Københavns befæstning rustes til luftkrig

Et indtil nu overset kapitel i historien om Københavns Befæstning er den fra midten af 1915 gennemførte udvikling af anlægget til også at kunne beskytte mod angribende fly, som Clemmesen m.fl. for beskrevet (og som nærværende afsnit bygger på).

I en indberetning til Generalstabens Fæstningssektion hedder det i 1909, at ingen af vore Kanoner kan siges, 'at være egnede til Bekæmpelse af Ballonmateriel og da særlig ikke til Skydning mod fri Balloner eller styrbare Luftskibe, ligesom de er uanvendleige over for de nyere Maal i Luften: Aëroplaner.' Det var imidlertid først efter 19. januar 1915, hvor det første luftangreb på London blev gennemført af luftskibene L3 (billedet) og L4, at der kom skred i en målrettet udvikling af Københavns luftforsvar.
Zeppeliner L-3
L3 bombede London den 19. januar 1915 og vagte stor international bestyrtelse.

De militære planlæggere tog udgangspunkt i, at ved 'Angreb paa Kjøbenhavn af Luftfartøjer maa der skelnes mellem:
1) Angreb, der kun tilsigter Bombardement af Byen i Almindelighed.
2) Angreb, der tilsigter Bekastning af særlige Bygninger, Pladser og lignende.
Et effektivt Forsvar mod Angreb af den
førstnævnte Art vil kun kunne udføres af Aëroplaner, thi Angriberen vil, naa han ikke tilsigter Bekastning af et bestemt mindre Objekt, let kunne bevæge sig i en sådan Højde, at han praktisk talt intet har at frygte af Skydninge fra Landjorden. ... Angreb, der tilsigter Bekastning af særlige Bygninger ... vil kunne imødegaas ved Skydning fra Landjorden; men også i dette Tilfælde kræves Aëroplaner til en sikker imødegåelse af Angrebet. Både hær og flåde havde set og forstået faren og man havde i og for sig også militære løsninger på problemet.

Nielsen & Winther Type AA
Dansk jager fra firmaet Nielsen og Winther.

Det virkelige problem var imidlertid P. Munch, som var overordentlig uvillig til at investere i militært isenkram. Hærens Overgeneral J. V. Gørtz bemærker i 1916 at 'P. Munch er meget vanskelig at have at gøre med ... Hvad han ikke straks afviser, trækker han i Langdrag ..'

Og Munch var stærk! Resultatet blev at luftforsvaret var tyndt og alt i alt bestod hele luftforsvaret i 1918 af 50 rekyl/maskin geværer, ti ombyggede 75 mm. kanoner og 33 ombyggede 47 mm. kanoner (ombygningen bestod i, at de havde fået en affutage, som gjorde det muligt at rette kanonerne op i luften mod indkomne fly). Derudover rådede man over seks Nielsen og Winther jagerfly.
Gotha G. V med eksempler på bombelasten

Svær tysk bombemaskine af Gothatypen. Den kunne medbringe ca. 600 kg bomber.
Orlogsværftet blev af de danske planlæggere anset for at være det mest sandsynlige angrebsmål for en luftbåren fjende, idet værftet stod helt centralt i den danske krigsproduktion. Luftforsvaret ved København var derfor i princippet - kun i princippet for forsvaret var fuld af huller - indrettet således, at en angribende fjende først ville møde en ydere front svarende til fæstningens yderste linje (Nordfronten, Tunestillingen og de yderste søforter) armeret med 75 og 47 mm kanoner samt rekylgeværer og derefter blev mødt af 47 mm kanoner og rekylgeværer tæt ved værftet. Sidstnævnte våben var dels placeret på forterne i nærheden (Lynetten, Mellemfort, Prøvesten m.v.) og på diverse hustage i Københavns centrum.

Den danske opfattelse af trussels-forholdet svarede iøvrigt nøje til de tyske planlæggeres, hvilket vel nok vidner om de danske planlæggeres rimelige uddannelsesniveau.
Orlogsværftet 1917

Orlorgsværftet 1917. Bemærk iøvrigt fregatten Fyn, et søsterskib til fregatten Jylland; den ses i billedets øverste højre hjørne. Kilde: Clemmesen, Marinens Bibliotek.