Danmarkshistoriens største byggeri

Byggeriet af Københavns befæstning lagde i perioden fra 1885 til 94 beslag på så store teknologiske, beskæftigelsesmæssige og økonomiske ressourcer, at det havde nationaløkonomisk betydning.

På grundlag af finanslovene fra 1885-94 lavede kaptajn A.G. Nyholm i 1902 opgørelse over udgifterne til fæstningsbyggeriet. Den viser at anlægget ialt kostede kr. 35.534.330 og 31 øre at opføre med udgifterne ligeligt fordelt mellem sø- og landbefæstningen. Det svarer til et årligt gennemsnit på ca. kr. 3,9 mio..

Da statens indtægter i samme periode i gennemsnit lå på knap kr. 60 mio. svarer det til ca. 7% af statsbudgettet i de 9 år byggeriet stod på. Beløbet er lavt sat, idet der udover selve byggeriet kom ikke

ubetydelige udgifter til diverse ekstraudstyr og Willerslev vurderer, at den samlede pris snarere ligger på ca. kr. 50 mio. svarende til 13% af statsbudgettet. Militære udgifter lagde i alt beslag på ca. 50% af statens udgifter!

Statsregnskabet for 2005 viser, at der i dag går omkring 4% af statens udgifter til dækning af forsvarets behov (18 mia. ud af et samlet forbrug på 450 mia.). En sammenligning med et andet stort offentligt anlægsarbejde, Store-bæltsbroen, kan også give et indtryk af fæstningsbyggeriets omfang: Broen blev bygget på 10 år (1988-98) og kostede 21,4 mia. altså 2,1 mia pr. år. Det svarertil 0,5% af statens udgifter i byggeperioden. Man skal altid være varsom med den slags sammenligninger, men at

Storebæltsbroen

Københavns Befæstning var en kæmpe investering, er vel ikke for meget sagt.

Under første verdenskrig blev fæstningen suppleret med Taarbæk-, Dragør-, Mosede og Flakfort samt adskillige batterier og feltbefæstede stillinger. Det var heller ikke gratis.

Det tog mange år at bygge

Byggeriet at fæstningen strakte sig over et halvt århundrede og forløb i tre etaber.

Den indre linje blev bygget i perioden fra 1858-68 og bestod af forterne omkring Holmen tæt på Københavns centrum.

Den mellemste linje blev bygget under provisorierne i perioden fra 1885-94. På søsiden opførtes Charlottenlund -, Kastrup - og Middelgrunds Fort og på landsiden blev Vestvolden og forterne på Nordfronten opført.

Den ydre linje blev opført under 1. verdenskrig og de vigtigste anlæg var Taarbæk -, Dragør -, Kongelunds - og Mosede Fort samt Flakfortet på søsiden. Se iøvrigt Altid befæstet.

I 1889 lavede Franz Sivedy en ikke særlig præcis illustration, som viser Københavns Befæstning i kamp. Billedet giver et indtryk af fæstningens omfang, der var af nationaløkonomiske dimensioner. Nationalmuseet.

Beskæftigelsen

Udgravning ved Ermelunden

En vis kaptajn Nøkkentved gjorde sig i 1883 i 14 dages bladet "Vort Forsvar" til talsmand for, at bygningen af et fæstningsanlæg ville have særdeles gavnlig virkning for nationaløkonomien og beskæftigelsen, idet byggeriet efter hans vurdering vil lægge beslag på i størrelsesordenen 10.000 mandeår. Moderne analyser (Willerslev) har vist, at hans vurdering kom til at passe. Godt gættet, må man sige!

Som billederne antyder forgik det meste af byggeriet ved håndkraft.

Billederne er fra udgravningen af fæstningskanalen i Lyngby. De to billeder til højre er fra opførelsen af Lyngby Fort. De mange arbejdere anes.....

Videnstung arbejdsplads

Langt hovedparten, ca. 85%, af arbejdskraften bestod af jord- og betonarbejdere. De lavede manuelt arbejde så som at blande cement (trampede rundt i det med bare ben), bankede forskalingsbrædder op men først og fremmest kørte de jord, beton og sten på tillebør. Det var hårdt og dårligt lønnet.

