opgave at beskytte søvejen og forbindelsen mellem Sjælland og Falster.

Landbefæstningen

 

Landbefæstningen skulle oprindelig bestå af en sammenhængende voldlinje med en række foranliggende forter, som skulle holde fjendens belejringsskyts på afstand. For at spare blev det imidlertid foreslået at erstatte fortlinjen og voldlinjen mellem Køge Bugt og Utterslev Mose (Vestfronten) med en forstærket voldlinje, der skulle udfylde begge de to tidligere foreslåede linjers opgaver. Denne model kunne anvendes på Vestfronten på grund af det flade overskuelige terræn. Det bakkede terræn mod nord (Nordfronten) krævede derimod en anden løsning. Her byggede man en fortrække og en bagved liggende batterirække mod nordvest og et oversvømmelsesområde på strækningen mellem Ermelunden (Lyngby Enge) og Klampenborg. Til beskyttelse af oversvømmelsesområdet blev der opført nogle mindre batterier, bl.a i Ordrup Krat.

 

Landbefæstningen er opdelt i Nordfronten fra Øresund til Utterslev Mose, Vestfronten (Vestvolden) fra Utterslev Mose til Avedøre og endelig Sydfronten på Amager. Nord- og Vestfronten blev opført i 1886-1894, mens Sydfronten først blev tilføjet under 1. Verdenskrig.

 

Nordfronten

 

Nordfronten bestod af en fremskudt kæde af forter; Gladsaxefort, Bagsværdfort, Lyngbyfort, Garderhøjfort og Fortunfort. Forternes opgave var at skabe en sammenhængende ildbarriere fra Vestvolden til Øresund. Dog blev det østligste fort, der skulle have ligget på Eremitagesletten, aldrig bygget, hvorved det sidste stræk af Nordfronten var ubefæstet, det såkaldte ”Hul i Nordfronten”. Hullet blev først lukket da man i begyndelsen af 1. Verdenskrig opførte søfortet Taarbækfort samt anlagde en kraftig feltbefæstet linie tværs gennem Dyrehaven fra Fortunfort til Øresund.

 

Bag forterne lå en batterikæde bestående af Tinghøj Batteri, Buddinge Batteri, Vangede Batteri, Gentofte Batteri og Bernstorff Batteri. Batteriernes opgave var at beskyde fjenden foran fortkæden, mellem forterne samt at give forterne rygdækning.

Fort- og batterikæderne skulle i krigstid suppleres med en meget omfattende passiv hindring; en oversvømmelse. Til anlæg af oversvømmelsesanlægget udnyttede man, at der mellem Utterslev mose og Klampenborg er en række naturlige lavninger som forholdsvis let kunne ombygges til oversvømmelsesbassiner. Vand fra Furesøen kunne via ”Fæstningskanalen” udledes i disse forberedte bassiner, hvorved der kunne skabes en bred ”voldgrav” langs Dyrehavens sydside mellem Ermelunden og Øresund (Nordre Oversvømmelse) samt mellem Ermelunden og Utterslev mose (Søndre Oversvøm-melse). Til beskyttelse af oversvømmensesanlæggene anlagdes Ordrupkratstillingen, Hovmarksstillingen samt Christiansholmslinjen.

 

 

Vestfronten

 

Vestfronten også kaldet Vestvolden strækker sig i en cirkelbue fra Utterslev Mose til Køge Bugt ved Avedøre. Vestvolden var opdelt i Husumenceinten (fra Utterslev Mose til Harrestrup Å) og Vestenceinten (fra Harrestrup Å til Køge Bugt). Vestvolden med en tværprofil på ca. 100 m var traditionelt konstrueret med forvold, våd grav og hovedvold, mens dens længdeprofil var en speciel dansk konstruktion ”Den danske Front”, karakteriseret ved at skytskasematter (kaponierer) blev anlagt forskudt fra hinanden med ca. 600 m mellemrum. Vestvolden var i alt 14 km lang og var sammenhængende med det nordlige oversvømmelsesområde, således at der kunne dannes en vandfyldt voldgrav rundt om hele København.

 

 

Sydfronten

 

Sydfronten på Amager blev bygget under 1. Verdenskrig. Man anlagde i første omgang en stilling tværs hen over øen syd om Maglebylille og Tømmerup, den såkaldte Tømmerupstilling. Tømmerupstilligen blev nedlagt efter færdiggørelsen af Dragørfortet og Kongelunds Batteriet i henholdsvis 1915 og 1916, idet der blev anlagt en skyttegravsskanselinje langs kysten mellem de to anlæg; Sydamager-stillingen. Sydfronten styrkedes yderligere ved at der opførtes to batterier Nordre og Søndre Skovbatteri i nærheden af Kongelunds Batteriet.

 

 

Yderligere feltbefæstningsanlæg

 

Under 1. Verdenskrig blev landbefæstningen desuden udbygget med flere befæstningsanlæg, bestående af skyttegrave og pigtrådshegn med lette og mellemsvære betonanlæg (Tune-, Vintappergaard-, Baunehøj- og Dyrehavestillingen) så der opstod en sammenhængende fæstningskæde fra Køge Bugt til Øresund. For yderligere at styrke Nordøstsjællands forsvar, blev der desuden udlagt materieldepoter langs østsiden af Roskilde fjord, således at der hurtigt kunne etableres en forsvarsstilling langs fjorden; Roskildefjordstillingen.

 

 

Omkostninger

 

Alt i alt lagde byggeriet af Københavns nyere Befæstning beslag på en betydelig del af Statens indtægter i disse år. Ifølge statsregnskabet kostede opførelsen af Københavns Sø- og Landbefæstning i perioden 1885 - 1894 i alt ca. 35,5 mio. kr., hvoraf Land-befæstningen lagde beslag på 18 mio. kr. De faktisk afholdte udgifter for perioden 1887-1894 er nok nærmere 50 mio. kr. svarende til ca. 7,8 mio. kr. årligt. Da Statens indtægter i den samme periode gennemsnitligt lå på 58,3 mio. kr. pr. år, svarer det til, at de ekstraordinære udgifter til fæstningsanlæg udgjorde 13-14% af statens samlede budget. Til sammenligning udgjorde udgifterne til Storebæltsbroen 0,5 % af Statens budget i den 10-årige opførelsesperiode (1988-1998).