Befæstningens militære værdi

At fæstningen havde stor indflydelse på den politiske, økonomiske og industrielle udviklingen i Danmark er inddiskutabelt. Hvorvidt fæstningen havde militær værdi er mere omdiskuteret.

Major O. Andersen gør sig i sin bog om landbefæstningen nogle tanker om

fæstningens modstandskraft over for et angreb. Han gør det ved at sammenligne med fæstningsanlægget ved Liége i Belgien, der i modsætning til Københavns befæstning blev inddraget i krigen. Liége blev angrebet 5. august 1914 og faldt 16. august. Fæstningen holdt altså i 11 dage! Oven i købet på et tidspunkt, hvor tyskerne slet ikke havde

erfaring med at angribe og indtage et moderne fort. Dén erfaring fik de!

Ikke desto mindre konkluderer O. Andersen, at det må betragtes som sandsynligt, at "Københavns Landbefæstning (…) i de kritiske augustdage ville kunne have modstået et tysk overfald".

Fort Loncin i Belgien efter et par dages tysk bombardament i august 1914.

Billederne herover viser, hvordan fortet Loncin uden for Liége tog sig ud efter de omtalte augustdage 1914 - fjorten dage efter første verdenskrigs begyndelse! Selvom O. Andersen mener Københavns befæstning var bedre end dén i Liége, forekommer det mig noget dristig, hvis det skal tages som udtryk for, at fæstningen dermed kunne opfylde sit mål: At give tid til at englænderne kunne nå at komme os til undsætning. Det er i hvert fald vanskeligt at se, hvordan England skulle kunne komme os til undsætning med en robust styrke i København på 11 eller lidt flere - lad os sige 14 - dage.

Dicke Bertha

Dicke Bertha. På en god dag kunne den sende en garanat på et ton med en sprængladning på 400 kg. mod fjenden på en afstand af 14 km.. Granatens bane gjorde at den ramte på samme måde som en bombe leveret fra et fly.
Specifikt om Fortunfortet og Nordfronten skriver han i øvrigt: "Hvorvidt vore værker på Nordvest- og Nordfronten ville kunne have gjort fyldest i forbindelse med et muligt fjendtligt gennembrud af Bavnehøj- og Dyrehavestillingen er et stort spørgsmål. Det kan ikke afvises, at vore ældste værker, Lyngby- og Garderhøjforterne, der udgjorde store, lønnende mål, ville være blevet skudt sønder og sammen uden at kunne løse deres fjernkamp- opgaver. Til gengæld skønnes det rimeligt at antage, at Gladsaxe-, Bagsværd- og Fortunforterne med lav profil og ringe udstrækning virksomt kunne have støttet og styrket infanteriforsvaret." Og han fortsætter om muligheden for at etablere oversvømmelser nord for København: "Oversvømmelserne ville - i hvert fald partielt - frembyde en god stormhindring, og de kunne flankeres effektivt af anlæggene i Ordrup Krat og fra Christiansholm"

I øvrigt tilføjer han, at selv efter at befæstningen var fuldt udbygget i 1916 ville den formentlig ikke kunne holde

væsentligt længere end de 10-14 dage nævnt ovenfor.

Tyskerne forbedrede jo løbende teknik og de fik nye våben til håndtering af faste stillinger. Kanonen Dicke Bertha med i hvert fald to søstre (billedet) brugte tyskerne til at molestere fjendtlige forter og senere til at terrorbombe Paris rædselsslagne indbyggere.

Henri Alexis Brialmont

Henri Alexis Brialmont, belgisk general, skrev i slutningen af attenhundrede tallet en række normsættende bøger om fæstninganlæg. Han stod bag opførelsen af de belgiske forter bl.a. ved Antwerben og Liége og hans teorier fandt anvendelse ved udformningen af Københavns befæstning. Han døde i 1903 - formentlig lykkeligere end hvis han havde oplevet tyskernes behandling af hans bidrag til det belgiske forsvar.

