Befæstningen og kampen om parlamentarismen

Indhold

Denne side er meget lang og herunder kan du finde links til de enkelte afsnit. Læs siden i en køre eller spring til det afsnit, som interesserer dig.

Indledning
Ånden fra '48
Nationalismen
Liberalismen
Krigen i 1848
Grundloven 5. juni 1849
Novemberforfatningen og 1864
Kongens rolle
Den Gennemsete Grundlov af 1866
Estrup
Estrups parti: Højre
Bøndernes parti: Venstre
Københavns Befæstning
Bevæbnede venstrefolk
Estrup manøvrerer
Det rådne forlig og systemskiftet
Påskekrisen 1920

'Friheden leder folket'. Friheden, den dekolleterede dame i forgrunden, viser borgeren med trang til frihed, høj hat og gevær og den pistolbevæbnede student vejen ..... Man kan sikkert også finde en arbejder og måske en bonde? Liberalismen og nationalismen, symboliseret ved Tricoloren, var bevægelsens væsentligste ideologiske grundlag. E. Delacroix 1830.

Indledning

Ofte beskrives forfatningskampen fra første del af attenhundredetallet til 1901 som en græsk tragedie præget af borgerkrig, diktatur og provisorier; en periode i Danmarks politiske historie, som vi ikke kan være stolte af! Denne udlægning er sådan set meget forståelig. Det var ikke kønt. Men når man inddrager konteksten: At styreformen i denne periode skiftede fra

et til tider godt fungerende enevældigt system med en to hundredårig tradition bag sig til et demokrati, hvor folket blev den fundamentale politiske aktør og egentlige magthaver, så kan det ikke undre, at forfatningskampen gav politiske udfordringer. Faktisk kan man undre sig over, at det, trods en mindre borgerkrig i 1848-51, gik så relativt stille

af, ikke mindst set i forhold til udviklingen i det øvrige Europa, hvor overgangen fra enevælde til demokrati flere steder udviklede sig til voldelige optøjer, revolte og visse steder borgerkrig. Det gælder først og fremmest Frankrig og Tyskland, men Italien, Schweiz, Irland og Belgien var stærkt berørt. Kun England og Rusland gik af forskellige grunde fri.

Ånden fra '48

De fleste europæiske lande oplevede igennem store dele af det nittende århundrede en kamp mellem på den ene side den enevældige monark typisk støttet af konservative kredse omkrig landadelen og militæret, der ønskede

enevælden bevaret, og på den anden det nye, selvsikre og voksende borgerskab, liberale embedsmænd, intellektuelle og studenter samt oplyste bønder, der ønskede politisk indflydelse, demokrati og parlamentarisme.

Den første markante konfrontation mellem de to standpunkter udfoldede sig i Frankrig i 1830, hvor Julirevolutionen førte til indsættelsen af den såkaldte borgerkonge, Louis Philippe, der uden held forsøgte at balancerer traditionel adelig myndighed med borgerlige frihedesidealder.

I 1848 fulgte Februarrevolutionen, som var et opgør mod den - havde det vist sig - stærkt konservative kong Louis Philippe, og Frankrig blev atter en republik. Februarrevolutionen i Frankrig blev fulgt op af Martsrevolutionen i Tyskland og lignende opstande i Italien, Belgien og andre lande.

Fælles for urolighederne var dels borgerskabets rolle som primus motor bag ønsket om økonomisk liberalisme og politisk magt, dels ideologisk fokus på nationalstaten. Arbejderklassen begyndte også at spille en selvstændig rolle, og det er ikke tilfældigt, at Det Kommunistiske Manifest udkom i netop 1848.

Der er konkrete historiske årsager til, at kampen for demokrati fik forskellige forløb i de enkelte lande i Europa, men der herskede under overkriften: Ånden fra '48, et ideologisk fælleskab mellem de progressive kredse i alle landene fokuseret på nationalstaten, økonomisk liberalisme og politisk frihed.

Free DHTML scripts provided by Dynamic Drive

Der var mere eller mindre voldsomme kampe i det meste af Europa. Billederen er fra Berlin, Paris, Wien og Italien. Fra borgerkrigen 1848 ses slaget ved Slesvig og fra København vises folketoget til Frederik d. 7. i marts 1848.

Nationalismen

Nationalismen - troen på at et folks ret til eget territorium er gudgivent - var over alt i Europa en vigtig dimension i de borgerlige revolutioner, og en følge var bl.a. Tysklands og Italiens samling, men også en række forgæves løsrivelseskrige i bl.a. Ungarn og Böhmen, og både første og anden slesvigske krig 1848-50 og 1864 skal ses på denne baggrund.

Nationalismen som begreb har aldrig været genstand for en højprofileret fransk filosofs eller tysk teoretikers livslange interesse og 'værket' om nationalismen findes ikke. Ikke desto mindre har nationalismen spillet en dominerende rolle for Europas udvikling gennem de sidste to hundrede år d.v.s. siden Napoleonskrigene. Nationalismen har fundet mange udtryk gående fra folkloristisk glæde ved lokale klæde- dragter og gastronomi til udrydelses- lejrene i Nazityskland. Attenhundredtallet er de nationale symbolsers tidsalder, og i Danmark kan vi brøste os af Den tapre Landsoldat og Holger Danske. Uanset hvad man mener om disse symboler, er der ingen tvivl om, at der også bag beslutningen om at befæste København lå en ikke ubetydelig portion national stolthed; det var nationen - folket og territoriet - man ville forsvare.

