Fortunfortets historie og opgaver

Fortunfortet, der er en del af nord- fronten, blev opført som et af de sidste under provisoriet. Byggeriet påbegyndtes i 1891 og stod på til kommandohejsningen den 20. december 1892 (billedet).

Byggeriet kostede ifølge Kaptajn A.G. Nyholm kr. 549.999,33 i alt. (se opgørelse).

Fortet var under 1. verdenskrig bemand- et med 110 mand af sikringsstyrken, men har i øvrigt - som resten af befæstningen - aldrig været i krig.

Som en del af forsvarsforliget i 1894, der havde til formål at afslutte de såkaldte provisorier og komme af med Estrup, blev det besluttet, at store dele af Københavns befæstning, herunder Fortunfortet, skulle nedlægges i 1920. Og det var nok godt det samme, for allerede på det tidspunkt var fortet mere end forældet.

Efter nedlæggelsen overgik fortet til privat eje og fristede en lidet marsialsk tilværelse. En vis Hr. Engel købte fortet og forsøgte sig med værtshusdrift. Sognerådet gav imidlertid ikke spritbevilling og en tvangsauktion blev enden på festen.

Staten blev igen (ufrivillig) ejer af fortet, hvorefter det fungerede som svampefarm, motorcykel-reservedelslager og krudtlager for Tivoli. Det optrådte vist nok også som kulisse i et par danske spillefilm. Hvilke vides desværre ikke.

Lyngbyfort under opførelse

Fortunfortet under opførelse 1892.
Klik for større billede.

Fortunfortet ved komandohejsningen 20. december 1892. På fortdækket står en del af mandskabet, splitflaget er hejst og kanonerne er oppe. Bemærk oversigtsforholdene, der var betydeligt bedre end i dag, hvor udsigten hindres af villaer og store træer.

Krudtlageret blev iøvrigt årsag til de eneste registrerede tab på fortet. Fire, formentlig stærkt opstemte, unge mænd brød ind for at stjæle fyrværkeri. En smøg blev årsag til, at det hele eksploderede, og de fire blev dræbt. Det skete ironisk nok på befrielsesdagen den 5. maj 1945.

I 1955 - eller der omkring - overtog Lyngby-Tårbæk Kommune anlægget. I henhold til "Lov om naturbeskyttelse" blev Fortunfortet den 3. januar 1992 fredet og beskyttet som fortidsminde. Desuagtet forfaldt fortet, som allerede i 1990 var i en ret miserabel stand.

En håndfuld lokale borgere fik imidlertid bragt sagen på kommunens dagsorden,

og der blev i 2002 igangsat et renoveringsarbejde i kommunalt regi, hvorved bygningen blev grundsikret.

En folkelig interesse for sagen blev dermed vakt og i 2007 afholdt støtteforeningen Fortunfortets Venner stifende generalforsamling. Foreningen har som formål at understøtte den fortsatte renovering af Fortunfortet. Og der er et stykke vej endnu ....

Klik for større billede.

Ca. 100 meter nordøst for Fortunfortet fandtes en fremskudt kikkertpost som den viste. Billedet er let manipuleret fra Lyngby Fort. Klik på det for forstørrelse.
Københavns befæstning. Klik for større billede. Københavns befæstning. Klik for større billede.

Billedet til venstre viser kaponiereen (fransk: Kapunburet) med et rigtigt kapunbur i forgrunde - formentlig til officerenes bord. Klik billederne for at få dem i stor størrelse.

Fortunfortet er fredet, men ikke vedligeholdt.

Af Miljøministeriets Statusrapport fra 1990: Befæstningsanlæg i Danmark 1858-1945, fremgår det, at Fortunfortets fortkerne "fremstår i en tilstand både ind- og udvendigt af et stærkt fremadskridende forfald, som gør vedligehholdesearbejder meget påkrævende."

Som det fremgår af billederne er dette stadig tilfældet. Fortet er til trods for mindre renoveringstiltag i 2004 og 6 i endnu ringer stand i dag. Der er vådt over det hele og facaden er stort set ikke eksisterende!

Fortunfortet er som fredet fortidsminde beskyttet af museumslovens § 29 e (fredningsnr. 3030:114). Fredningen medfører, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af fortidsmindet uden Kulturstyrelsens har givet tilladelse til dette efter museumslovens § 29 j, jf. § 29 e.

Lovgivninger er som udgangspunkt restriktiv, men tiltag der vil være til fordel for fortidsmindet og forståelsen af dette (f.eks. renovering, rydning af evt. senere tilkomne elementer, formidling med skiltning o.lign.) vil kunne udføres efter dispensation fra Kulturstyrelsen.