Københavns befæstning og Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig

Omdrejningspunktet for dansk forsvars- og udenrigspolitik under 1. verdenskrig var ønsket om at holde Danmark uden for krigen og bevare neutraliteten. Hvis man vil vurderer befæstningens betydning må spørgsmålet derfor være: I hvor vid udstrækning bidrog Københavns befæstning til at opfylde dette mål? Jeg er ikke bekendt med hvordan tyskerne - eller englænderne for den sag skyld - vurderede befæstningen i forhold til et eventuelt angreb på Danmark. Jeg er derfor henvist til danske kilder. Her er vurderingen meget varieret gående fra top begejsting til absolut afvisning af, at befæstningen skulle tjene noget militært formål overhovedet. Som en kuriosum kunne man nævne vor forsvars- begejstrede ven, Arne Stevns. Man skulle tro han var meget positiv i sin vurdering, men han forbigår fuldstændig spørgsmålet.

Det er - kan man have en formodning om - i virkeligheden ganske sigende.

Militær vurdering

Major O. Andersen, der også må siges at være forsvarsvenlig, leverer en bedre militærfagligt baseret vurdering. Han skriver at baggrunden for, at Danmark formåede at holde sig uden for krigen var "… stormagternes overvejende defensive holdning over for dansk territorium." Det er et synspunkt han har taget fra Branner (se nedenfor), men han tilføjer, at den teknologiske udvikling på det maritime område, især miner og torpedoer, begunstigede forsvaret af Østersøen, hvilket i sig selv gjorde et angreb fra engelsk side usandsynligt.

O. Andersen fortsætter: "Der skønnes dog også at være grundlag for at mene,

at vore forsvarsanstrengelser - specielt på Sjælland - har givet de krigsførende magter det indtryk, at vi både havde vilje og evne til at forsvare neutraliteten." Den, der skønner, er O. Andersen selv og hans argument må være, at befæstningen kunne forventes at holde lidt længere end fæstningsan- læggene i Liége, altså 14 dage, Spørgsmålet er om det har virket reelt afskrækkende på de krigsførende magter?

Fort Waehlem truffet
Fort Waehlem i belgien ukampdygtigt

Neutraliteten

Hans Branner, hvis bog først og fremmest har fokus på de de danske politikeres beslutningsproces op til mineudlægningen i august 1914, ser hovedårsagen til Danmarks neutralitet, som et udslag af stormagternes d.v.s. Englands og Tysklands generelt defensive tankegang i forhold til Danmark og Skandinavien i det hele taget.

Hertil kom, at det ville kræve betydelige ressourcer at angribe og holde Danmark besat, og at denne indsats formentlig ikke stod mål med den potentielle gevinst i form af adgang til relativt billige fødevarer.

De krigsførendes opfattelse synes at have været, at så længe, der er ro på nordfronten, så er alting godt; ikke mindst hvis Danmark i nogenlunde lige

Far, hvor fly'r vor Flæskesteg hen? Tegningen er fra Svikmøllen 1916 og viser noget om omfanget af dansk eksport til de krigsførende magter.

mængder kunne forsynede parterne med flæsk, bøffer og gullasch til den fortsatte krigsførelse.

Det forhold, at de øvrige neutrale stater,

især USA, holdt strengt på, at neutrale landes rettigheder skulle respekteres havde formentling også en hvis betydning for, at Danmark slap igennem de fire år som neutralt land.

Historikeren

GullaschBaroner

Gullaschbaronerne fester herover og til højre flankeres rigsvåbnet af en bonde og en jøde (det er uklart hvorfor jøderne skal blandes ind i sagen?). Der blev i samtiden såvel som senere set på gullaschbaronerne - altså dem, der blev rige på skyttegravssoldaternes ulykke - med den største foragt. Fattigfine og vulgære var de! Men rigtig fine ville de gerne være, og det er ikke et tilfælde, at Emma Gad fik succes med sin bog 'Takt og Tone' i netop de år. Tegningerne er fra Svikmøllen 1916.

Niels Finn Christiansen er vist grund-læggende enig med Branner. I bind 13 af danmarkshistorien tilføjer han en ekstra vinkel, idet han (ikke super underbygget) antyder, at opretholdelsen af neutraliteten formentlig også beroede på, at Danmark sikrede begge krigsførende parter forsyninger, især landbrugsvarer, til den fortsatte krigsførelse. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at før krigen gik 60% af vores landbrugseksport til England og kun ca. 30% til

Tyskland. I løbet af krigen forskubbede forholdet sig til Tysklands fordel, således at de fik ca. 50% hver.

