Danmarks internationale stilling

Wienerkongressen, der afsluttede napoleonskrigene formelt i 1815, lagde rammerne for den såkaldte koncert, d.v.s. det magtbalancesystem, som sikrede (næsten) et hundrede års fred i Europa.

Systemets grundlæggende stabilitet byggede på, at de fem stormagter (England, Frankrig, Østrig, Rusland og Preussen (Tyskland)) militært set var helt dominerende i forhold til alle andre stater kombineret med de samme stormagters generelle ønske om at opretholde status quo. Systemet var forbavsende livskraftigt og opretholdtes frem til slutningen af århundredet kun afbrudt af de mindre krige, som fulgte med tysklands samling, dvs. krigen mod Danmark, 1864, mod Østrig, 1866, og mod Frankrig, 1870-71. Den sidste var på Frankrigs bekostning langt den alvorligste.

Tysklands samling og det franske nederlag bevirkede, at det europæiske magtbalancesystem gik fra koncert til et mere og mere bipolært system med Tyskland og Frankrig, senere England, som de to poler.

I ledende tyske kredse med kejseren i spidsen opstod i slutningen af attenhundredetallet en fundamental

Københavns befæstning. Klik for større billede.
Wienerkongressen. Samtidige radering. Deltagerne er samlet til forhandling. På bordet står en globus, og der er fremlagt kort, linealer og passer, så grænserne kan blive trukket på ny efter Napoleonskrigene. Ved bordets ene langside sidder fra venstre kejser Aleksander 1. af Rusland, Frans 1. af Østrig og Frederik Vilhelm 3. af Preussen. Ifølge encykopædien skulle den danske konge, Frederik 6, også være til stede på billedet. Hvor er dog klart? I baggrunden ses en statue af gudinden Justitia for retfærdighed! Se Den Store Danske

utilfredshed med Tysklands - især set i forhold til Englands - mindre glorværdige økonomiske, militære og politiske placering i Europa. Kejseren ville have "en plads i solen", som han sagde. Baggrunden for denne udvikling var, at Frankrig økonomisk og militært blev stadigt svagere efter nederlaget i '71

samtidig med, at den industrielle udvikling og de imperiale udvidelser i England for alvor tog fart. Derved blev England og ikke Frankrig den reelle hindring for tysk ekspansion og derfor var det også England og Tyskland, der kom til at stå som hovedmodstandere under 1. verdenskrig.

Bismarck og Napoleon

Tre tabere og en vinder. Kejser Franz Josef I af Østrig-Ungarn til venstre bommede fælt i 1866 og måtte forlade det Tyske Forbund. Konseilspræsident Monrad til højre lokkede Christian d. IX til at gå i krig i 1864. Det var ikke smart og kongen og folket måtte tage skraldet. I midten samtaler sejrherren, Bismarck, med en nedbøjet Napoleon III efter at sidstnævnte var blevet taget til fange under den fransk-tyske krig 1870-71. Det var ikke karriere- fremmende, og Napoleon døde i eksil i England med øgenavnet 'Napoleon den Lille'. Bismarck derimod, han vandt med rank ryg hæder og ære ....

Småstater med magt

Overgangen fra koncert til bipolaritet betød, at småstater som f.eks. Danmark relativt set fik mere magtpolitisk indflydelse. Under koncerten fastlagde stormagterne i fællesskab og uden anvendelse af militær magt grænserne for de små landes indflydelse. Stormagterne var ikke interesserede i, at lade en mere eller mindre perifer småstat ødelægge den gode stemning. Konsekvensen var, at småstaternes magtpolitiske indflydelse var meget begrænset.

Under bipolariteten ændrede dette billede sig, idet småstaterne fik friere tøjler mht. hvilken stormagt de ville alliere sig med. Det galdt især for en relativt set strategisk centralt placeret småstat som Danmark. Men en sådan alliance måtte de andre stormagter naturligvis tage alvorligt.

På den måde fik småstaterne under bipolariteten relativ mere magtpolitisk indflydelse, men det betød samtidig, at de militære, udenrigs- og forsvarspolitiske krav til småstaterne voksede. Ikke mindst hvis man som mange danskere ønskede at hævde sin neutralitet med et ikke ubetydeligt element af væbnet magt.