Istedløven

Dannebrog falder ned fra himlen i Estland 15. juni 1219. Malet af C. A. Lorentzen 1809.

Et pudsigt udtryk for de nationale symbolers betydning er Istedløvens historie. Den blev oprindelig opstillet meget synligt og meget provokerende på et højdedrag i Flensborg i 1862. Her fik den ikke lov at stå længe, for efter nederlaget i 1864 fjernede tyske patrioter rovdyret og førte det i sejrstog til Berlin.

Løven overlevede mirakuløst de følgende tyske krige, og i 1945 blev den på opfordring fra Politikens journalist, Henrik V. Ringsted, atter flyttet. Denne gang til pladsen bag Tøjhusmuseet i København, hvor den i restaureret tilstand fandt sin endelige placering. D.v.s. indtil den i 2011 blev flyttet tilbage til Flensborg Kirkegård...

Istedløven. Klik for større billede. Istedløven. Klik for større billede. Istedløven. Klik for større billede. Istedløven. Klik for større billede. Istedløven. Klik for større billede. Istedløven. Klik for større billede.
Istedløvens historie: Løven placeres på kirkegården i Flensborg 1862 (1). Løven nedtages af tyske patrioter i 1864 for at blive genopstillet i Berlin (2). I 1945 nedtages løven igen (3) og den 5. oktober kommer løven til København (4). Christmas Møller taler, da løven genopstilles igen igen i København (5). Og på det sidste billede ses rovdyret på sin nuværende (og formentlig sidste??) plads i Flensborg. Klik på billederne for at få dem i stor størrelse. Billederne er lånt fra Grænseforeningens hjemmeside . Isted Hede, hvor slaget fandt sted den 25. juli 1850, ligger lidt nord for Slesvig.

Mor Danmark

Fælleseuropæisk nationalisme
Nationalismen har især efter de nazistiske exesser fået en meget negativ klang i de flestes øre. Men oprindeligt så man på det nationale som en positiv samlende kraft med fokus på forsvaret af egne nationale værdier og ikke som senere en frygtindgydende kraft rette mod andre nationer. En vel bevæbnet Mor Danmark spejdende efter angibende fjender billedliggør synspunktet.

Nationalisemen blev i høj grad bundet for liberalismens vogn, men især den økonomiske rivalisring mellem landene betød, at resultatet af den nye politiske virkelighed efter 1848 langt fra fik en så fredelig udgang, som et sjældendt billede, hvor folk af alle nationaliteter i fred og fordragelighed defilerer forbi frihedsgudinden med deres respektive tricolorer, viser.

Liberalismen

Nationalismen er fattig på teori, men rig på billeder. Lige omvendt forholder det sig med liberalismen. Der er nærmest kun ét billede, til gengæld er der bøger og links i overflod; faktisk er der så meget, at nærværende gennemgang må betegnes som latterlig kort. Ikke desto mindre:

Begrebet kan spores tilbage til 1600-tallet, hvor Thomas Hobbes og John Lock formulerede de første tanker om liberalismen. De blev fulgt op af John Stuart Mill og Adam Smith med mange flere efterfølgere.

Liberalismen tager udgangspunkt i et individualistisk menneskesyn: det enkelte menneske har en række naturlige rettigheder fx retten til liv, frihed og ejendom. I et samfund, hvor indiviedet har disse friheder, får staten den vanskelige rolle at forsvare disse rettigheder uden samtidig at reducere dem. Denne indbyggede selvmodsigelse har givet anledning til en grundlæggende sondring inden for praktisk politik, nemlig den mellem

liberalisme opfattet som et sæt humanistiske værdier: trosfrihed, ytringsfrihed, fordomsfrihed og tolerance, og liberalisme forstået i en

Frihedsgudinden er blevet den ikonografiske repræsentation for liberalismen, skønt den i realiteten blev givet til USA af en mere konkret årsag, nemlig til minde om amerikanernes sejr over England i frihedskrigen 1775-83.

økonomisk kontekst, hvor der lægges vægt på den private ejendomsret, kontraktfrihed, markedsmekanismen, næringsfrihed, frihandel m.m..

I Danmark blev kampen for borgerligt demokrati i perioden fra ca. 1850 til 1864 ledet af en løs samling af liberale embedsmænd og intellektuelle, der senere blev kendt under fællesbetegnelsen: De Nationalliberale.

De havde en liberal forståelse af det gode samfund, men der var tale om en ret selektiv liberalisme. Økonomisk set var de liberalister og kæmpede for indførelse af privat ejendomsret, næringsfrihed og frihandel. De gik sådan set også ind for, at de humanistiske værdier skulle spredes på en bredere kreds, men lagde samtidig vægt på, at demokratiet kun burde omfatte de, der var egnede til demokrati, nemlig “de begavede, dannede og formuende”. Politisk set var de mao. ret konservative, og da De Nationalliberale gik i opløsning som gruppe efter 1864 gik de fleste over til partiet Højre.

