Vestfronten

På hjemmesiden Vestvolden finder du mange flere oplysninger og et glimrende kort over vestvolden

Københavns Befæstening var opdelt i fire (oprindeligt fem) administrative enheder: Nordfronten (der oprindeligt var delt i Nordfronten og Nordvestfronten), Vestfronten, Sydfronten og Søbefæstningen. Søbefæstningen sorterede under flåden mens de øvrige fronter var underlagt hærens kommando.

Vestvolden, Vestencienten og Vestfronten; de tre navne betegner det samme - mere eller mindre. Med Vestvolden og -encienten henvises til forsvarslinjen markeret med grønt på kortet. Op til første verdenskrig dækkede begrebet: Vestfronten samme linje. Men i takt med at teknologien og kanonernes rækkevidde øgedes blev det nødvendigt at rykke vestfronten længere mod vest og ved første verdenskrigs udbrud var det reelt Tunestillingen, som udgjorde vestfronten.

Vestencienten - den originale vestfron markeret med grønt - er opbygget efter Den Danske Fronts princip som et 14 km langt sammenhængende voldanlæg, der med jævne mellemrum er forsynet med batterier til fjenkamp og godt skjulte kaponierer til nærforsvar. Nordfronten (anskueliggjort med blåt) derimod er opbygget som et system af forter til nærkamp støttet af et antal bagvedliggende batterier til fjernkamp og endelig et antal stillinger med specifikke forsvarsmæssige opgaver.

Et ofte stillet spørgsmål er, hvorfor de to anlæg er så forskellige? Forklaringen skal søges i topografien.

Vestfronten

Som det fremgår af kortet er området mellem Køgebugt og Husum forholdsvis fladt, hvilket både ud fra et bygningsmæssigt og et forsvarsmæssigt synspunkt indbyder til et sammenhængende forsvarssystem. Området nordvest og nord for København er derimod temmelig

kuperet. Et sådant område lader sig kun forsvare, hvis det lokale terræn tages med i betragtning. Derfor er de forskellige anlæg på nordfronten ikke placeret på en linje men placeret netop dér, hvor de gjorde størst gavn set i forhold til topografien herunder naturligvis oversvømmelsen.

Den Danske Front

Der findes ikke mange kendte, endsige verdenskendte, militære teoretikere af dansk oprindelse. Men skulle man trække én frem, som i hvertfald har gjort sig bemærket, så er det Oberstløjtnant E. J. Sommerfeldt - Den Danske Fronts fader.

Det traditionelle bastionære forsvar (figuren øverst til højre) bygger på, at man fra et antal bastioner placeret med passende mellemrum langs en voldlinje dels kan skyde frontalt mod fjenden dels flankere fjenden, som forsøger at trænge igennem selve voldlinjen. En væsentlig ulempe ved det bastionære forsvar er, at fjendne har let ved at identificere bastionen og koncentrer ilden netop der. Og somom det ikke var nok så er forsvarerne heller ikke ret godt beskyttet. Dette hæmmer naturlig-vis forsvaret i sig selv, men samtidig har forsvaret ikke særlig effektivt, da det er vanskeligt at koncentrere ilden mod klart definerede mål. Man kan skyde i alle retninger, herunder - hvad

Sommerfeldt
Sommerfeldt var den dominerende designer bag Københavns Befæstning, herunder 'Den Danske Front', som gjorde ham verdenskendt.

Principskitsen viser en traditionel bastionær befæstning. Den grundlæggende idé er, at et sammen-hængende voldanlæg med passende mellemrum brydes af en bastion, hvorfra nærforsvaret håndteres. Det bemærkes, at man kan skyde i alle retninger fra bastionen herunder mod nabobastionen, og at bastionen er let genkendelig for fjenden (Kilde: O.Andersen)

der ofte kunne ske i kampens tumult - mod sine egne soldater på volden eller på nabobastionen.

Den Danske Front eller som det i den korrekte militære terminologi hedder: Det modificerede bastionære forsvar (herunder), råder i nogen grad bod på disse ulemper. Ligesom det var tilfældet med det ordinære bastionære forsvar deles voldlinjen op i passende stykker; for vestvoldens vedkommende af ca. 600 meter. Men i stedet for fra bastioner sker nærforsvaret fra en kaponiere, som er placert for enden af den tilgrænsende voldlinje. Kaponieren er gravet godt ned

og dækket med jord og beton. Samtidig er den trukket lidt ind i volden, således at fjenden ikke har mulighed for direkte observation. Forsvaret har dermed vundet betydelige fordele: For det første er forsvaret bedre beskyttet mod fjendes ild. For det andet får forsvaret mulighed for at flankere fjenden med meget koncentrert ild langs den lige voldlinje.

Sommerfeldts design var således særdeles cost-effektivt i kamp, men det var også betydeligt billigere at opføre. Alt i alt imøderkommer designet altså et af de vigtigste krav i forhold til at vinde en krig, nemlig at spare på ressourcerne.

Den Danske Front
Den Danske Front er kendetegnet ved, at nærforsvaret sker fra en særdeles velbeskyttede kaponierer (markeret med blåt), og at skydningen fra disse sker koncentreret på et afgrænset område langs volden (skudretningen markeret med rødt). Fjenden har ikke mulighed for direkte observation.
Vestvolden
Fjenden kom fra højre side i billedet og ville altså komme ind i karponierens flankerende skudfelt mens han befandt sig i vandet. Næppe en misundelsesværdig position!!