Træerne voksende dog heller ikke dengang ind i himlen og selvom englen på toppen af Siegesaeule (Sejrssøjlen)

havde ansigtet vendt mod Paris, var den en brisant påmindelse til danske politikere om at føre en ydmyg og respektfuld udenrigspolitik - søjlen blev nemlig rejst til minde om de tyske sejre

over Østrig i 1866, Danmark i 1864 og Frankrig i 1871. Hitler flyttede søjlen til sin nuværende placering, hvor den overlevede verdenskrigen og stadig kan beskues til skræk og advarsel.

Siegessaeule

Siegsaeule til minde om tyskernes sejr i 1864, 66 og 71 ved indvielsen i Berlin i 1873. Den stod oprindelig foran rigsdagsbygningen men blev under Hitler flyttet til sin nuværende placering i Tiergaten.

Forsvaret af Danmark

Nederlaget i 1864 bevirkede, at der var stor folkeligt opbakning bag reetablering af forsvarsevnen og politisk vilje til at føre en aktiv forsvarspolitik. Bortset fra et lille antal mindre besindige revanchister var der dog samtidig grundlæggende enighed om, at Danmark ikke længere hverken kunne eller skulle spille nogen selvstændig rolle som international militær magt. Fremtiden stod derfor i den væbnede neutralitets tegn.

Men at opretholde neutraliteten i en omskiftelig verden krævede, at Danmark førte en aktiv forsvars- og udenrigspolitik. Det indebar dels at et vist minimum af forsvarsmæssig kapacitet blev opbygget og vedligeholdt, dels at der blev ført en udenrigspolitik, som respekterede de magtbalancer, der blev defineret af stormmagterne.

For så vidt angår udenrigspolitikken er der grund til at bemærke, at Udenrigsministeriet så sent som i 1898 samlet set bestod af en geheime-legationsråd og otte medarbejdere! Og man må stille spørgsmål ved, i hvor høj grad denne fåtallige styrke var i stand til

Et sjovt billede fra Blæksprutten 1937 giver et ikke særlig venligt billede af dansk neutralitet og magelighed.

at føre den ønskede politik. Man må håbe de i det mindste kunne lidt fremmedsprog!

Opbygning af forsvarsmæssig kapacitet fik som bekendt en meget fremtrædende realpolitisk placering frem mod systemskiftet i 1901. Dette skyldtes kun i beskedent omfang regeringens ønske om at markere Danmark som forsvarsberedt, neutralt land på den europæiske scene. Reelt skyldtes det, at forsvarssagen blev forfatningskampens centrale politisk taktiske omdrejningspunkt, idet godsejerne og Estrup behændigt udnyttede Venstres vægelsind på netop forsvarsspørgsmålet til at holde sig ved magten trods stadig vigende folkelig opbakning.

De militærpolitiske grundsynspunkter

Selvom forsvarssagen først og fremmest spillede en taktisk politisk rolle blev der dog fremført reelle forsvarspolitiske synspunkter, som man med god grund kunne blive uenige om. Man kan overordnet set identificere tre grundlæggende forskellige forsvars-politiske synspunkter: Afvæbnet neutralitet og væbnet neutralitet, der findes i to varianter: Det decentrale - og det centrale forsvar.

Den afvæbnede neutralitet støttedes først og fremmest af en ret eksklusiv gruppe af akademikere og havde så vidt vides ikke på dette tidspunkt egentlig folkelig opbakning. Viljen til at forsvarer Danmark med udgangspunkt i en mere eller mindre rabiat nationalisme var fremherskende, og det bitre neder lag i 1864 var ikke glemt. Med sin bemærkning om, at danskerne ikke havde brug for Slesvig, når de nu har Tivoli, bragte den tyske kejser naturligvis

ved til det nationalistiske bål, forsvarsviljen og revanchismen.

Fælles for de mange notater, betænkninger, officerskommissioner og forslag til forsvarsforlig, der blev lanceret i årene op til systemskiftet, er, at de lagde vægt på, at Danmark skulle genopbygge en stærk (forsvars)flåde støttet af stor minelægningskapacitet til at hindre fjendtlig landgang.