Krigen i 1848

Danmark var jo i krig med Tyskland i 1848-51. Eller sådan opfattes det ofte, men reelt var der tale om en borgerkrig. Slesvig, Holsten og Laurenborg var integrerede dele af det danske kongedømme, og krigens deltagere var landsoldater fra den dansktalende del af riget mod tysktalende slesvig-holstenere støttet af tyske tropper.

Borgerkrigen skal ses i direkte forlængelse af begivenhederne i det øvrige Europa. Krigen havde sit udspring i den tilspidsede nationale stemning, som både de dansk- og tysktalende var opfyldt af; man ville fri af reelle eller indbildte snærende nationale bånd. Samtidig ville borgerskab og embedsmænd i København og Kiel selv bestemme, hvordan den politske ledelse skulle sammensættes, og hvordan de respektive lande skulle ledes. Det førte til borgerkrigen, der udkæmpedes samtidig med, at der blev skrevet en ny grundlov i København. Mærkeligt!!

Danske landsoldater ankommer til hyldest i København efter vel overstået krig i 1850.

Grundloven 5. juni 1849

De Nationalliberale kom til at stå som ubestridt sejrherre ved underskrivelsen af den første fri forfatning den 5. juni 1849. Den afløste kongeloven fra 1665, og som i de øvrige europæiske lande var der tale om et meget begrænset demokrati, der var forbeholdt de få d.v.s. de rige, begavede og dannede. Man skulle have betydelig formue og være godt oppe i årene for at deltage, og tyende, straffede, fattige, utilregnelige og - ikke mindst - kvinder havde ikke del i festen. Kun 14% af befolkningen havde stemmeret, og endnu færre havde mulighed for at blive valgt.

Demokratisk var det, men folkeligt var det ikke! Og med grundloven blev der ikke indført parlamentarisme, hvilket betyder at der der ikke var garanti for, at regeringens sammensætning afspejlede valgresultatet. Regeringen blev som på enevældens tid stadig udnævnt af kongen, og der var intet til hinder for, at regeringen kunne være i stærk opposition til de folkevalgte, hvilket blev et mere og mere markant træk ved den parlamentariske udvikling fra 1849 og frem til systemskiftet i 1901.

D. G. Monrad. Intellektuel, maneodepressiv, nationalliberal og grundlovens skriver.

Den grundlovgivende forsamling malet af Constantin Hansen

Grundloven gav vælgerne stemmeret til Rigsdagen, som bestod af to kamre: Landstinget og Folketinget. Til Landstinget var der priviligeret valgret, og kongen udnævnte selv et antal landstingsmedlemmer, hvorved Landstinget kom til at fungere som en konserverende parlamentarisk instans. Til Folketinget var reglerne for såvel valgbarhed som valgret - efter samtidens målestok - meget liberale.

Grundloven var kun gældende for Danmark, men i 1855 blev den efter pres fra stormagterne, som ønskede et samlet Danmark, der respekterede hertugdømmernes ret til selvbestemmmelse, revideret, således at den fremover var gældende for hele riget, idet der nedsattes et Rigsråd, som skulle håndtere fællesanliggender.

Et kendetegn ved grundlovene var bestemmelsen om, at al lovgivning skulle vedtages i både Lands- og Folketing for at være gældende. En følge heraf var, at

lovgivningsprocessen kunne blive sat i stå, hvis der ikke kunne opnås enighed mellem de to ting. Dette blev, især efter grundlovsrevisionen i 1866, et meget presserende problem.

Frederik VII. En døgenit som ganske uretfærdigt fik prædikatet 'Grundlovens giver'.

Helstat eller Danmark til Ejderen?

De tre hertugdømmer: Slesvig, Holsten og Lauenburg, var alle med i Det Tyske Forbund og i personalunion med Danmark. Dette ænderedes med Novembergrundloven '63, hvor man forsøgte at få Slesvig knyttet tættere til Danmark. Det udløste krigen i 1864. Ejderen er markeret med rød stiplet linje.

De Nationalliberale havde, som navnet siger, nationalismen som en vigtig del af den bærende ideologi. Allerede i 1842 formulerede Orla Lehmann, der var en fremtrædende Nationalliberal politiker, det såkaldte Ejderprogram. Heri konkretiseredes den nationalistiske drøm om, at de danske: Dem, der havde dansk som modersmål, blev geografisk samlet og underlagt fælles grundlov og konge. Det danske kerneland: Danmark og Slesvig, skulle samles til én nation, idet Slesvig (hvis grænse mod Holsten går langs Ejderen) skulle løsrives fra Det Tyske Forbund og blive en fuldt integreret del af Danmark, mens Holsten og Lauenburg ifølge Ejderprogrammet skulle forblive i Det Tyske Forbund og kun i personalunion med Danmark.

Ejderpolitiken havde et modstykke, den såkaldte Helstatspolitik, som gik ud på at bevare helstaten, d.v.s. bevare et samlet rige bestående af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg under én fælles konge, men med udstrakt selvstyre til de fire dele.

Selvom De Nationalliberale var hovedarkitekter bag grundloven fra 1849 respekterede den helstaten. Der var dog et stadigt pres i retning af at få den ændret i Ejderpolitisk retning. I november 1863 lykkedes det. Det var man især i Tyskland meget pikerede over, og beslutningen fik katastrofale følger for Danmark i 1864!

