Første verdenskrig 1914-18

Den sidste halvdel af det nittende århundrede var magtpolitisk set præget af det tyske riges samling og en stadig voldsommere bipolær rivalisering først mellem Tyskland og Frankrig og senere - fra omkring 1890 - mellem Tyskland og England.

Den drivende faktor var Tysklands meget dynamiske økonimiske og industrielle udvikling, som fik ledende kredse med Kejser Wilhelm d. 2. i spidsen til at mene, at Tyskland dels blev forfordelt, da verdens kontinenter blev delt mellem Frankrig, England, Holland m.v., dels blev militært indesluttet af fjendtlige stormagter: Frankrig, England og Rusland. Tyskland ville fri af disse lænker og 'have en plads i solen', som man sagde.

Situationen førte en generel - men dog mest udpræget i Tyskland - oprustning med sig og samtidig forsøgte begge sider af den til stadighed varmere konflikt at sikre sig ved at indgå i alliance med andre lande. Tyskland allierede sig med Østig-Ungarn og Italien i Tripel Alliancen mens England søgte sammen med Frankrig og Rusland i Tripel Ententen.

Alliancesystemet beroede på en særdeles regid indre logik, hvilket bevirkede, at en relativ uskyldig begivenhed som mordet på Ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru i Sarajevo den 28. juni 1914 udløste en ukontrolleret kæde af krigserklæringer, der resulterede i første verdenskrigs myrderier.

Danmark blev ikke inddraget i krigen, men den havde ikke desto mindre store militære og især økonomiske konsekvenser.

Den 28. juni 1914 springer Gavrilo Princip fra den serbiske nationalistgruppe “Enhed eller Død” frem og dræber ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru med to skud.

Danmark 1. august 1914

Københavns befæstning. Klik for større billede.

Som det fremgår af Østsjællands Folkeblad fra den 26. juli 1914 er Serbien og Østrig-Ungarn i krig. Få dage efter Danmark involveret i krigen - dog ikke som krigsførende. Klik på billedet for forstørrelse.

Krigsudbruddet den 1. august 1914 kom ikke bag på regeringen i Danmark. Det var ganske klart, at den internationale situation efter mordet i Sarajevo og stormagternes efterførlgende diplomatiske udmeldinger var spændt til bristepunktet, og at en stormagtskrig kunne blive resultatet. Den tyske gesandt havde i god tid gjort opmærksom på, at det ville blive betragtet som et fjendtligt træk, hvis Danmark mobiliserede før en eventuel tysk krigserklæring. Det gjorde Danmark derfor ikke.

Regeringen var indstillet på så vidt muligt at holde Danmark ude af krigen og opretholde status som neutralt land. Ved indgåelse af forsvarsforliget 1909 havde man allerede forberedt sig på situationen, idet forliget åbnede mulighed for, at der i en krisesituation kunnne indkaldes en såkaldt sikringstyrke til varetagelse af statens neutralitet uden at lave en fuld mobilisering. Sikringsstyrken omfattede både hæren og flåden.

Krisudbruddet satte Danmark i et dilemma, idet en mobilisering på dansk initiativ kun kunne blive betragtet som vendt mod Tyskland, mens en dansk mobilisering gennemført under pres fra Tyskland kun kunne blive betragtet som vendt mod England.

Det sidste skulle blive tilfældet. Konsekvensen for Danmark skulle dog vise sig at blive begrænset, idet England allerede før krigsudbruddet havde afskrevet dansk territorium som tysk interessesfære.

En 'sidegevinst' ved krigsudbrudet var at guldindløseligheden blev suspenderet. Det førte til et bekymret opløb foran Nationalbanken. Kilde: Nationalbanken.

Sikringsstyrken til søs

Allerede få timer efter krigserklæringerne var blevet kendt kunne flåden gå i aktion, og den danske udenrigsminister meddelte den tyske og engelsek gesant, at flåden havde følgende opgave: "For at hævde Neutraliteten og holde de militære Operationer borte fra de danske Farvande og Kyster og for at bevare Forbindelsen mellem de forskellige Dele af Landet har den danske Regering besluttet at spærre danske territoriale Farvande i Sundet og Store og Lille Bælt med Miner."


