København har altid været befæstet

Københavns Befæstning - De militære overvejelser ......

København har med jævne mellemrum være truet af indre og/eller ydre fjender og har derfor stort set siden sin grund-læggelse været befæstet. Det gamle tårn på Jarmers plads, søerne og voldene og Kastellet vidner om det.

Disse forsvarsanlæg blev naturligvis udformet med udgangspunkt i den militære teknologi den potentielle fjende f.eks. svenskerne eller hansestæderne til enhver tid kunne forventes at anvende.

Derved ligner Københavns Nyere Befæstning, dvs. dén der blev opført i slutningen af atten-hundredtallet, sine forgængere.

Kortene herunder viser Københavns befæstning i 1648, 1728 og 1864. Det er - selvom kortene ikke er letlæselige - evident, at befæstningen ikke udviklede sig nævneværdigt i de over 200 år, der er mellem første og sidste kort. Det ser nærmest ud som om København er

omsluttet af et tandhjul. Hver trekantet tand kaldes en bastion. Hele anlægget går derfor normalt under betegnelsen Den Bastionære Befæstning.

Københavns Nyere Befæstning eller bare Betonbefæstningen adskiller sig i omfang og indretning fra den Bastionære Befæstning, men formålet: At holde en angribende fjende på afstand af byens centrum, var det samme.

Tre kort, der viser Københavns befæstning i hhv. 1648, 1728 og 1864. Kortene viser, selv for et uøvet militært øje, at fæstningens grundstruktur ikke udviklede sig meget på de over 200 år, der gik mellem de tre kort. Kilde Statens Arkiver www.sa.dk

Slaget på reden 2. april 1801

Indretning af Københavns Nyere Befæstning bygger på de erfaringer, som hærens og flådens militære planlæggere havde fået i forbindelse med slaget på reden og Københavns bombardement i hhv. 1801 og 1807.

I begyndelsen af det 19. århundrede var den store flåde Danmarks garant for, at Danmark for det første kunne opretholde Norge som en del af kongeriget og for det andet, at Sverige ikke blev den dominerende skandinaviske magt. De militære planlæggere opfattede det derfor som helt afgørende, at flåden forblev intakt og operationsklar under alle tænkelige forhold. Den stak derfor ikke til søs og tog kampen op, da Admiral Parker og Lord Nelson i spidsen for den engelske flåde angreb København den 2. april 1801. I stedet valgte man at forsvare byen med brug af landbaserede batterier, skydepramme og diverse udrangerede men armerede fregatter og linjeskibe placeret langs kysten i en bue uden om byen.

Det var - set fra dansk og engelsk side - en overraskende stor succes.

Danskerne forsvarer sig i baggrunden

Slaget på reden set fra engelsk side. Danskerne forsvarer sig overraskende succesfyldt fra mindre skydepramme og aftaklede skibe i baggrunden.

Slaget endte ét-ét (så at sige), og Frederik d. VI og Lord Nelson kunne indgå en fred, som begge parter kunne være bekendt.

Slaget på reden havde vist, at København (og flåden) lod sig forsvare effektivt mod angreb fra søsiden med et landbaseret og flydende kystnært artilleri.

Artilleriet skulle være placeret så fremskudt, og det skulle kunne skyde så langt, at et flådebaseret fjendtligt artilleri ikke kunne nå byen. Slaget på reden havde også vist, at forsvaret kunne gennemføres med relativt begrænset militært ressourceforbrug - en i krig absolut ikke uvæstentlig faktor!

Det var hedt at være dansker i skyggen af de engelske linjeskibe

Danskerne havde det hedt i de robåde og aftaklede linjeskibe, som vi forsvarede os med. Den danske øverstbefalende, Olfert Fischer, gjorde sig meget heldigt bemærket, og det gjorde gutterne på dørken også. Så man kan sige, der var mange vindere.
Lord Nelson

Lord Nelson satte kikkerten for det blinde øje og vandt hæder og ære i København. Der findes mig bekendt ingen billeder af admiralen med klap.

Københavns bombardement 2. til 7. september 1807

Englænderne havde taget ved lære af oplevelsen i 1801 - og justeret strategien! Da de seks år senere igen var i København, angreb de derfor ikke fra søsiden. I stedet gik de i land i Vedbæk med 31.000 mand og marcherede ned til omegnskommunerne og bombarderede byen derfra! Efter endt dåd drog de som bekendt af med Danmarks militære stolthed: Flåden. Og som om det ikke var nok, så havde de også taget livet af 1.600 københavnere og såret ligeså mange. Så var det kun en ringe trøst, at engelskmanden efterfølgende pådrog sig alverdens indignerede forargelse. Det blev simpelthen betragtet som meget lidt ærefuldt at vinde en krig ved at terrorbombe forsvaresløse civile. Og det er det vel heller ikke .....