Novemberforfatningen og nederlaget i 1864

Frederik d. 7. døde 15. november 1863 umiddelbart inden den netop vedtagne Novembergrundlov skulle underskrives. Det blev derfor Christian d. 9.'s - skulle det vise sig - bitre lod at underskrive den nye grundlov. Loven var klart ejderdansk, hvilket ikke var i overensstemmelse med kongens personlige mening: Han var, som tysker, klart for helstaten. De Nationalliberale pressede ham imidlertid hårdt, han var uerfaren og enden blev, at han skrev under.

Det skulle han ikke have gjort! Bismarck blev overordentlig vred og sendte umiddelbart den preussiske hær mod Danmark. De danske fik som bekendt læsterlige bank, og diplomatiet spille tilmed kortene ualmindeligt ringe, så resultatet blev en meget ydmygende fred i Wien 30. oktober 1864. Fredsslutningens hovedindhold var, at vi mistede hertug-dømmerne og grænsen mod Tyskland blev flyttet til Kongeåen.

Som en direkte følge af nederlaget blev De Nationalliberale udslettet som politisk kraft. Men det medførte også et bredt folkeligt ønske om national rejsning - måske hævn - og en stærk vilje til at forsvare nationen.

Forsvarsviljen fandt mange og kraftfulde udtryk fra oprettelse af et stort antal

Dybølmølle 1864

skytteforeninger til etablering af foreningen "Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarest Fremme". Og kvinderne markerede sig stærk med en indsamling af penge til indkøb af de såkaldte Kvindekanoner, der blev opstillet på Christiansholms Batteri.

Viljen til nationalt forsvar havde bred folkelig appel og den var stærk. Men den skulle, da Bismarck 1879 opsagde paragraf 5 i fredsaftalen fra 1864, blive endnu meget stærkere.

Paragraf 5 indeholdt en bestemmelse om, at der på et ikke nærmere bestemt tidspunkt skulle afholdes en folkeafstemning, som skulle fastlægge den endelige dansk-tyske grænse på grundlag af nationale sproglige principper. Opsigelsen vagte stor harme og forargelse, og det var med til at styrke den krigeriske begejsting og viljen til oprustning, herunder opførelsen af Københavns Befæstning.

Bismarck tog det så vidt vides roligt....


Den tyske sejr ved Dybøl var, som billedet af de danske skanser viser, overvældende.

Kongens rolle

Christian d. 9. var på sin vis en uheldig mand. Han kom til Danmark fra Tyskland og indtog tronen som første konge af den glücksborgske slægt (Frederik d. 7. havde ikke børn). Som en af sine første royale handlinger blev han tvunget til at underskrive den ejderdanske Novemberforfatning, der blev den direkte anledning til krigen i 1864. Han underskrev skønt han selv var helstatsmand og altså imod en konfrontation med Tyskland.

Den charmerende franske prinsesse. Hun gjorde sig iøvrigt bemærket ved at bære en tatovering på overarmen. Motivet er ukendt.

Kongen fik skyld for krigen og nederlaget, og man tillod sig noget uretfærdigt at råbe både tysker og forræder og sikkert det, der var værre, efter den stakkels mand.

Det er oplagt, at kongens forhold til De Nationalliberale blev mere end anstrængt efter den oplevelse. De Nationalliberale mistede indflydelse og de tilbageværende medlemmerne slog sig sammen med landadelen i partiet Højre. I de følgende år vandt Venstre, bøndernes parti, imidlertid kraftigt frem på Højres bekostning, og Venstre fik flertallet i folketinget i 1872. På denne baggrund blev der rejst krav om, at kongen skulle udnævne en venstreregering. Det skete imidlertid ikke, idet kongen støttet af Højre fastholdt, at det var kongens suveræne ret at udnævne sin regering, og han foretrak ministre fra Højre. I de følgende næsten tredive år valgte den stadigt mere konservative konge konsekvent højreministerier og blev derved en meget direkte årsag til den langvarige kamp om parlamentarismen.

Der skulle en krasbørstig cocktail af manglende demokratisk legitimitet (otte

Christian d. 9.

Christian IX

højrefolk i folketinget!), overvældende folkeligt pres og hans franskfødte svigerdatters charme til at få den gamle konge til at skifte mening. Han indførte reelt parlamentarismen, da han udnævne det første venstre-ministrium 24. juli 1901. I mellemtiden var han blevet Europas svigerfar. Han døde i 1906 - ikke folkelig, men alligevel ret populær.

Den Gennemsete Grundlov af 1866

Nederlaget i '64 overflødiggjorde novemberforfatningen alene af den grund, at riget nu var blevet reduceret med de tre hertugdømmer. Det var derfor nødvendigt med en ny grundlov: Danmarks Riges gennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866. Den kunne principielt have været en fortsættelse af junigrundloven med smårettelser, men situationen blev udnyttet af konservative kredse med Estrup i spidsen til at styrke kongens og godsejernes indflydelse. Konkret blev det gennemført ved at øge antallet af kongevalgte medlemmer i Landstinget og samtidig stramme reglerne for valgret og valgbarhed. De relativt liberale regler for valgret og valgbarhed til Folketinget blev bevaret. Politisk set skærpede dette naturligvis modsætningsforholdet mellem bønder og godsejere, og konkret blev følgen, at partiet Højre kom til at dominere Landstinget, mens venstre efterhånden kom til at dominere Folketinget.