Det er kommunen, der som ejer er forpligtet til at vedligeholde fortet efter de generelle retningslinjer, der angives i museumsloven. Hér står i § 29 i, at ”Kommuner, som ejer diger (…) og fortidsminder, der omfattes af bestemmelserne i §§ 29 e og 29 f, skal pleje disse”. Desværre er denne forpligtelse ikke særlig stærk lovmæssigt set, og det angives ikke i hvilken grad, kommunerne er forpligtet til at vedligeholde anlægget. Loven kan derfor sjældent pålægge kommunerne pleje ud over den helt basale, der sikre mod direkte forfald.

Men selv dette lever Lyngby-Taarbæk Kommune desværre ikke op til og Fortunfortets Venner har spurgt Kulturstyrelsen om kommunen kan tvinges til at leve op til sin forpligtigelse. Dertil bliver der svaret, at man ikke kender tilfælde, "hvor kommunen (eller andre offentlige myndigheder, der ejer fortidsminder) er blevet pålagt pleje. I fald der er problemer i sådanne sager, vil det forsøges ordnet i mindelighed.". Det ser ud til at vi må indstille os på at forfaldet fortsætter.

Ex- og interior fra Fortunfortet. Godt ser det ikke ud!! Billedet nederst til venstre, som viser et af mandskabsrummene monteret med gotisk bue. Der er tydeligvis tale om en attrap - den er udført i krydsfiner - og den har formentlig fungeret som kulisse i en gammel dansk film.

Sommerfeld og Rambusch

De to herrer Elisæus Janus Sommerfeld og Edvard Rambusch var hhv. hovedarkitekt på hele fæstningsbyggeriet og bygningsansvarlig på Fortunfortet.

Sommerfeld var en internationalt anerkendt kapacitet på sit område.

Rambush var ikke internationalt kendet med gjorde sig bemærket i Danmark ved sin militære indsigt og som ansvarlig for hærens ballonluftfart. Derudover var han engageret i politik som medlem af Landstinget for Højre og han var meget engageret i opdyrkningen af den juske hede.

Se iøvrigt under opslaget Leksikon

Fortunfortets opgaver og indretning

Gaderhøj - og Lyngby Fort, som tilhører den ældre del af befæstningen, var såkaldte enhedsforter. De havde tunge, langtrækkende kanoner og kunne derfor engagere fjenden på lang afstand. Derudover havde de lettere og hurtig-skydende skyts til nærkamp. Fortunfortet samt Gladsaxe- og Bagsværd Fort var nærkampforter og indrettet til at bekæmpe fjenden på relativ tæt afstand. Til nærkampen var de som

enhedsforterne udstyret med lette hurtigskydende kanoner. Til fjernkampen blev forterne understøttet af langt-rækkende kanoner placeret i batterier bag forterne.

Fortun Fortets opgave var at holde Mølleåpasset ved Brede og Ørholm samt hele Lundtoftesletten under ild. Fortet kunne, da det blev opført, ikke umiddelbart virke mod øst (mod Eremi-

tageslottet) på grund af bevoksningen i Fortunens Indelukke. Dette gjorde naturligvis ikke hullet i nordfronten, altså det forhold, at der manglede en robust befæstning mod nord, mindre. I tilfælde af krig var det dog en del af planen, at nordfronten skulle styrkes med et fort, Taarbæk Fort, at Dyrehaven skulle feltbefæstes og Fortunens Indelukke forhugges. Det blev faktisk gennemført under 1. verdenskrig

Kaponieren
Kaponieren
Fortet
Fortunfortet
Porten
Portvagten

Placering

Villaer og store træer bevirker, at fortet, når man ser det i dag, ikke forekommer særlig velplaceret. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det ligger faktisk ganske godt, idet det er bygget ind i bagsiden af en naturlig bakke, hvilket gør det vanskeligt for fjende at se fortet samtidig med at bakken yder god beskyttelse.

Dertil kommer, at fortet ligger ganske højt - på kote 46 - hvilket giver ildledelsen et godt overblik over operationsområdet. (Lyngby-Tårbæks første vandtårn var af samme grund placeret i nærheden). Billedet herunder giver et indtryk af de oversigtforhold mod øst, nord og vest.

Major O. Andersen gør i sin bog op- mærksom på, at netop placeringen af Fortunfortet i en naturlig bakke og dets lave profil gør det til et betydeligt mere effektivt fort end f.eks. Lyngby - og Garderhøj Fort, der er store og mere synlige, d.v.s. lettere at identificerer og beskyde for en fjende.