Fregatten Jylland
Fregatten Jylland vandt Slaget ved Helgoland i 1864 og sikrede marinen brugbar prestige.

Heri var Venstre og Højre nogenlunde enige skønt udgifterne var af samme størrelsesorden som til landbefæstningen. Denne grund-læggende enighed er formentlig årsagen til at reetableringen af flåden ikke står så markant i forfatnings-kampen som fæstningsbyggerierne.

Flåden skulle enten aktivt eller - som det vigtigste - passivt gennem mine- udlægning holde fjenden på afstand.

Men når det kom til forsvaret til lands var meningerne delte. Hvordan skulle man møde fjenden, hvis det lykkedes ham at nedkæmpe flåden og foretage en egentlig invasion? Skulle fjenden møde en velbevæbnet og forsvarskyndig befolkning, uanset hvor han gik i land eller skulle forsvaret indskrænkes til København (og Holmen), altså til det administrative og politiske centrum?

Hvad skal det nytte?

Et sidste forsvarspolitisk grundsyns- punkt, der skal nævnes her, er afvæb- net neutralitet: At Danmarks sag tjentes bedst ved at landet ikke rådede over militære styrker og handlede som neutralt land.

Viggo Hørup
Viggo Hørup

Det var dette synspunkt Viggo Hørup og Det Europæiske Venstre forfægtede, da han i en berømt tale i Folketinget med henvisning til foreslåede forsvarsbevillinger stillede det retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte? P. Munch blev Viggo Hørups arvtager og han søgte - og havde i vid udstrækning held med - at fortsætte Hørups linje dog under skyldig hensyntagen til militærets realpolitiske indflydelse bl.a. under første verdenskrig.

Hørup er uden sammeligning den kendteste forkæmper for fred og neutralitet, men i virkeligheden bør Frederik Bajer nævnes i samme moment. På mange måder var det nemlig ham, der drev det politiske arbejdet for fred og neutalitet i slutningen af det nittende århundrede. Han deltog i krigen i 1864 og kendte derfra krigens rædsler. På den baggrund indtrådte han i 1867 i den Internationale Fredsliga, hvis repræsentant han var

Frederik Bajer og Mathilde Fibiger
Frederik og Mathilde Bajer

i Skandinavien. I 1882 stiftede han Dansk Fredsforening. I 1891 var han initiativtager til dannelse af Det Internationale Fredskontor i Bern. Han var formand til 1907. Han modtog, som den hidtil eneste dansker Nobels Fredspris for indsatsen i 1908.

Han må i sandhed have været en ildsjæl, for ved siden af sit fredsarbejde var han sammen med sin kone, Mathilde, engageret i kvindesagen og drivende kraft bag dannelsen af Dansk Kvindesamfund.

Med Dannevirke i hver mands bryst

"Vi vil arbejde hen til et maal, som er vigtigere end Kjøbenhavns Befæstning, det nemlig at skabe et Dannevirke i enhver dansk Mands Bryst."

Det synspunkt Christen Berg og med ham Det Nationale Venstre forfægtede var, at man skulle oprette en landsdækkende borgervæbning, som ville være i stand til at møde fjenden med overvældende styrke hvorend denne måtte finde det for godt at gå i land. Borgerne skulle ud over et grundlæggende våbenkendskab være opfyldt af begejstret forsvarsvilje og national stolthed.

Christen Berg

Christen Berg

Og det var noget, der havde en ikke ringe klangbund i befolkningen. Mange venstrevælgeres i forvejen stærke nationale følelser blev ikke mindre af det forsmædelige nederlag i '64. Men den enkeltbegivenhed, som måske virkede stærkest i forhold til ønsket om genoprustning, var tyskernes ensidige opsigelse af paragraf fem i 1879. Paragraf fem var en bestemmelse i fredsslutningen efter 1864, som fastlagde regler for den folkeafstemning, der skulle ligge til grund for den fremtidige grænsedragning mellem Danmark og Tyskland.