Byggeriet repræsenterede imidlertid også en stor ingeniørmæssig bedrift, og der anvendtes efter datidens målestok temmelig mange mellemteknikere og akademikere, herunder tegnere, bogførere, landinspektører, ingeniører og ingeniørassistenter. Denne gruppe udgjorde i alt omkring 5% af den samlede arbejdsstyrke.

Ca. 100 faglærte håndværkere var tilknyttet arbejdet og de udgjorde

Baneføringen fra Gladsaxe til Lyngby. Klik for større billede.

Baneføringen fra Gladsaxe til Lyngby. Klik på billedet.

sammen med en restgruppe af lokoførere, opsynsmænd m.v. de sidste 10%. Det kan måske undre, at der er lokoførere ansat ved byggeriet. Det skyldes imidlertid at netop på transportområdet kunne man lette det

tunge arbejde lidt og flere steder blev der anlagt midlertidige baner til transport af det tunge gods - både krigsmateriel og byggematerialer. John Damm Sørensen har fremskaffet et matrikelkort, som viser baneføring fra Gladsaxe til Lyngby. Linjeføringen fra Lyngby til Garderhøj fremgår desværre ikke.


Montering af kanoner i tårnene på Garderhøj Fort. I forgrunden ses lidt af byggepladsens jernbanenet.

High Tec

Der blev allerede i samtiden rejst kritik af fæstningsbyggeriet ved København. Fæstningen var, hed det typisk, forældet inden den kom i brug! Det ændrer imidlertid ikke ved, at der blev investeret meget high tec i byggeriet, og man anvendte de nyeste metoder til at sikre byggeriets styrke og holdbarhed. Det centrale omdrejningspunkt i den sammenhæng var udvikling på grundlag af systematiske forsøg og informationsindsamling - altså netop de metoder, som var forudsætningen for den industrielle udvikling i Vesteuropa.

Allerede omkring år 250 f.kr. skrev den kinesiske krigsteoretiker, Sun Tzu, at når krigsmidlerne "er brugt op, så vil

andre ledere rejse sig for at drage fordel af din svaghed. Og da vil intet menneske, ligegyldigt hvor viist det er, kunne afværge følgerne." Med andre ord: Hvis ikke du økonomisere med dine ressourcer, så vil du tabe krigen!

Dén erkendelse lå også de militære planlæggere i København på sinde, og man anstrengte sig meget for at sikre, at der blev vundet mest mulig forsvarsmæssig værdi per investeret krone.

Det ses på mange måder. Her vil vi se på et par stykker: Beton som byggemateriale, Den Danske Front, kanonernes indretning samt indførelsen af elektricitet til kommunikation og belysning.


Sun Tzu (544–496 f.kr.). Indflydelsesrig kinesisk krigsteoretiker, der fokuserede på forsvaret og bl.a. meget andet gjorde opmærksom på, at det er vigtigt at øknomisere med kræfterne.

Beton

Cement, der blandet med sand, grus og sten bliver til beton, er i virkeligheden et gammelt materiale, og man kender både antikke ægyptiske og romerske bygninger, som er opført i beton. Det er dog først i begyndelsen af 1800-tallet, da englænderen Joseph Aspdin opfinder Portland Cement, at beton for alvor kommer på arkitekternes lystavle. I midten af århundredet fulgte franskmanden Joseph Monier succesen op ved at stålarmere betonen. Betonens styrke blev derved forøget ganske væsentligt, og det var nu klar til at indgå i militære kontruktionsarbejder. Materialet

Det er svært at sætte tal på, men bygningen af Københavns befæstning må have haft en ikke ubetydelig selvstændig betydning for industriali-seringen i slutningen af det nittende århundrede.

var dog stadig nyt og uprøvet, da København skulle befæstes, og de militære planlæggere havde ikke 100% tillid til dets egnethed til militære formål. Man foranstaltede derfor en række forsøg for i en militær sammenhæng at lære betonens styrker og svagheder at kende. Historien om beton som byggemateriale ved Københavns Befæstning kan føres tilbage til søbefæstningen, idet man efterhånden fik brug for et andet fundreringsmateriale end de traditionelle træpæle, som blev spist af pæleorm. Man forsøgte sig med forskellige materialer, bl.a. granit, men det viste sig ret hurtigt, at beton var meget cost-effektivt som fundering i vandet.