Kystforsvarsskibet Herluf Trolle.

Efter beslutningen om minespærring af de danske stræder stod flåden over for en vanskelig opgave: På den ene side skulle den forsvare dansk neutralitet og imødegå angreb på dansk territorium hvorend angrebet måtte komme, og på den anden side skulle flåden forsvare de udlagte minespærringer altså en geografisk set lokal opgave. Løsningen blev, at flåden blev opdelt i en 1. Eskadre, der skulle have station i Sundet, en 2. Eskadre, der havde station i Storebælt, mens et mindre antal skibe fik station i Lillebælt og Smålandsfarvandet.

Den enkelte eskadre var normalt sammensat af mindst et kystforsvarsskib som flagskib, 1-2 krydsere, 6-9 torpedobåde og 3-4 undervandsbåde samt nogle støtteskibe. På Københavns Red var flåde støttet af Den Flydende Defension , der rådede over 4 kanonbåde eller inspektionsskibe og 12-15 ældre torpedo- og patruljebåde samt et antal støtteskibe. Lidt hovedregning får det til 60-70 skibe ialt.

De krigsførende parter forsøgte gennem hele verdenskrigen at respektere Danmarks neutralitet, men der blev alligevel rapporteret om i alt 164 neutralitet-skrænkelser, hvoraf strandingen af den engelske u-båd E.13 med 15 dræbte soldater til følge var den alvorligste. Man kan således sige, at flåden var betydeligt tættere på at deltage i egentlige militære aktioner end hæren.

Afsnittet om den maritime sikringsstyrke er en let omskrivning af afsnittet om samme, som findes på en glimrende side om flådens historie.


U-båden Dykkeren.

Mineudlægningen

Fra dansk side søgte man som nævnt at holde sig ude af krigen ved at følge en - på papiret væbnet - neutralitetspolitik. Det var derfor en streg i regningen, at Tyskland allerede den 5. august krævede, at Danmark udlagde miner til spærring af Storebælt; en handling der, hvis den blev gennemført, kun kunne opfattes som værende vendt mod England og dets allierede Rusland, idet en spærring ville vanskeliggøre et Russisk/Engelsk angreb fra nord.

Regeringen valgte at give efter og udlægge miner i Storebælt. Beslutningen blev taget i et klima af stor usikkerhed om hvilke forholdsregler

England ville tage, men beslutningen viste sig stort set ikke at få negative følger for Danmark. Det skal først og fremmest tilskrives det forhold, at England, i modsætning til hvad de politiske og militære ledere i Danmark troede, havde afskrevet Danmark som ensidig tysk magtssfære. Englænderne havde m.a.o. allerede tidligt i deres militære planlægning regnet med at bælterne ville blive spærret, og at et angreb fra nord gennem bælterne var umuligt.

En meget forsvarsbegejstret udgiver af tryksagen Vor Hær i Krig og Fred, Arne Stevns, skriver i øvrigt om forløbet: Som

Svar paa et Telegram til Kong George V af England, hvori Sagen fremstilledes, fik Kong Christian et overmaade venligt Svar, og den herværende engelske Gesandt betegnede vor Holdning som "ganske fornuftig". Og det var jo rart at vide!

Fra engelsk side havde man mere fokus på verdenshavene og først og fremmest interesseret i at hindre den tyske højsøflåde i at komme ud og true engelske eller allierede interesser. Man valgte derfor at lægge en mine- og flådespærring dels i Den Engelske Kanal og i området mellem Skotland og Norge.

Minelæggeren Lossen på støt kurs.

Minering er effektivt forsvar. Her ses torpedobåden Sværdfisken minesprængt december 1918.

Kortene viser de centrale minefelter i hhv. Storebælt og Øresund. Kilde navalhistory.dk

Sikringsstyrken indkaldes

Københavns befæstning. Klik for større billede.

Billedet er taget fra Vestvoldens hjemmeside

Politisk var man forberedt på krigsudbruddet, men også hæren havde forberedt sig godt og allerede samme dag, som krigserklæringen blev offentliggjort, indkaldtes 21.000 mand af sikringsstyrken. Fra dansk side frygtede man et tysk angreb, hvis man i Tyskland fik det indtryk, at Danmark ikke ville forsvare sig mod et eventuelt angreb fra England med henblik på en invasion af Tyskland nordfra. I de kommende dage øgedes styrken og den 7. august var 47.000 mand på Sjælland og 10.000 i Jylland og på Fyn principielt klar til kamp.