Operationsområdet mod Vest Nord Øst

Fortets indretning

Fortunfortet er som det eneste bygget i halvandet plan. I nederste plan fandtes mandskabets sove- og opholdsrum, forråd, køkkener, kontor m.v. To rum (4 og 16) placeret i de to indhak i fortets strube havde rent operationelt formål og husede hver én kanon og to rekyl- geværer til forsvar. Derudover var der adgang til to observationstårne i hver

sin side af fortet fra nederste dæk. Øverste dæk er det egentlige opera- tionelle område, som huser de fire kanoner med tilhørende ammunition og depoter. Nord for fortet ligger den såkaldete kaponiere, som husede to kanoner og fire rekylgeværer til nærforsvar. Et lille stykke sydøst for fortet ligger et lille bindingsværkshus.

Det var her portvagten holdt til. Det er i dag spejderhytte.

I forbindelse med 1. verdenskrig blev maskinrummet i fortets østlige hjørne bygget, således at en motor kunne levere elektricitet til den nyeste militære isenkram: telegrafi og lyskastere.

Belægningsplan for Fortunfortet. Klik for større billede.

Klik for at få planen i stor størrelse.
 

Armering

Fortets hovedarmering bestod af 4 stk. 75 mm. hurtigskydende kanoner. De var monteret i panserforsvindingstårne. Panserkuppel, tårnvæg og affutage (underlag for skyts dss. lavet) udgjorde en helhed, som ved hjælp af en kontravægt kunne hæves og sænkes ved håndkraft.

Selve skydeskåret var temmelig stort, 20 cm, hvilket gjorde observation i forbindelse med skydning lettere.

Den centrale ildledelse foregik dog via de to primære observationstårne placeret i hver sin ende af fortet. Kanonerne havde en rækkevidde på 5,6 km. Kanonerne skød typisk med granater eller granat kardæsker.

Bahnson
Krigsminister Bahnsons våbenskjold. Det må have ringet noget i ørerne når kanonen skød....

Til nærforsvar af selve fortet var der placeret 2 stk. 75 mm. kanoner og 4 rekylgeværer, datidens maskinka- noner, i en saillantkaponiere.

Forsvindingstårn monteret på Fort Loncin i Belgien
Forsvindingstårn på det belgiske Fort Loncin. Det kan måske give et lidt skarpere indtryk af, hvad der ventede fjenden f.eks. på Eremitagesletten.

Strubegraven kunne bestryges af 2 stk. 75 kanoner og 4 rekylgeværer placeret i nogle hak i strubekasernen. Disse kanoner var normalt ladt med kardæsker.

Forsvindingstårn på Garderhøj Fort
Resterne af et forsvindingstårn på Garderhøj Fort.

Indretningen af panserforsvindingstårnene på Fortunfortet var formentlig meget lig det på billedet, som viser indretningen af tårnene på Lyngby Fort. Kanonerne havde en ret lille kaliber på 75mm og en rækkevidde på 5,6 km. Kanonens indretning og den lille kaliber gjorde kanonerne hurtigskydende.
Forsvindingstårn Forsvindingstårn

Billederne til venstre er taget på Garderhøj Fort og viser et 75 mm panserforsvind-ingstårns ubådsagtige indre. Det er uklart om det er mage til pansertårnene på Fortunfortet, der var af fransk oprindelse og kom fra fabrikken St. Charmond. Størrelsemæssigt har de dog mindet om hinanden. Et besøg på Garderhøj vil overbevise alle om, at det har været meget krævende - mildt sagt - at være artillerist i forreste række, hvad også skydeøvelsen på Lyngby Fort viste (jf. byggeriet.)

På Garderhøj oplyses det, at kuppel og kanon vejede 19 tons og kontravægten 15. De 4 tons forskel kompenseredes via gearudvekslingen i løftesystemet. Når kanonen blev affyret udløstes rekylspærringen, som opfangede rekylen ved at presse kuplen ned i underetagen. Artilleristerne sammenlignede det med at køre hurtigt i elevator i røg og damp. Nedad!

Forsvindingstårn Forsvindingstårn

75 mm kanonen i kaponierer affutage. Dem stod der mange af rundt om på hele befæstningen. På Fortunfortet var der fire: to i kaponieren og to i rum nr. 3 og 17 på planen. Kilde: Statens Forsvarshistoriske Museum

Og hvad skød man med?

På Fortunfortet rådede man over tre projektiltyper: Granater og granatkar- dæsker, der anvendtes i forbindelse med fortets primære bestykning til fjernkamp, og kardæsker, som anvendtes til nærforsvar i forbindelse med den sekundære bestykning. Af standardiseringshensyn var de alle af samme kaliber, 75 m.

Granater

Granater er egnede til at ødelægge permanente og feltbefæstede stillinger. De er kendetegnet ved at sprænge ved - eller umiddelbart efter anslaget og ødelægge det legeme de rammer. Granater er ikke særlig egnede som antipersonelvåben, men som artillerist ved Fortunfortet var det granater, man måtte forvente at få i hovedet under et angreb.