Uden øgede omkostninger ville man kunne erstatte Pæleværket ved en næsten uforgjængelig Mur, naar denne opførtes af store Blokke, for-færdigede enten af Kampestens-murværk eller af Beton. Saadanne Blokke vidstes at være anvendte med Held ved forskjellige bygnings-arbeider i Frankrig, som det hedder i en rapport fra 1861, som John Damm Sørensen har fundet.

I rapporten hedder det videre at: Betonens udmærkede Forhold under Blokkenes Transport henledede endvidere Opmærksom-heden paa, at den muligen ogsaa vilde vise stor Styrke mod beskydning. Der blev derfor i Efteraaret 1859 paa Amager opført en Mur, som paa forskjellige Strækninger bestod af forskjellige Materialier, valgte saaledes at de alle gave samme Bekostning som det til Fortet beregnede Murstensmurværk i Kalkmørtel med nogen Indblanding af Cement, nemlig, foruden dette, Kampestensmurværk i Cementmørtel og Cementbeton. [...] Denne Mur blev først beskudt i Efteraaret 1860 med glatløbet Skyts og dernæst nedskudt i Efteraaret 1861 med riflet Skyts, og ved begge Beskydninger viste Betonen et saa godt Forhold og navnlig en saa meget større Modstandsevne end Murstensmur-værket, at det vedtoges at erstatte alt dette Murværk med Beton, hvad der skete ved alle Forterne.

Forsøgene viste altså at beton var et fantastisk godt materiale set i forhold til militærets behov. Og så var det billigt!

Den Danske Front

Der findes ikke mange kendte, endsige verdenskendte, militære teoretikere af dansk oprindelse. Men skulle man trække én frem, som i hvertfald har gjort sig bemærket, så er det Oberstløjtnant E. J. Sommerfeldt - Den Danske Fronts fader.

Det traditionelle bastionære forsvar (figuren øverst til højre) bygger på, at man fra et antal bastioner placeret med passende mellemrum langs en voldlinje dels kan skyde frontalt mod fjenden dels flankere fjenden, som forsøger at trænge igennem selve voldlinjen (kurtinen). En væsentlig ulempe ved det bastionære forsvar er, at fjenden har let ved at identificere bastionen og koncentrer ilden netop der. Og som om det ikke var nok, så er forsvarerne heller ikke ret godt beskyttet. Dette i sig selv hæmmer naturlig-vis forsvaret, men samtidig er forsvaret ikke særlig effektivt, da det er vanskeligt at koncentrere ilden mod klart definerede mål. Man kan skyde i alle retninger, herunder - hvad

Sommerfeldt
Sommerfeldt var en af hovedarkitekterne på Københavns Befæstning og desingner af Den Danske Front, som gjorde ham verdenskendt.

Principskitsen viser en traditionel bastionær befæstning. Den grundlæggende idé er, at et sammen-hængende voldanlæg med passende mellemrum brydes af en bastion, hvorfra nærforsvaret håndteres. Det bemærkes, at man kan skyde i alle retninger (markeret med rød) fra bastionen herunder mod nabobastionen, og at bastionen er let genkendelig for fjenden (Kilde: O.Andersen)

der ofte kunne ske i kampens tumult - mod sine egne soldater på volden eller på nabobastionen.

Den Danske Front eller som det i den korrekte militære terminologi hedder: Det Modificerede Bastionære Forsvar (skitsen herunder), råder i nogen grad bod på disse ulemper. Ligesom det var tilfældet med det ordinære bastionære forsvar deles voldlinjen op i passende stykker; for vestvoldens vedkommende af ca. 600 meter. Men i stedet for fra bastioner sker nærforsvaret fra en kaponiere, som er placert for enden af den tilgrænsende voldlinje. Kaponieren er gravet godt ned

og dækket med jord og beton. Samtidig er den trukket lidt ind i volden, således at fjenden ikke har mulighed for direkte observation. Forsvaret har dermed vundet betydelige fordele: For det første er forsvaret bedre beskyttet mod fjendes ild. For det andet får forsvaret mulighed for at flankere fjenden med meget koncentrert ild langs den lige voldlinje.

Sommerfeldts design var således særdeles cost-effektivt i kamp, men det var også betydeligt billigere at opføre. Alt i alt imøderkommer designet altså et af de vigtigste krav i forhold til at vinde en krig, nemlig at spare på ressourcerne.