København bombarderes fra landsiden

København bombarderes fra landsiden. Samtidig illustration.

København i flammer. Indtryk fra de dramatiske dage i 1807

Københavns nyere befæstningen

Det var jo københavnerne, som fik den tvivlsomme fornøjelse at være i centrum for englændernes militære iver i 1801 og 07. Bomberegnen i 1807 blev den forfærdelige kulmination på en overmodig handelspolitik, et lidet gennemtænkt diplomati og et misforstået fornuftsægteskab med Napoleon. Tres år senere, i 1864, sad De Nationalliberale, der havde stået som vindere i kampen om indførelse af demokrati i 1849 ved magten. De brugte den til under slagordet "Danmark til Ejderen", at kaste landet ud i

Estrup

Estup: Den næste kamp, i hvilken Danmark kommer til at stå med allierede eller alene mod Tyskland, bliver sandsynligvis Danmarks sidste kamp....

et nyt hovedløst internationalt eventyr i 1864. Ved den lejlighed mistede vi gammelt dansk land op til Kongeåen og flere tusinde soldater blev de tyske bagladegeværes ofre ved Dybbøl Mølle og på Als. I dén forbindelse bemærkede den tyske kejser tørt: "Danmark har såmænd ikke brug for Slesvig-Holsten. De har jo Tivoli!"

Kejserens hånlige bemærkning og ulykkerne i almindelighed satte på den ene side gang i en stærk national vilje til krigerisk foretagsomhed, men gav på den anden side grobund for en udbredt erkendelse af, at det formentlig ikke var på det militære område Danmark fremover skulle hævde sig. Det i og for sig logiske kompromis mellem disse modstridende følelser var, at Danmark i udenrigspolitisk sammenhæng burde følge en kurs, der lå inden for den væbnede neutralitets rammer. Københavns befæstning skal ses i denne militære sammenhæng.

Men et dækkende billede af befæstningens betydning omfatter ud over det militære også det forhold, at opførelsen af befæstningen spillede en helt central

Kejser Wilhelm udtaler: "Danmark har såmænd ikke brug for Slesvig-Holsten. De har jo Tivoli!"

indenrigspolitisk rolle, idet den siddende højreregering med godsejeren Estrup i spidsen kunne bruge udgifterne til byggeriet, som middel i kampen for at hindre, at venstre, d.v.s. bønderne, kom til magten.

Derudover skal det bemærkes, at der var tale om et overordentlig stort byggeri og som sådan havde det både stor nationaløkonomisk betydning og betydning for den industrielle udvikling i Danmark i slutningen af det nittende århundrede.

Den militære basis er Købehavn

Uanset man kan mene, at Københavns Befæstning var nytteløs, skal man ikke være blind for, at der var klare militærteoretiske begrundelser for at opføre fæstningen.

Argumentationen tager udgangspunkt i begrebet om 'den militære basis', der betegner det logistiske center, som er udgangspunkt for krigsførelsen - altså det geografiske sted, hvor krigsmateriel kan produceres og opbevares og den militære kapacitet samt den militære og politiske ledelse er placeret. Den militære logik siger, at hvis fjenden overtager den militære basis, er et lands evne til at forsætte kampen ikke længere til stede, og krigen er dermed tabt.

I slutningen af det 19. århundrede var den politiske og militære ledelse, flåden og en stor del af Danmarks industrielle kapacitet placeret i København, som derfor var den militære basis. Hvis København faldt, faldt hele Danmark!

De militære ledere så ikke en fare i, at Danmark skulle blive angrebet for Danmarks egen skyld, men de mente, at et angreb kunne komme som en logisk følge af en stormagtskrig, idet København var 'nøglen til Østersøen'. I tilfælde af f.eks. en tysk-engelsk konflikt forestillede de sig, at England kunne have interesse i at angribe Danmark for i København at kunne lukke Østersøen og tilkæmpe sig en fremskudt militær basis, der kunne

Hørup til højre spurgte: Hvad skal det nytte? Krigsminister Bahnson til venstre svarede med et militant skuldertræk og lagde alle kræfter i at gennemtrumfe byggeriet. Bahnson vandt - i hvert fald på den korte bane.

anvendes som udgangspunkt for et angreb på Tyskland. Og omvendt: Tyskland kunne tænkes at ville erobre Danmark netop for at undgå, at England tog København og angreb Tyskland derfra.