Denne situation dannede i de følgende år - og især efter 1872, hvor Venstre fik

flertal i Folketinget - rammen om kampen om parlamentarismen, idet den gennemsete grundlov ikke gav nogen anvisning på, hvordan man skulle forholde sig parlamentarisk, hvis de to ting ikke kunne opnå enighed om en given lovgivning. Og det kunne de ikke på spørgsmålet om Finansloven og Københavns Befæstning!

Når nu grundloven ikke angav, hvilke paralamentariske skridt, der skulle tages i tilfælde af uenighed, tiltog regeringen sig med støtte fra kongen store friheder i forhold til at gennemtvinge den politik, som regeringen ønskede. Det vigtigste middel blev at regere på grundlag af provisoriske love d.v.s. love, som regeringen udstedte uden Rigsdagens samtykke. Det skete med henvisning til grundlovens bestemmelse om, at regeringen selvstændig kunne lovgive, hvis Rigsdagen ikke kunne bringes til at fungere. I grundlovens forstand kunne det være i tilfælde af krig eller lignende, men ikke ved almindelig politisk uenighed f.eks. om bevillinger til Københavns Befæstning. Det tog

kongen, Estrup og den siddende regering med sindsro, og byggeriet blev igangsat ....

Grundloven af 1849

Det har ikke været muligt at finde et billede af grundloven fra 66. Billedet viser dén fra 1849.

Estrup

Historikere har i perioder diskuteret, hvorvidt historien er drevet af enkeltindividers følelser, ønsker og valg eller den tværtimod er drevet af overordnede universelle lovmæssig-heder, der fungerer uden hensyn til det enkelte menneskes gøren og laden.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på diskussionen her, men blot konstatere, at i den konkrete sag, forfatningskampen, spillede J.B.S. Estrup en selvstændig og overordentlig central rolle.

Han var en sammensat person. På den ene side formåede han at være i centrum af dansk politik i en menneskealder, men på den anden side virker det som om, han havde vanskeligt ved at omgås andre mennesker og kolleger på en frugtbar måde. Der synes at have været et ikke ubetydeligt element af kulde omkring ham, og det ser ud som om, han var drevet af gold magt snarere end politiske visioner og forestillinger om en bedre fremtid. Han var af gammel adelig slægt (Scavenius), hans livssyn var præget af

standsstolthed og han havde et forbeholdent syn på almindelige mennesker og bønder. Han var nationalist uden derfor at fravige en

Estrup
Jacob Brønnum Scavenius Estrup

grundlæggende realpolitisk tilgang til såvel indenrigs- som udenrigspolitik. Det viste sig bl.a. i hans bemærkning om, at hvis Danmark blev involveret i en krig med Tyskland, så ville det blive Danmarks sidste krig.

I sine unge år som indenrigsminister (1865-69) vandt han en vis popularitet, idet han med stor målrettethed gennemførte en kommunalreform, der gav mere lokalt selvstyre. Han stod også bag etablering af det landsdækkende tognet og bygningen af Danmarks havn mod vest, Esbjerg. Samtidig figurerede han som en af Den Gennemsete Grundlovs fædre.

Det visionsløse magtstræb blev imidlertid mere og mere udtalt, og da han i 1875 blev konseilspræsident og reel leder af partiet Højre, synes hans eneste mål at have været at holde venstre fra magten. Hverken mere eller mindre. Og det blev afgørende, for han var også en dygtig politisk håndværker, der kunne opererede behændigt for at nå sine politiske mål, hvilket han gjorde til han gik af i 1894.

Estrups parti: Højre

I de første mange år efter demokratiets indførelse fandtes ikke partier i moderne forstand. I stedet havde man, som f.eks. De Nationalliberale, samlinger af rigsdagsmedlemmer, hvis politiske opfattelser mindede om hinandens. Først omkring 1881 begyndte man at kalde regeringens tilhængere for Højre. Da bestod 'partiet' af en sammen-slutning af nationale godsejere, embedsmænd fra byerne og gamle nationalliberale samt militære ledere fra begge værn. I 1882 udsendte Højres rigsdagsgruppe en opfordring til meningsfæller over hele landet til at organisere sig i foreninger med henblik på etablering af en egentlig lands-organisation. Den blev stiftet året efter.

Partiet var dog så domineret af Estrup, at de to nærmest blev synonyme.

I den økonomiske politik fulgte Høje en liberal linje. Småbøndernes retsstilling blev forbedret, idet hoveriet blev indskrænket og retten til korporlig afstraffelse blev ophævet. Der blev indført næringsfrighed og lavsvæsnet blev opløst. Begrænsningerne i handlen med købstæderne blev ophævet. Alle disse liberale tiltag blev gennemført sammen med Venstre, som var (og er) Danmarks liberale parti.

På det politiske område var Højre og Estrup imidlertid ikke liberale. Tvært imod. Højre førte en politik som bedst kan betegnes som en fortsættelse af enevælden med andre midler. Man ønskede ikke at fjerne magten fra kongen og overlade den til folket, skønt den politiske ramme for en sådan

Højreregeringen 1875 med Estrup i centrum. Læg mærke til de mange højtstående officerer, som er medlemmer af regeringen. De har naturligvis udgjort en kraftig pressionsgruppe i forhold til fæstningsbyggeriet.

transformation var lagt med vedtagelsen af grundloven i 1849. Denne uenighed - kampen om parlamentarismen - blev det afgørende politiske stridspunkt mellem Højre og Venstre i de halvtreds år fra 1849 til 1901.