Den Danske Front

Den Danske Front er kendetegnet ved, at nærforsvaret sker fra en særdeles velbeskyttede kaponierer (markeret med blåt), og at skydningen fra disse sker koncentreret på et afgrænset område langs volden (de røde linjer). Fjenden har ikke mulighed for direkte observation.

Panserforsvindingtårn

Våbenindustrien har altid været innovativ og i slutningen af attenhundredetallet var kanoner monteret i panserforsvind-ingstårne sidste skrig. Konstruktionen skulle sikre, at kanonerne kun var synlige i det øjeblik de blev affyret, hvorved fjenden fik vanskeligere ved at placerer dem som mål for eget atilleri.

Selve forsvindingstårnet var kunstrueret således at panserkuppel, tårnvæg og affutage udgjorde en helhed, der ved hjælp af en kontravægt kunne hæves og sænkes ved håndkraft. Det vides ikke hvor hurtigt den kunne hæves og sænkes, men da kanonen skulle ned for at blive ladt, har det formentlig kunnet gøres på få sekunder. Sideretningen styredes også manuelt. En hel omdrejning kunne foretages på to minutter.

Det var muligt at sigte direkte mod mål gennem skydeskåret, hvilket lettede beskydning af bevægelige mål, men den primære ildledelse skete fra de to observationstårne.

En rapport fra Forsøgskommissionen under hæren giver et indblik i nogle af de

praktiske problemer de militære installationer gav anledning til. Rapporten omhandler et par forsøgsskud med Lyngby Forts kanoner foretaget den 25. juli 1892. Allerede ved 1ste. Skud (under 2 graders Elevation) trængte der - væsentlig gennem Aabningen mellem Kanonen og Kuppelen - saa megen Røg og Gas ind i Taarnet, at det næsten ikke var muligt at drage Aande, og Opholdet blev yderligere forværret ved Aabningen af Mekanismen, idet den i Løbet værende Krudtgas da kom til. Det blev dog besluttet at prøve endnu et Skud under samme Omstændigheder; men derefter maatte Kuplen straks løftes, da Taarnet blev saa opfyldt af Krudtgas, at alle, der var derinde, blev overfalden af Hoste, Nysen, Snue eller Næseblod. Rapporten afsluttes med, at man tiltræder Kommissionens Bemærkning om, at det efter Udfaldet af Forsøget vil være nødvendigt at gaa over til Anvendelsen af kunstig Ventillation. Således kom der mekanisk udluftning på Fortun Fortet. (kilde: John Damm Sørensen)

Panserforsvindingstårn

Panserforsvindigstårn. Nederst til venstre ses kontravægten, som gør det muligt at hæve og sænke kanonen med håndkraft. Kanonerne på Fortunfortet havde en rækkevidde på 5,6 km.

Forsøgsskydninger

Det er klart, at Den Danske Front ikke ville være blevet internationalt berømmet, hvis det ikke kunne godtgøres, at den også var effektiv. I 1902 blev der nedsat en forsvarskommision, som havde til opgave at levere betænkning med henblik på politisk beslutning om

forsvarets fremtid. Betænkningen blev færdig i 1908 og lå til grund for forsvars-forliget i 1909 - det forlig, som i realiteten lukkede befæstningen i 1920.

I forbindelse med kommissionens arbejde blev der foranstaltet et skydeforsøg med udgangspunkt

i Vestfrontens kaponiere nr. 2. Skydningen fandt sted den 18. juli 1902 og havde til formål at demonstrere hvor megen forsvarsmæssig ildkraft en underofficer og 10 mand kunne præstere. Forsøget bestod i, at der skulle skydes til måls efter 300 forskellige figurer (liggende, knælende, stådende fjender), som var placeret til lands og flydende i graven i en afstand på mellem 60 og 600 meter fra kaponieren.

Der blev skudt to runder på hhv. 30 og 120 sekunder og der blev af-givet hhv. 476 og 1632 skud med stærkt forskelligartet skyts (jf. tabellen). Efter første skydning var fjenden reduceret til en tredjedel og efter anden skydning må fjende betragtes som effektivt nedkæm-pet, idet hele 94% af figurene var gjort ukampdygtige. Jeg er ikke bekendt med kommisionens vurdering af skydningen, men antallet af 'dræbte' forekommer imponerende....