Fra politisk hold fremførtes flere stærkt divergerende synespunkter på udfordringen. Enten kunne man lade København henligge helt ubeskyttet, ud fra en betragtning om, at stormagterne i en konfliktsituation ville holde hinanden i skak, og at København derfor ville forblive uangrebet. 'Hvad skal det nytte?' var Hørups opsummering af synspunktet.

Eller man kunne beskytte København med en stærk permanent fæstning kendetegnet ved stormfrihed og bombesikre rum (kasematter). Tankegangen var, at en sådan fæstning ville være så stærk, at det ville kræve uacceptabelt store resourcer at angribe og erobre København.

Fagkundskaben anslog, at det ville kræve 70.000 mand, store mængder tungt materiel samt stor flådekapacitet til transport og understøttelse af angrebet fra søsiden. Det ville tage lang tid at overføre en sådan styrke, og derved ville den danske flåde få mulighed for at komme i aktion og evt. forhindre angrebet allerede inden, det var kommet i gang. Dertil kom, at det hurtigt ville blive klart, hvor landgangen skulle ske, og dermed kunne styrkerne på Sjælland placere sig hensigtsmæssigt i forhold til selve landgangen og i forhold til fjendens efterfølgende march mod København. Endelig ville selve angrebet på København tage lang tid, da fæstningen var både stormfri og bombesikker. Dette til sammen ville give Danmark og dets allierede mulighed for at komme i stilling og afværge Københavns ødelæggelse. Sådan sagde logikken - og det lyder da ganske fornuftigt? Se iøvrigt A. Fraenkel.

Betonbefæstningens indretning

Københavns befæstning. Klik for større billede.
Klik på kortet for at få det i stor størrelse.

Befæstningens radius ved første verdenskrigs udbrud måtte øges en sidste gang og tredje etape blev opført 1910-18. Den omfattede bl.a Mosede - og Masnedø Fort i syd, Lynæs Fort og Spodsbjerg Batteri ved indsejlingen til Roskilde fjord og Tunestillingen i vest og Taarbæk-, Flak-, og Dragør Fort samt Dyrehavestillingen mod nord og øst.

En integreret del af forsvaret var minefelterne ved indsejlingen til Roskilde Fjord, ved Storebælt og i Øresund. Disse forhindrede gennemsejling i nord-sydgående retning og indskrænkede - teoretisk set - mulighederne for landgang til den sydlige del af Sjælland. Man regnede med at u-bådsstyrken var tilstækkelig til at hindre en landgang i Nordsjælland. Med lidt god vilje kan man ved befæstningens fulde udbygning tale om et 'Fort Sjælland'.

Fort Sjælland. Klik for større billede.

Oversigt over befæstningens udbredelse over Sjælland. Klik på kortet for forstørrelse.

Da man i midten af 1800-tallet planlagde revitaliseringen af Københavns befæstning tog man udgangspunkt i læren fra de tre krige og besluttede, 1) at byen skulle være befæstet hele vejen rundt og 2) at fæstningslinjerne skulle rykkes betydeligt længere væk fra byens (og Holmens) centrum, end man havde været vandt til igennem de sidste 3-400 år.

Det første skyldtes erfaringerne fra slaget på reden og Københavns bombardement.

Det andet det simple faktum, at den teknologiske udvikling herunder bedre drivmidler og indførelse af riffelgang havde gjort kanonernes rækkevidde til stadighed længere. Jo længere fjenden kunne forventes at skyde, des længere måtte byens forsvar rykkes ud. Kortene viser udviklingen fra midten af 1800-tallet til befæstningen nåede sin største udbredelse under

1. verdenskrig. Københavns nyere befæstning opførtes i tre etaper:

Søbefæstningens indre linje, der omfattede Kalkbrænderi- og Strickers Batteri samt Forterne Trekroner, Lynetten, Mellemfortet og Prøvestenen, blev bygget i perioden fra 1858 til 68 og havde til formål at holde en søfarende fjende på passende afstand.

Med gennemførelsen af anden etape fra 1885-94 blev søbefæstningen suppleret med en ydre ring bestående af Charlottenlund-, Middelgrunds- og Kastrup Fort samt Hvidøre og Avedøre Batterier og en landbefæstning rettet mod vest, Vestvolden, og mod nord, bestående af forterne, Gladsaxe, Bagsværd, Lyngby, Garderhøj og Fortunfortet samt bagvedliggende batterier, hvorved ringen omkring København blev sluttet.

