Nordfronten:

Gladsaxe
Fort

Gladsaxe Fort

Historie

Gladsaxe Fort er bygget i 1892-93 og er således et af de sidste, der sammen med Fortun- og Bagsværd Fort blev færdige inden forsvarsforliget i 1894, der markede afslutningen på fæstningsbyggeriet (indtil det blev genoptaget under første verdenskrig). Det blev nedlagt som militært anlæg i 1920. I en periode herefter fungerede fortet som bryggeri - kendt for den forfriskende Fortøl! Senere blev arealet anvendt som oplagsplads for entreprenørmateriel. I 1971 købte Gladsaxe Kommune fortet og gennemførte en flot istandsættelse. Siden har det været udlejet til hjemmeværnet og Gladsaxe Fort er dermed det eneste, som endnu tjener militære formål.

Beskrivelse

Gladsaxe Fort er i alt væsentligt mage til Bagsværd Fort. Fortet er i sin grundstruktur trekantet og forsynet med en kaponieren til nærforsvar i trekantens spids. Det er omkranset af en tør grav og en to meter høj betonmur (escarpen) oven på hvilken, der oprindeligt var placeret et mellem to og tre meter højt stormgitter. Selve fortbygningen, der er beskyttet af en kampestenssprængkappe, er opført i to etager af beton. Nederste etage indeholdt mandskabsrum, magasiner, køkken m.v.. Den primære bestykning var placeret i forsvindingstårne på øverste etage. Fortet var udstyret med seks forsvindingstårne på fortdækket, fire til haubitsere, to til observation.

Opgave

Gladsaxe Fort havde en nærkampopgave bestående i sammen med Vestvoldens nordlige batterier at dække terrænet ved Kagsmoseoversvømmelsen. Derudover skulle fortet sammen med Bagsværd Fort og Tinghøj Batteri, der håndterede fjernkampopgaven, hindre fjendtlig indtrængen mellem Herlev og Bagsværd.

Bestykning

Fortets bestykning bestod i otte stk. 120 mm hurtigskydende haubitsere. De fire, der udgjorde fortets primære bestykning, var placeret på fortets dæk og monteret i panserforsvindingstårne. De havde en rækkevidde på 5,3 km.. To haubitsere var sammen med et antal rekylgeværer placeret i kaponieren og de restende to var placeret i struben med henblik på nærforsvar.

Bemanding

I fredstid var fortet bemandet med 2 officerer, 5 underofficerer og 65 menige. Under første verdenskrig, hvor fortet sammen med den øvrige befæstning var kampklar, blev bemandingen øget til 2 officerer, 15 underofficerer og 78 menige.

Find fortet

Fortet ser i dag godt ud og ligger i et offentligt tilgængeligt parkområde for enden af Batterivej i Gladsaxe.

Hjemmeside

Gladsaxe Fort Hjemmeværnet på Gladsaxe Fort Fortchefens kahyt
Gladsaxe Fort i grundrids

Tegningen viser det trekantede grundrids, som blev brugt på de fleste forter på nordfronten. Saillantkaponieren ses øverst til højre på tegningen.

Gladsaxe Fort er det eneste, som endnu tjener militære formål, idet Hjemmeværnsafdelinge Hjortespring holder til her.

Gladsaxe Fort