Kaponiere nr. 2. Skydeforsøg 18. juli 1902

1. skydning (30 sekunder)

2. skydning (120 sek.)

1 stk. 9 cm kanon
1 stk. 75 mm kanon
2 stk. 8 mm matrialleuse
2 stk. 8 mm rekylgevær
Ialt

3 skud
8 skud
355 skud
110 skud
476 skud

14 skud
28 skud
1360 skud
230 skud
1632 skud

Træffere

192

282

Skydning på Fortun Fortet

Man har på et tidspunkt villet teste styrken af de jernskodder, som dækker forternes vinduer i tilfælde af fjendtlig beskydning. Man havde til testen anvendt to skodder fra hhv. Bagsværd- og Gladsaxe Fort og beskudt dem med M1889 - hærens standard gevær.

Forsøget viste, at skodderne holdt, men at dem i Gladsaxe var de bedste, hvilket sås af, at indtrængningsdybden her var mindst. Forsøgene gav imidlertid



anledning til en kontrovers mellem Ingeniørkorpsets Bygningstjeneste og Skydeskolen om, hvordan denne indtrægningsdybde burde måles.

Thorning Christen lancerer i den forbindelse en spøjs teori gående ud på, at man for at få et korrekt mål for indtrægningsdybden og samtidig forlige de stridende parter gentog forsøget men henlagde det til Fortun Fortet. Der findes i hvert fald en kort rapport om en



forsøgsbeskydning af Fortunfortets skodder. Forsøget blev udført den 17. november 1893, og vi kan i dag lokalisere et antal fordybninger i skodderne på fortet. John Damm Sørensen har fundet dem, og de er gengivet på billederne herunder.

Indtrængningsdybden blev målt med mikrometerskrue, og den var i gennemsnit 5,5 mm.

Kasematte 4 Kasematte7 Kasematte11 Kasematte13 Kasematte15
De gule prikker angiver træfferne i kassematte 4, 7, 11, 13 og 15. (Kilde: John Damm Sørensen)

Natkamp, observation og kommunikation

Ikke kun på det bygnings- og artilleri-tekniske område skete der er vold-som udvikling. Efterhånden som elektricitet blev mere og mere praktisk anvendelig indførtes elektirisk apparatur til at understøtte krigsførelsen. For befæstningens vedkommende drejede det sig først og fremmest om projektører til at understøtte natlig kamp og telefon og telegraf. Der er dog ikke tvivl om at disse apparater og især de tilhørende generatorer var så ustabile at der allerede i samtiden blev stillet spørgsmål ved om det kunne bruges i krig. Under alle omstændigheder larmede generatorerne mere end kanonerne...

Observationsballoner var en anden nyskabelse, som udviddede det militære

synsfelt ganske betydeligt. Ballonen kunne komme op i 1000 meters højde, hvilket gjorde det muligt at observere fjendens bevægelser 5 til 7 km væk og - med kiggert - op til 12 km væk. Ballonerne var dog ikke ufarlige. Dels var de lette ofre for fjendtlig ild - herunder fra flyvere, dels var de ikke altid lige stabile over for vejrliget.

Billederne viser dels en mobil 90 cm projektør med lastvogn og generator og en felttelefoncentral fra Tune-stillingen. Farvebilledet viser gene-ratorstationen, som forsynede Ordrupkrat Batteri med strøm. Nederst en (forulykket) opservations-ballon.

Telefon

Felttelefoncentral. Vist nok fra Tunestillingen.
Mobil projektør Generatorstation
Observationsballon Herover ses en mobil generator med en 90 cm lyskaster på slæb. Det var tanken, at man med lyskasteren kunne belyse fjenden, så der også kunne kæmpes om natten. Til højre ses generatorstationen, som skulle forsyne Ordrup Krat Batteri med strøm. Den ligger tæt på indgangen til Ordrupgaard Samlingen.

Observationsballonen til venstre rev sig under en demonstration for bl.a. kongen løs og drev i stærk blæst ud over Øresund. Søren Ludvigsen til højre, der var ombord som styrmand og observatør, omkom. (kilde: Københavnerliv 1912-37)
Last updated on April 1, 2013