Estrup løftede Højre til magtens tinde,

men da han i 1894 gik af som konseilspræsident for at blive medlem af Landstinget, mistede partiet hurtigt sin betydning. Estrup døde i 1913 og to år efter nedlagdes partiet for at genopstå som partiet De Konservative. Men det er en helt anden historie....

Bøndernes parti: Venstre

I modsætning til Højre, der var en klub for ældre gentlemen af konservativ observans, blev Venstre skabt i kamp. Venstre var ikke ét parti, det var mange partier sammensat af mange forskellige personligheder som repræsenterede en bred vifte af politiske programmer. Den definerende fælles nævner var, at vælgerne og de valgte kom fra landet, og at landbrugernes tarv i bredeste forstand havde det politiske fokus. Og i den økonomiske politik var man liberalister.

Men derudover spredtes holdningerne kraftigt. Nogle repræsenterede husmændene og de mindre bønder andre de større bønder, forholdet til forsvaret var en anden kilde til uenighed.

Standpunkterne gik fra ren afvæbnet pacifisme til udtalt forsvarsvenlighed grænsende til revanchisme. En tredie meget vigtig skillelinje gik i forhold til, hvordan man taktisk skulle forholde sig til Højre og kongen under kampen om parlamentarismen.

Rødding Højskole

Her gjorde to hovedsynspunkter sig gældende: Dem, der ville samarbejde med Højre og derved efterhånden vinde magten, og dem, der ville konfrontation.

Langs disse brudflader opstod en lang række venstrepartier: Venstre Reformpartiet, De Moderate, Det Nationale Venstre, Det Radikale Venstre, Det Danske Venstre og så selvfølgelig De Udtrådte og Det Forhandlende Venstre. Og så var der alle løsgængerne!

Højskolen havde afgørende betydning for dannelse og udviklingen af venstre som parti. Den første folkehøjskole blev grundlagt i Rødding i det nordlige Slesvig. Den blev nedlagt af tyskerne efter 1864, men der blev umiddelbart efter grundlagt en ny i Askov lidt nord for den nye grænse, og i årene derefter skød højskolerne op som paddehatte. Før 1864 var den 15 højskoler, i 1872 var der 52. De leverede i stor stil uddannede vælgere, foreningsfolk og folketingspolitikere med den rette liberaløkonomiske holdning og parlamentariske skoling.

Højskoleuddannede bønder og københavnske intellektuelle var kernen i Venstre. Sammen formåede de at levere en del tefloncoated retorik, men de var politisk naive og uerfarne i det taktiske parlamentariske spil. De forstod absolut ikke at etablere en enig politisk front mod den siddende regering og for indførelse af parlamentarisme, og

Estrup havde forholdsvis let ved at spille de forskellige fraktioner ud mod hinanden og indgå forlig med snart den ene, snart den anden, for at nå sit mål: En reel videreførelse af enevælden.

Grundtvig, Den ølnordiske Kæmpe, som Søren Kierkegaard kaldte ham, var Det Nationale Venstres ideologiske fader.
Edvard Brandes Fem venstreførere J. A. Hansen
Edvard Brandes, det europæiske venstre, ses på billedet til venstre. På billedet i midten ses Chresten Berg i midten. Øverst til venste Frede Bojsen - og uret rundt - Sophus Høgsbro, Ludvig Holstein og Viggo Hørup nederst til venstre. De var repræsentanter for hhv. Det Moderate -, Grundtvigianske - og Det Europæiske Venstre. J. A. Hansen, som ses på billedet til højre, var Bondeven - senere Det Folkelige Venstre.

Københavns Befæstning og forfatningskamp i praksis

En ældre historiker, Wilhelm LaCour, har beskrevet forfatningskampen som at "overvære en stillingskrigs dræbende ensformige gang". Bemærkningen afspejler en frustration over, at rigsdags-politikken i årene fra 1870'erne til systemskiftet i 1901 kom til at stå i den politiske kamps snarere end i fremskridtets og samfundsudviklingens tegn.

Det skyldes flere forhold: Kongens konservatisme og mangel på vilje til at respektere rigsdagsvalgenes resultat, den gennemsete grundlovs mangler, nationalismen og den folkelige forsvarsvilje, Estrups kynisme og taktiske geni og ikke mindst Venstres splittelse og venstrepolitikernes naivitet. Inden for denne ramme blev den praktiske politiske hverdag domineret af parlamentarisk taktik.

Venstre-partierne kunne ikke optræde som samlet oppostion; dertil var holdningerne til alt muligt andet end indførelse af parlamentarismen for spredte. Men en hovedskillelinje gik dog mellem de dele af Venstre, som forsøgte at gennemtvinge parlamentarismen ved at forhandle med Estrup og Højre, og de dele, der (efterhånden sammen med Socialdemonkratiet) førte konfronta-tionspolitik.