Den sjællandske del af sikrings styrken havde først og fremmest til opgave at bemande befæstningen og oversvømmelsesanlægget nord for København samt påbegynde

nødvendige forbedring og udbygning af anlægget med henblik på at gøre det kampklart.

Sikringsstyrken omfattede 57.000 mand i 1914. En overgang i 1915 øgedes den noget men nedsattes igen og lå ved årets udgang på 44.000 mand. Fra efteråret 1917 blev den yderligere reduceret til 32.000 for at blive afviklet ved krigens slutning.

Fæstningen forstærkes

Sikringsstyrkens første opgave blev at gøre Københans Befæsting kampklar. Allerede før krigsudbruddet var regeringen klar over, at Københavns befæstning ikke var lige effektiv over hele linjen. Især var opmærksomheden rettet mod 'hullet i Nordfronten' og allerede i 1913 påbegyndtes byggeriet af Tårbæk Fort. Det blev klar i løbet af 1915.

Men der var mange andre svage punkter, som man umiddelbart gik i gang med at forstærke. Og arbejdskraft havde man jo nok af! Af væsentlige initiativer kan nævnes omfattende skovrydninger ved Vestvolden og Fortunens Indelukke (i Dyrehaven) samt fældning af træer i private haver. Der blev udlagt pigtråd - store mængder pigtråd - og der blev bygget nye batterier, flankeringskaponierer, mandskabsrum m.v. en lang række steder bl.a.: Dyrehave-stillingen, stillingerne ved Bavnehøj, ved

Pigtråd. Billedet er taget under 1. verdenskrig.

Fortunfortet og Tårbæk Fort markeret med rød, forhugget er grønt og Eremitageslottet er markeret med blåt. Mellem de to forter løb Dyrehavestillinge. Et større anlæg, Præstesletteskansen, er markeret med rødt i midten. Skansen var ikke en del af Dyrehavestillingen, men blev bygget i forbindelse med nogle øvelser i 1894-5.

Vintappersøen, ved Krogslyst og Vibeholm, ved Islevhus og Frederiksundsbanen m.v. Fælles for anlæggene var, at de ud over at skulle lukke huller i forsvarsanlægget, skulle rykkede forsvarslinjen yderligere væk fra Københavns centrum. Derved mindskedes muligheden for, at fjendens langtrækkende skyts kunne nå byen.

Den militære ledelse i Danmark anså det for meste sandsynligt, at et eventuelt angreb fra tysk side (man regnede ikke med et angreb fra England) ville komme syd for

København via en landgang i Køge Bugt. For at forhindre dette opførtes Mosede Fort. Det lå imidlertid temmelig isoleret og var derfor et relativt let offer for den indtrængende fjende. Til forstærkning opførtes derfor i 1915-16 Tunestillingen, der var en feltbefæstet stilling gående fra Mosede/Tune til Roskildefjord - med mulighed for forlægnelse til Hundested.

Tidligt i krigen blev det klart at luftskibe såvel som fly blev en stadigt større trussel. Dette førte til at man efterhånden supplerede Københavns befæstning med det første beskedne luftforsvar. Dermed var København befæstning fuldt udbygget.

Sikringsstyrken hjemsendes

Den 11. november 1918 kl. 11 blev der sluttet våbenhvile og tropperne ved fronterne og vores egen sikringsstyrke kunne vende snuden hjemad. De danske jens'er har lidt betydeligt mindre end deres tyske, franske og engelske kolleger, men ensformigt og kedeligt har livet som fæstningsartillerist ofte været, og de tre gutter på billedet ser sikkert frem til at komme hjem til konerne og børnene....

De ser jo velnærede ud og jeg vil tro billedet til højre er taget i begynd- elsen af krigen. Mod slutningen var der smalkost og folk sultede, dog uden at være døden nær. Men sulten var nok også et incitament til at komme hjem til gården og mors kødgryder.