Granater er i besiddelse af netop de egenskaber, der skal til for at øde- lægge beton, idet beton har en tendens til at flække ved direkte træffere, hvilket naturligvis er ubehageligt, hvis man sidder i et fæstningsanlæg, der er lavet af beton!

Granatkardæsker

Granatkardæsker er granater, som sprænger før de når målet og kaster en kegleformet byge af kugler frem- ad. Det er et meget ubehageligt anti- personelvåben, men det har ringe virkning på befæstede stillinger (f.eks. beton) eller ved sprængning i jorden.

Kardæsker

Kardæsker er i og for sig det samme som granatkardæsker og tjener samme antipersonelle formål.

Forskellen er, at hvor granatkardæsken bevæger sig igennem luften inden den sprænger, sprænger kardæsken i det øjeblik den forlader kanonløbet og spreder sin dødbringende kugleregn. Den er m.a.o. beregnet på at nedkæmpe en fjende, som er i umiddelbar nærhed. Kaponieren og de to kanoner i struben var armeret med kardæsker.

Granatkardæsk

Granatkardæsk fra 1. verdenskrig. Et effektivt antipersonelvåben. Kuglerne i projektilet kastes fremad ved sprænging.

Forsvar af Fortun Fortet

Det er en udbredt misforståelse, at krige vindes af generaler. Generaler har vundet slag, men de har aldrig vundet en krig. Den, der vinder krigen, er dén, som har de største ressourcer og den bedste logistik. Det betyder omvendt, at den der er bedst til at økonomi- sere med sine ressourcer - alt andet lige - vinder krigen. Det er denne simple erkendelse, som ligger bag forternes indretning.

Fortunfortet er designet efter det såkaldte bastionære grundrids. Fortlegemet er trekantet og til nærforsvar forsynet med en kapo- niere i spidsen og skydeskår i strubekasernen. Kaponieren ses tydeligt øverst til højre på billedet.

Pointen er at netop det bastio-nære grundrids giver mulighed for, at fortet kan forsvares effektivt med kun fire kanoner og fire rekylgeværer. Den bastionære udformning udmærker sig med andre ord ved at give det bedste forsvar set i forhold til den for-svarsmæssige indsats - altså netop dét, der skal til for at vinde en krig (alt andet lige).

Aktivt og passivt forsvar

Fortunfortets aktive forsvar bestod af to kanoner placeret i karponi-eren og to i struben. De var alle ladet med 75mm kardæsker og hver suppleret med et rekylgevær, datidens maskinkanon.

Fortunfortets aktive forsvar var suppleret med en række passive forsvarsforanstaltninger. Forsvaret bestod dels af forhindringer, der vanskeliggjorde fjendtlige solda-ters indtrængen på selve fortlege-met dels af en sprængkappe, som beskyttede mod eksploderende granater. Escarpemuren, som løb hele vejen rundt om fortet, var den væsentligste forhindring for fjendens soldater. Den var kronet af et ca. 2 meter højt stormgitter.

Fortunfortet ved kommandohejsningen 20. december 1892

Fortunfortet ved kommandohejsningen 20. december 1892. De røde linjer angiver forsvarskanonerne og rekylgeværenes skudretninger.

Derudover var selve fortlegemet beplantet med tjørn, datidens pigtråd. Billedet fra kommandohejsningen herover giver et godt indtryk af det passive forsvar ("pigtråden" var dog endnu noget klein). Vinduerne blev, i tilfælde af angreb, beskyttet af jernskodder. I 1893 foretog hæren en skydning for at afprøve skod- dernes styrke. Der blev skudt med gevær af typen M 1889 og det er end- nu muligt at se fordybningerne i skod- derne nr. 4, 7, 11, 13 og 15 fra vest.

Fortet er bygget af beton, som netop blev introduceret som byggemateriale i slutningen af det 19. århundrede. Beton er kendt som et meget holdbart materiale. Det har dog en i denne sammenhæng uheldig svaghed: Det har en tendens til at flække under meget store belastninger (f.eks en direkte træffer). For at beskytte mod en sådan placerede man en såkaldt sprængkappe i jorden foran den centrale

betonkonstruktion. Sprængkappen, der bestod af et lag kampesten, fungerer ved, at den får indtrængende granater til at eksplodere inden de når den central betonkonstruktion.

Resterne af stormgitret
Resterne af stormgitret
  Fra Fortunfortets indre. Det tager sig jo ganske pittoresk ud, men der har været koldt og fugtigt ...
 

En Consolidated Catalina passerer Fortunfortet i lav højde måske på vej hjem fra et togt til Grønland.