Opsigelsen af paragraf fem var virkelig noget, der kunne sætte sindene i kog, og med ophidselsen som brændstof blev det muligt - nærmest almindeligt - at indsamle private midler, blandt andet i form af frivillig krigsskat, til indkøb af alle typer krigsmateriel herunder hele forter, kanoner og anden udrustning. Samtidig styrkede opsigelsen stærke nationalt sindede venstrekræfter, som stod bag oprettelsen af skytte- og gymnastikforeninger over hele landet. Disse foreninger skulle være med til at

uddanne landbefolkningen i våbenbrug og andre militære discipliner.

Denne udvikling generelt, men især oprettelsen af skytteforeningerne, så Højre på med et ikke helt uforståeligt forbehold, idet borgervæbningen naturligvis også kunne være et potentielt magtmiddel i hænderne på ambitiøse Venstreledere i København. Derfor blev foreningernes muligheder for at 'opruste' begrænset via lovgivningen.

Men de ledende venstrepolitikere var trods alt heller ikke villige til at gå så vidt, som til at anvende dem i en indenrigspolitisk konfrontation. Foreningerne fik kun betydning som politisk manifestation, og i sidste ende er det vel et udtryk for, at en demokratiske tradition var ved at få fodfæste i Danmark.

Paragraf fem blev iøvrigt revitaliseret i forbindelse med Versailletraktaten, der afsluttede 1. verdenskrig, og i 1920 blev en del af det tabte stemt hjem til Danmark igen, netop med udgangspunkt i bestemmelserne i paragraf fem.

Fire stadig aktive skytteforeninger, som blev dannet op til - eller lige efter nederlaget i 1864.

Københavns befæstning

Ud fra en militærteoretisk synsvinkel fremfører oberst Rolf Kall i sin "Land-krigskunst i Omrids" fra 1906 meget klart argumentet for at befæste København. Han skriver:

"Indianer-høvdinge og Negerkonger kan føre Krig, medens de flakker om fra Sted til Sted; civiliserede Landes Statsmaskineri gaar snart i Staa, hvis Fjenden bliver Herre i Hjertet af Landet. Derfor må i det mindste Hovedstaden, en anden vigtig By eller Landsdel være sikret ved Fæstningsværker" (citeret efter O. Andersen).

Argumentet er sådan set ganske indlys-enden: Hvis man ikke kan forsvare nationens politiske epicenter, så kan man ligeså godt lade være at forsvare sig. I det konkrete tilfælde skulle argumenta-tionen dog udvides, idet en alment accepteret rammebetingelse var, at Danmark ikke havde militær kapacitet til at forsvare hovedstaden i det uendelige; man regnede kun med at kunne forsvare København så lang tid, som det tog en allieret stormagt at komme os til hjælp. Hvor lang tid, det ville tage og hvilken stormagt, der var tale om, blev aldrig afklaret! Ikke desto mindre må det vel betragtes som et validt militært synspunkt. Det skete iøvrigt med henvisning til, at nederlænderne var kommet os til undsætning under svenskernes belejring i 1660.

Estrup

Men der var også andre og mere profane årsager til, at en befæste København. Søren Mørch skriver: "Kongen og regeringens tilhængere var ikke meget for det med Dannevirke i hver mands bryst, fordi det ville betyde en farlig våbentræning og bevæbning af menigmand".

Godsejerne og Estrup mente, at det var lettere at kontrollere bevæbnede venstremænd, hvis de var samlet i København.

Men fæstningsbyggeriet var først og fremmest Estrups redskab til at splitte

Venstre politisk. Venstre var i et dilemma, idet man på den ene side modstander af Københavns befæstning (der boede jo ikke mange venstremænd i København), men på den anden side var man forsvarsvenlig. Derfor stemte store dele af Venstre for forsvarsbevillinger, men altså ikke lige de bevillinger de ønskede sig mest. Dette udnyttede Estrup behændigt i de tyve år han var ved magten.

Det var dog ikke omkostningsfrit for fæstningen kunne næsten kun ses som værende vendt mod Tyskland - netop det land hvorom Estrup havde sagt: "Den næste kamp, i hvilken Danmark kommer til at stå med allierede eller alene mod Tyskland, bliver sandsynligvis Danmarks sidste kamp, og jeg anser det derfor for nødvendigt, at vi i tide nærmer os Tyskland så meget, at det ikke kan nære nogen som helst tvivl om, at Danmark vil stå på dets side - i hvert fald aldrig imod det."