Uanset om man var til det ene eller det andet var forsvarssagen central, dels fordi den indeholdt en stærk national dimension, der appelerede til

Forsvarsudgifterne udgjorde 28 mio. pr. år da provisorierne var på det højeste. Halvdelen af budgettet var ekstraordinært altså provisorisk. Bygningen af Københavns Befæstning udgjorde en betydelig fiskal belastning.
Valgstatistikken fra før ca. 1880 viser ikke klare parti tilhørsforhold, da der var valg i enkeltmandskredse og partier ikke var etablerede som organisatorisk enheder. Tendensen dog klar: Højre tabete og Venstre vandt. Socialdemokratiet begyndte - også på Højres bekostning - at vise styrke. Ved systemskiftet i 1901 havde Højre kun 8 mandater i Folketinget.

mange venstrevælgere, dels fordi den (som figuren viser) kostede mange penge. Men Venstre var stærkt splittet på spørgsmålet: Visse dele ønskede fuldtændig afvæbnet neutralitet mens andre så en målrettet oprustning som et middel til at genoprette den raponerede nationale stolthed.

Estrup havde et klart blik for de muligheder, som lå i Venstres splittelse på forsvarssagen og igennem hele hans regeringsperiode udnyttede han situationen til det yderste.

Siden 1864 og især efter, at Tyskland i 1871 havde besejret Frankrig og dermed etableret sig som dén europæiske stormagt, havde forsvarssagen fyldt meget i dansk politik. Det fik Estrup til i 1877 at stille forslag om at befæste København. Venstre stod imidlertid samlet imod, og de nødvendige midler blev ikke bevilliget. Som modtræk udstedte Estrup et provisorium d.v.s. en forløbig lov, som bevilligede penge til fæstningsbyggeriet. Dette var klart grundlovsstridigt og det medførte naturligvis til voldsomme protester fra Venstres side.

Imidlertid lykkedes det Estrup at få dele af Venstre til året efter at godkende bevillingen og dermed var partiets splittelse åbenlys.

Den største del af Venstre var dog modstandere af forliget, og i de følgende år forsøgte man med forskellige midler at hindre Estrups politik. Mest kendt er den såkaldte visnepolitik, der gik ud på, at Venstre konsekvent stemte imod statslige udgifter herunder bevillinger til forsvaret. Tanken var, at når Folketinget hindrede staten i at afholde udgifter, så ville det blive ganske klart for vælgerne, at regeringen ikke var i stand til at regere og derfor måtte gå. Det skete imidlertid ikke!

I stedet blev det fast rutine, at Estrup med kongens billigelse regerede, herunder bevilligede penge til fæstningsbyggeriet, på grundlag af provisoriske finanslove. Provisorie-årene, der strakte sig fra 1885 til 1894, er vel de bitreste i Venstres historie: De så magtesløse til mens Købehavn blev befæstet, og uden at de kom et skridt nærmere den eftertragtede overgang til parlamentarisme.

Bevæbnede venstrefolk

På rigsdagen var Venstre magtesløse, men man havde godt fat i folket d.v.s. bønderne. Et af de steder Venstre gjorde sig gældende var, som nævnt ovenover, på uddannelsesområdet via højskolen. Et andet var i Skytte- og Gymnastikforeningerne, som blev oprettet i stor stil i disse år. Her kunne den forsvarsbegejstrede ungdom lære våbenbrug og samtidig blive opdraget i den rette patriotiske ånd. Veteraner fra krigen i '64 førte an i foreningerne og national genrejsning 'med dannevirke i hver mands bryst' var et dominerende ideologisk udgangspunkt for deres virke. De fleste foreninger blev stiftet i landområderne og tilknytningen til Venstre og højskolen var stærk.

I regeringskredse så man sådan set velvilligt på den nationale oprustning, men i virkeligheden var man stærkt bekymret for, at ivrige venstrefolk kunne finde på at bruge foreningerne og deres bevæbning mod den herskende klasse i København.

dddddd

Logoer fra to endnu eksisterende skytte-foreninger med en lang historie bag sig.
Gl. Skanderborg Amts Skytteforening

Øvelse i skytteforeningen, skildret i et træsnit fra 1860'erne. Flaget har en fremtrædende plads, og det er ikke kun skydefærdigheder, som øves. Bajonetfægtning, selvforsvar og gymnastik, altså målrettet forberedelse til krig, var i visse af foreningerne fremtrædende aktiviteter. Behovet for øvelseslokaler blev iøvrigt begyndelsen til opførelsen af de første forsamlingshuse i sognene. Kilde: www.denstoredanske.dk

Skytterne og Venstre forholdt sig dog trods flammende retorik i ro. Det skal et godt stykke af vejen ses som et udslag af, at ledende venstrefolk prioriterede demokratiet og ikke så en fordel i at bruge udenoms parlamentariske midler til at nå deres mål. Men det viser også - og nok så vigtigt - at Venstrelederne på dette tidspunkt havde tilstrækkelig folkelig legitimitet til at tøjle gemytterne. Revolution lå ikke til bønderne og Venstre.

Allerede i 1860'erne var demokratiet modnet. Venstre-lederne havde accepteret den grundlæggende præmis, at politiske resultater opnås gennem dialog og valg, og ikke gennem revolutionær foretagsomhed.

Ikke desto mindre var regeringens frygt for bevæbnede venstrefolk i hele landet en væsentlig årsag til, at man valgte at befæste København i stede for at bygge forsvaret på en borgervæbning.