Forsvarsforliget 1909

Selvom den parlamentariske situation efter systemskiftet i 1901 var bragt nogenlunde under kontrol vedblev forsvarssagen at være en kilde til politisk uro og ballade. Skiftende regeringer både med udgangspunkt i Venstre og i det gamle Højre havde svært ved at finde en langtidsholdbar løsning d.v.s. en løsning, som inden for rammerne af

I. C. Christensen
I. C. Christensen

et bredt forlig, kunne sikre politisk ro om forsvarssagen, så de folkevalgte kunne koncentrere sig om andre væsentlige sager.

Først i 1909 lykkedes det Venstres politiske kæmpe og forsvarsminister, J. C. Christensen (af en eller anden grund udtales j'et som i), at få ved- taget et bredt forsvarsforlig med deltagelse af de fleste venstregrupper og det gamle Højre, samt de Frikonservative.

Forliget fastsatte rammerne for den geografiske og opgavemæssige fordeling af - samt størrelsen på de væbnede styrker. Landbefæstningen bibeholdtes til 1922, hvorefter den skulle nedlægges, og der blev bevilliget 11. mio. kr. til Københavns Søbefæstning og Kystartilleriet blev styrket med anlæg på Sjælland, Møn og på Madsnedø for i alt 5 mio. kr. Derudover blev der åbnet op for i en krisesituation at indkalde en sikringsstyrke til at 'varetage Statens Neutralitet', som et alternativ til en egentlig mobilisering. Denne bestemmelse blev meget aktuel ved udbruddet af første verdenskrig.

Forliget bragte ro på den palamentariske situation selv om gamle fæstningsmodstandere, især P. Munch under første verdenskrig, kunne bringe sindene i kog med deres bevillingsmæssige tilbageholdenhed.

Samtidig plejede J. C. Christensen sine tyske forbindelser og sikrede derigennem, at den tyske generalstab (og kejseren, der var hyppig gæst i Danmark) ikke opfattede fæstnings-byggeriet for mere antitysk end højst nødvendigt. Forliget holdt til efter 1. verdenskrig.


Det årelange slagsmål om befæstningen gav selvfølgelig anledning til ublid satire. Her ses et befæstet Saltholm nidkært overvåget af manden i månen alias Krigsminister W.B.O. Madsen (Kilde: Thorning Christensens guide til befæstningen)

Fæstningen nedlægges

Det politiske klima i Danmark, ført an af De Radikale Venstre med P. Munch, var overordnet set ikke til investeringer i forsvaret og ved det store forsvarsforlig i 1909 blev det aftalt at Københanvs befæstning skulle nedlægges i 1922. Første verdenskrig gav dog fæstningstilhængerne en kort renæssance og den blev armeret og der blev bevilget beløb i dens forbedring. Med krigens afslutning blev det imidlertid atter de fæstnings-skæptiske partier, som blev bevilgende myndighed, og de fleste forter blev allerede i 1920 desarmeret og nedlagt som militære forsvarsanlæg. Enkelte bl.a. Middelgrunds og Flak Fort, Dragør Fort og Kongelunds Fort forblev dog mere eller mindre aktive helt frem til 70'erne.

Ikke kun fra et politisk men også fra et rent militært synspunkt var der god mening i at nedlægge befæstningen: Den våbenteknologiske udvikling var simpelthen løbet fra anlægget.

Især det kraftige artilleri og den nye opfindelse, flyvemaskinen, havde vist sit værd under verdenskrigen, og det var oplagt, at dette måtte have omfattende konsekvenser for tilrettelæggelsen af fremtidens forsvar. Men også inden for det sømilitære område var der sket en voldsom udvikling op mod og under første verdenskrig. I Danmark stod det klart for hærens

Free DHTML scripts provided by
Dynamic Drive

og flådens planlæggere, at et stationært fæstningsanlæg omkring København ihvertfald ikke var svaret på kommende forsvarsmæssige udfordringer.

Sjovt nok havde franskmændene ikke lært lektien. De byggede i 1930-34 den 350 kilometer lange Maginot-linje langs Frankrigs nordøstlige grænse til forsvar mod Tyskland. Tyskerne tog det dog køligt, og da de angreb i 1940 gik de - igen - gennem Belgien og tog forsvars-værket fra "bagsiden". Nu har de vel lært det ....?

Billedserien giver et indtryk af det teknologiske niveau før og under første verdenskrig. Man havde udviklet de såkaldte dreadnoughts (slagskibe), torpedoer og ubåde blev almindelige, jager- og bombefly vandt ubehageligt indpas og gas fik en plads i historien. De første effektive - rigtig effektive - maskingeværer så dagens lys og kampvognen blev introduceret og skabte fornyet krigerisk mobilitet.

Særdeles skræmmende. Og forbandet fascinerende!