En konsekvens af denne dobbelthed var, at Estrup - med held skal det bemærkes - udfoldede store anstrengelser for at blive gode venner med den tyske gesandt i København. J. C. Christensen havde i øvrigt samme problem, da han var forsvarsminister. Han løste det ved gennem sin departementschef, Lütken, at pleje tætte forbindelser med den tyske øverstkommanderende, Moltke.

De militære planlæggere er ikke enige

Uanset hvad d'Herrer politikere mente dikterede den militære selvopfattelse naturligvis, at hær og flåde skulle være klar til at imødegå enhver trussel til enhver tid. Og såvel politikerne som de militære ledere var af den grundopfattelse at i tilfælde af, at Danmark blev involveret i en krig ville det blive en reel eksistenskamp.

Men det var ikke indlysende hvordan man fra en militærfaglig synsvinkel skulle gribe forsvaret an. Trusselsbilledet var i stadig bevægelse, den teknologiske udvikling voldsom og det indenrigs-politiske klima og dermed mulighederne for at få militære bevillinger var særdeles omskifteligt. Hertil kom at beslut-ningstagerne var underlagt en stadig rivalisering mellem hæren og flåden.

Nederlaget i 1864 og tyskernes efterfølgende afklapsning af fanskmændene havde vist, at Tyskland nu var en stormagt, som Danmark på ingen måde skulle forsøge at rivalisere med. Den danske hær og ret hurtigt efter 1864 også flåden var tyskernes klart underlegen. Det betød, at de reelle trusler mod Danmark nu kom fra enten Tyskland eller England.

I slutningen af det attende århundrede forgik den teknologiske udvikling med stormskridt. På hærens område udviklede befæstningsteknikken sig, våbnene blev bedre, maskin- og rekylgeværer blev en selvfølgelig del af udrustningen, elektricitet blev indført som 'drivmiddel' til kommunikation og belysning o.s.v.. På flådens område kom torpedoer på mode, minetekno-logien blev udviklet, u-både og motordrevne panser(slag)skibe blev et must for enhver stat med respekt for sig selv.

Inden for den militære top diskuterede man ivrigt: Én gruppering var optaget af, at Danmark ved at være i stand til at spærre bælterne og sundet kunne tilbyde stormagterne noget og dermed bevare sin neutralitet. Andre lagde vægt på, at man ved at opbygge et forsvar ved lillebælt kunne hindre tysk invasion af øerne eller engelsk invasion ved Esbjerg. Atter andre - og det må siges at være dem der sejrede - havde fokus på Københavns befæstning.

En af de drivende krafter bag beslutningen, én af dem der støbte de politiske kugler, var Jesper J. Bahnson.

Han var medstifter af Det Krigsvidenskabelige Selskab og påvirkede gennem foreningens tidsskrift, Militært Tidsskrift, den politiske meningsdannelse gennem tyve år. Og endte altså med at få sin vilje.

Det generelle politiske klima i Danmark var, som vi har set, ustabilt, hvilket gav hæren og marinens ledere rige muligheder for selvstændige bevillingspolitiske initiativer og intern rivalisering. Det er således ganske betegnende at marinen, samtidig med planlægningen af anden etape af fæstningsbyggeriet, lykkedes med at få en bevilling til anskaffelsen af panserskibet Helgoland, der blev operationsklar i 1879. Helgoland (billedet nederst til venstre) var indtil 2004 det største skib i marinen. Det kan ikke overraske, men man må konkludere, at hæren og marinen ikke arbejde i retning af at dæmpe Venstre og Estrups parlamentariske kampe. Tvært imod. Se iøvrigt Danmarks Krigshistorie

Krigsminister J. J. Bahnson

Jesper J. Bahnson fik gennem sit tidsskrift og senere som Krigsminister stor indflydelse på beslutningen om at befæste København.
Panserskibet Helgoland
Last updated on February 02, 2013