Den samme bevægelse kan se vedrørende importen idet 37% af vores import før krige kom fra Tyskland og 17% fra England. Dette forhold udjævnedes, så vi importerede omtrent lige meget fra hver i løbet af krigen. Og begrebet gullaschbaron fik indhold og fylde.

CEPOS

På det seneste (2006) har den kon- servative tænketank CEPOS taget en række initiativer i retning af at revur- dere den dominerende (efter CEPOSs opfattelse radikale/ marxistiske) historiske bevidsthed ud fra en (anstrængt) liberal grundholdning.

Forsvarssagen er naturligvis i den sammenhæng et interessant område. I bogen 20 begivenheder der skabte Danmark behandles emnet dog ikke selvstændigt, men i Henrik Gade Jensens indlæg om rationering under 1. verdenskrig bemærkes det, at da "første verdenskrig brød ud i


Det belgiske Fort Waehlem truffet

august 1914, holdt Danmark sig neutralt. Hæren mobiliseredes, og takket været 1800-tallets store fæstningsbyggerier var København på det tidspunkt så militært befæstet, at det ville være taktisk og strategisk dumt for en fjende at forsøge at undertvinge Danmark. […] Der var med andre ord forsvarsvilje i Danmark og noget at have den i."

Gamle Estrup må da vende sig fornøjet i sin grav! Og det viser, at der stadig her hundrede år senere er politisk potentiale - måske endog sprængstof - i befæstningssagen.

Churchill

Som et kuriosum skal det i øvrigt be- mærkes, at den meget velrenomme- rede engelske krigshistoriker, John Keegan, i en bog om Churchill skriver: "Selv udkastede han [Churchill under 1. verdenskrig] den plan at man skulle sende flåden ind i Østersøen og lade den transportere russiske tropper til den tyske kyst, hvorfra de skulle avancere ind i landet og angribe

Berlin. Planen var det rene luftkastel: Hele den strækning russerne skulle forcere, var spækket med enorme minefelter."

Det interessante i denne forbindelse er naturligvis, at planen ikke betragtes som et luftkastel på grund af Københavns befæstning men på grund af minefelterne i Øresund og bælterne!

Churchill

Fall J

I de tyske marinearkiver findes en meget detaljeret plan, Fall J, som beskriver et angreb på Danmark. Fall J (J for Jylland) var den tyske marines bud på, hvordan man kunne erobre Danmark med

Admiral v. Pohl stod fadder til Fall J.

henblik på at sikre bedre operations-muligheder for den tyske højsøflåde og samtidig styrke den tyske forhandlings-position ved en evt. våbenhvile-forhandling. Det var imidlertid hæren, som dominerede den tyske beslutningstagning og reelt dikterede den overordnede tyske krigsplan, Von Schlieffenplanen.

Dén byggede på, at Tyskland kun måtte kæmpe på to fronter: øst og vest, og at det ville være for ressourcekrævende også at åbne en nordfront. Fall J kom derfor aldrig til udførelse. Men med til historien hører, at en vigtig forudsætning for J-planens heldige gennemførelse var, at den tyske flåde kunne være sikker på ikke at komme under beskydning fra danske 35,5 cm kanoner. De blev opfattet som så kraftige, at de ville kunne ødelægge en tysk flådeenhed i Køge Bugt og dermed hindre det massive bombardement af København, der var en vigtig del af planen. Kanonerne befandt sig rent faktisk på Dragør Fort, hvortil de var blevet flyttet fra Charlottenlund Fort. Rettidig omhu og god dansk strategisk planlægning!


Grev Alfred v. Schlieffen lagde navn til den tyske angrebsplan, som fulgtes under første verdenskrig.

For en amatør er det ikke let at afgøre, hvorvidt Fall J var i overensstemmelse med de forestillinger den danske hær og flåde gjorde sig, men læser man Clemmesen og Branner synes de millitære lederes bestræbelser ikke at have været helt hen i vejret, så på dette punkt kan befæstningen siges at have haft reel militær værdi.