Estrup manøvrerer og dikterer

Estrup trådte til som Konseils-præsident i 1875. I de mange år, det lykkedes ham at holde Venstre fra magten, brugte han to taktikker: Plan A: Split Venstre og få vedtaget de love, der er nødvendige, og Plan B: Gennemfør lovgivning provisorisk, altså uden parlamentarisk dækning.

Det sidste skete med henvisning til en juridisk spidsfindighed i grundloven. Den havde en bestemmelse om, at finansloven skulle vedtages. Men der stod ikke noget om af hvem. Og - sådan kunne det ifølge Estrup tolkes - det kunne jo bare være kongen, som skulle vedtage den. Og det gjorde han gerne! Det blev grundlaget for provisorieårene, der strakte sig fra 1885 til 1894.

Som årene gik blev kampen mellem Venstre og Estrup mere og mere

forbitret. Hverken Venstres samarbejds- eller konfrontationspolitik virkede, og Estrup indskrænkede gradvist de demokratiske rettigheder.

Helt amok gik det da en sindsforvirret typograf, Julius Rasmussen, forsøgte et attentat mod Estrup i 1885. Estrup kædede uden ringeste bund i virkeligheden begivenheden sammen med Venstres politik og gik til selskab hos gode venner samme aften.

Dagen efter sendte han rigsdagen hjem og indførte reelt diktatur: Han oprettede gendarmerikorpset (de blå gendarmer), gav politiet udvidede beføjelser, indskrænkede retten til køb og brug af våben (rettet mod skytteforeningerne) og udviddede censuren. Alt sammen for at reducere Venstres politiske muligheder.

Venstre vedblev at have succes til folketingsvalgene, men kom ikke et skridt nærmere regeringsmagten.

Attentant på Estrup

Julius Rasmussen forsøger et attentat mod Estrup

Det rådne forlig og systemskiftet

Deuntzers regering. Bemærk den - i forhold til Estrups regering - stærkt reducerede militære deltagelse.

Kampen om parlamentarismen sled dog også på Estrup og i 1894 var han træt. Han havde da siddet i 19 år og han ønskede at trække sig til bage. Højre og Venstre indgik forlig om befæstningens færdiggørelse og ophævelse af de udemokratiske provisorier mod, at Estrup gik af, og at kongen udnævnte en Venstre-regering. Det sidste var i hvert fald Venstres forventning. Kongen var imidlertid godt tilfreds med Højre, som fik lov at regere videre under skiftende konseilspræsidenter! Det var en streg i regningen og det udløste forståeligt nok umådelig harme i Venstre! Ikke mindst i de kredse, som havde været imod forliget. De kaldte det 'Det rådne forlig'. Men lige lidt hjalp det.

Det første valg med hemmelig afstemning blev afholdt den 3. april 1901. Det blev en katastrofe for Højre, som kun kom i folketinget med 8 mandater. Bl.a. under indtryk heraf kastede kongen den 24. juli - for at være helt præcis - håndklædet i ringen og udnævnte den første Venstreregering med J. H. Deuntzer som konseils-præsident.

Dermed blev parlamentarismen reelt indført i Danmark. Formelt blev parlamentarismen dog først sikret som §15 i den gældende grundlov fra 1953.

Påskekrisen 1920

Parlamentarismen blev indført i praksis i 1901, men formelt d.v.s. rent grundlovs-mæssigt havde kongen stadig retten til at udnævne regeringen, som han nu lystede. Det er dog kun blevet forsøgt én gang, nemlig under Påskekrisen i 1920.

Den nævnes her, fordi krisen havde sit åndlige udspring i nationalismens mest konservative elementer, altså netop den del af aristokratiet, som også Estrup havde været en del af.

Freden i Wien, der afsluttede krigen i 1864, indeholdt en paragraf 5 der bestemte, at der på et tidspunkt skulle afholdes valg om, hvor den dansk-tyske grænse skulle trækkes. Bestemmelsen blev en del af fredsslutningen efter første verdenskrig, og i 1920 blev der derfor udskrevet folkeafstemning med henblik på at fastlægge den fremtidige grænse. Til kongens store fortrydelse viste valget, at Flensborg ikke blev en del af Danmark. Den siddende Radikale regering (Zahle) anerkende det internationalt sanktionerede valg og tabet af Flensborg, men Christian den 10. afsatte regeringen og indsatte en ny, regeringen Liebe, der forventedes at ville føre en politik med henblik på at indlemme Flensborg i Danmark. Kongens enevældige indgriben vakte stærke følelser, og han kom under voldsomt folkeligt pres. Flensborg forblev tysk, og kongen, der mildt sagt

havde overspillet sine kort, mistede al reel politisk indflydelse herefter. Og sådan har det heldigvis været siden.

Siden 1901 har der været to store grundlovsrevisioner. Den første i 1915

huskes især fordi kvinderne (og andre) ved den lejlighed fik stemmeret, mens den anden fra 1953 huskes for dels at afskaffe Landstinget, dels i §15 at indføre palamantarismen som grundlovsfæstet princip.

Christian d. 10 på sin hvide hest

Christian d. 10 red den 10. juli 1920 over grænsen på den hvide hest og kom noget uberettiget til at fremstå som den sidste sejrende konge, der fik gammelt dansk land tilbage til riget.
Last updated on december, 2013